Fra Tony Allens groove til lækker løvfaldsrock: Kristeligt Dagblad har undersøgt efterårets musiklandskab

Damon Albarn rapporterer fra Island, The War on Drugs brillerer, og Joan as Police Woman overgår sig selv på nyt album med en trommelegende

Fra Tony Allens groove til lækker løvfaldsrock: Kristeligt Dagblad har undersøgt efterårets musiklandskab

Fri leg

★★★★★★

Joan as Police Woman. The Solution is Restless. Pias Recordings.
Joan as Police Woman. The Solution is Restless. Pias Recordings.

Tænk, at det lykkedes den nu afdøde Tony Allen og Joan Wasser at mødes i et studie i Paris til fri leg, og at vi nu kan nyde 10 sange, som trommer blidt i novembermørket. Trommeslageren fra Fela Kutis band gør Joan as Police Womans sange sprøde som nyfalden sne. Sjældent har hendes stemme lydt mere inciterende. Damon Albarn medvirker på et nummer, men favoritlinjerne må være disse i ”The Love That Got Me”: ”Have you ever been inside a song/ That really changed th way you feel?/ That really changed the way you/ Look at th world forever?” Økuller er et andet ord for rastløshed, men har man maestro Tony Allens groove ved hånden, så er alt okay, fordi det ændrer på vinterhumøret.

Blå Lana

★★★★☆☆

Lana del Rey. Blue Banisters. Polydor/Interscope.
Lana del Rey. Blue Banisters. Polydor/Interscope.

”What if someone had asked/ Picasso not to be sad?” synger Lana del Rey i åbningsnummeret på ”Blue Banisters”, der igen – på hendes andet album i år (!) – omfavner blåheden, som var det slik. Det er bare hendes grundtone, take it or leave it, og klaver og guitar risler og pibler nærmest uforstyrret bagved, mens hun forholder sig til omverdenen og kommer omkring både iPhone 11, Black Lives Matter og ”Grenadine, quarantine, I like you a lot/ It’s LA, ’Hey’ on Zoom, Target parking lot.”

Skal der snart andre farver på paletten? Måske. Men den tid, den sorg. Og derefter endnu en trist sang. De nye sange føles lige så vedkommende som på sidste album. Så vi tager en af mere af de blå.

Kedelig nordisk adagio

★★☆☆☆☆

Bremer/McCoy. Natten. Bremer/McCoy Music.
Bremer/McCoy. Natten. Bremer/McCoy Music.

Bremer/McCoy er eksperter i luftige kontrabas/Rhodes-piano-stykker, der fungerer som afstressende puder mod verdens jag. Det er ofte magisk, og de har fået et hengivent publikum, også i udlandet. Men ”Natten” føles meget lang at komme igennem, lidt uinspireret som hotellobby-musik i loop. Den afdæmpede nordiske tone, som også den svenske jazzpianist Jan Johansson dyrkede, har det i sig, at man skal være i humør til den slags minimal-melodiske langsomheder. Er man ikke til alvorsfuld adagio, får man hurtigt lyst til at skifte til næste nummer. Eller til Goldbergvariationerne. Bremer/McCoys pæne tonesystem savner noget mere grus, knas og nerve.

Rapport fra Albarn

★★★★★☆

Damon Albarn. The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows. Transgressive Records.
Damon Albarn. The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows. Transgressive Records.

Damon Albarn har et hus uden for Reykjavik, og oprindeligt skulle det have været et orkesterværk inspireret af naturen på Island, men endte som 11 numre om tab, skrøbelighed og genfødsel samlet under en titel fra et digt af John Clare. Den kontrastglade poprockpoet, der foruden Blur har spillet med musikere fra Mali og Syrien, tog under lockdown på en mørk personlig rejse, og mens han synger om verdens ende og behovet for nærhed, kører en hyggelig rytmeboks. Den evige pendulfart mellem livets poler – og måske en slags landing – høres også i ”Darkness to Light”. Albarns rapporter fra der, hvor han er geografisk og psykisk – hans evige nysgerrighed efter at give tilværelsen og dens sammensathed en lydlig form – er lærerige på dette soloalbum, der er hans andet af slagsen.

Løvfaldsrock

★★★★★☆

The War on Drugs. I Don’t Live Here Anymore. Atlantic Records.
The War on Drugs. I Don’t Live Here Anymore. Atlantic Records.

”Like when we went to see Bob Dylan/ We danced to ’Desolation Row’” – Dylan-referencerne er ikke få på The War on Drugs’ femte og fremragende opus. Novemberblues og indie-rock fra Philadelphia smører hinanden godt, når Adam Granduciel synger om at være offer for eget begær, om behovet for forandringer og at vokse op og lære at se ting fra flere perspektiver. Hvor skal vi hen nu? Sandheden skal man høre fra en søgende voksen mand. I ”I Don’t Wanna Wait” er det et modent og sultent jeg, der drages mod et snefnug, der danser i et ensomt rum. Lydbilledet er helt igennem lækkert. Det er også produktionen, der gør, at bandets relativt simple rockakkorder fordelt på synthesizere og guitarer lyder som en kompleks mosaik.