”Fra vest står blæsten ind” er en nyere høstsalme i solid medvind

Lisbeth Smedegaard Andersens høstsalme fra 2013 er både til land og til by. Og så har den de seneste år vundet udbredelse

Et væsentligt element i salmen er den måde, hvorpå den inddrager alle mennesker. Både dem, der har meget at takke for, dem ”som året bragte mere sorg end glæde”.
Et væsentligt element i salmen er den måde, hvorpå den inddrager alle mennesker. Både dem, der har meget at takke for, dem ”som året bragte mere sorg end glæde”. Foto: Leif Tuxen.

Høstsalmerne er repræsenteret i Salmebogen med mægtige, klassiske salmer, og derfor kunne man nemt forledes til at tro, at det var vanskeligt – om ikke umuligt – at skrive nye høstsalmer. Lige så stærke de gode, gamle høstsalmer er, lige så tydeligt er det imidlertid, at de er skrevet i en tid, der ikke er vores: De gamle høstsalmer er skrevet i en homogen, før-teknologisk landbokultur, som de færreste af os kender og lever i nu. Der er løbende blevet skrevet moderne landbrugs- og høstsalmer og -sange, for eksempel den morsomme ”Jeg ejer både mark og eng” af Jens Smærup Sørensen (Højskolesangbogen nummer 125), og i 2015 udskrev Landbrugets Kulturfond en konkurrence om at skrive en ny landbrugssang.

Mens de færreste i vor tid høster, og mange børn ikke har det fjerneste kendskab til, hvor korn og brød kommer fra, så er det fortsat en fast tradition i de fleste kirker (i hvert fald uden for de store byer) at holde høstgudstjenester. Dagligt brød får vi stadig, også selvom vi ikke har haft hverken le eller traktor-rat i hænderne, og derfor takkes der med klassiske, men også med nye salmer.

En af de nye høstsalmer, der gennem de seneste år har vundet udbredelse, er ”Fra vest står blæsten ind”, skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen i 2013 i forbindelse med en høstfest i Rakkeby i Vendsyssel. Salmen omfatter både læhegn, byg og hvede samt byens kælderskakter, hvor det våde, visne løv gemmer sig og rådner bort. Salmen er til både by og land, og den overskrider grænsen mellem dem ved at anvende nutidige vendinger og billeder, der er fælles for de fleste og mere erfaringsnære end de traditionelle høst- og landskabserfaringer, vi har i de klassiske salmer. En vending som ”når somren er til ende/ og feriedage brugt” er en august- og september-erfaring for de fleste af os, som for alvor peger ind i efteråret.

Høstsalmen har den kendte takketone, når ”vores lovsang” fylder himmelrummet, men den har også en underliggende tone af vemod og afsked, som det kendes fra andre høstsalmer, ikke mindst ”Nu falmer skoven trindt om land”. Denne dysterhed findes allerede i første vers, hvor de lave hegn danser skyggedans med mørkets magter, men også i de brugte feriedage og sommerdrømme, der er brændt ned, og græs, der visner. Eftertænksomheden og vemodet er tilsigtet fra Lisbeth Smedegaard Andersens side, og hun påpeger selv, hvordan Erik Sommers melodi understreger denne stemning.

Et andet væsentligt element i salmen er den måde, hvorpå salmen – som allerede nævnt – inddrager alle mennesker: både dem, der har meget at takke for, dem ”som året bragte mere sorg end glæde”, og dem for hvem fremtiden er en ”ligning med en hel del ubekendte”. Alle disse mennesker – og os med dem – ses dermed som små dele af et stort skaberværk, hvor forgængelighed og usikkerhed er et fælles eksistensvilkår. Til os alle lyder i salmens afslutning det ”Frygt ikke”, som igen og igen er engles ord til mennesker i Det Nye Testamente, og som gør, at vi kan lade vores vinterhjerter leve i Guds hænder.

”Fra vest står blæsten ind” er lige nu frit tilgængelig på salmer.dk med både tekst og melodi.

I klummen ”Sang&salmer” skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for musik og sang i kirken.