"Vi har tolv ure i huset, alligevel slår tiden ikke til," digtede Benny Andersen i 1970. I dag rummer stort set alle huse mange flere ure, hvis vi medregner alle de elektroniske tidsmålere, der som skrigrøde lys i mørket eller tavse påmindelser i hjørnet af en skærm angiver, hvornår 23:59 bliver til 00:00, og en ny time, et nyt døgn, en ny måned, et nyt år kan tage deres begyndelse.
Men klassiske urskiver med visere er der blevet færre af både i hjemmet og i byrummet. På grund af manglende øvelse har mennesker fået sværere ved at afkode dem som tidsmålere, lyder meldingen fra både matematiklærere og urmagere. Og i dag slår tiden endnu mindre til.
"At aflæse en klassisk urskive er en lærdom, som jeg tror, mange unge ikke bliver opdraget til," siger Poul Duedahl, professor i historie ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen "Gudhjemtid" fra 2017 om tidsmålingens danmarkshistorie.
"Vi har haft 500 års samliv med urskiven, men for den næste generation er den eneste tidsangiver tal på skærme, for eksempel mobiltelefonen. Vi går alle sammen rundt med tiden i lommen og er i lommen på tiden," erklærer han.
Utålmodigheden vokser
Poul Duedahls beretning tager afsæt i den begivenhed ved nytårstid mellem 1893 og 1894, hvor tidsmålingen i Danmark blev justeret med ni minutter og 41 sekunder, så den ikke længere passede sammen med himmellegemernes placering i forhold til Det Kongelige Observatorium i København, som man hidtil havde indstillet urene efter, men derimod Gudhjem. Og årsagen var ikke, at bornholmerne havde taget magten over urene. Man tilpassede nemlig samtidig dansk tidsmåling til det internationale samfund ved at rykke urviserne de knap 10 minutter.
Ifølge historikeren er ure med visere blevet gjort til museumsgenstande af digitale tidsmålinger, der synkroniserer tiden på hele jordkloden. Det fælles ur på væggen, husmuren eller kirketårnet er erstattet af en personlig tidsmåler i lommen, men til gengæld er selve tiden synkroniseret, så selv den mindste forsinkelse er tydelig for alle.
"Jo flere nanosekunder vi kan måle, jo større er den utålmodighed, vi føler over for hinandens forsinkelser," siger Poul Duedahl, som tilføjer, at den mere præcise tidsmåling har skabt et mere rationelt og rigt samfund, men også et samfund med skrappe præcisionskrav til det enkelte menneske.
"Også dengang urskiven blev udbredt, steg kravene. På landet havde man indtil da styret tiden efter dagslysets komme, skyggernes fald og dyrenes brølen. I byen var det vægternes råb og klokkernes kimen," fortæller Poul Duedahl.
Han påpeger, at begrebet "det akademiske kvarter", som har været brugt på universiteter i årtier som undskyldning for upræcise mødetider, går tilbage til Christian IV's tid i 1600-tallet. Dengang gik ingen med deres eget ur, men Københavns Domkirke på Frue Plads slog timeslag og kvarterslag. Når de teologistuderende, der boede på kollegiet Regensen kort derfra, skulle til undervisning, havde de tiden mellem to kvarterslag til at indfinde sig.
Uden for universiteterne er tiden og tidsmålingen løbet fra en så upræcis mødetid som det akademiske kvarter. Rundtom i verden sidder mødedeltagere klar ved deres skærme til at logge på Zoom, Meet og andre digitale tjenester, præcis når urtallene skifter fra 12:29 til 12:30 centraleuropæisk normaltid.
Klokken nul-dut-sharp
Gennem mere end 10 år har DSB udskiftet eller afviklet de klassiske stationsure, som ellers gennem hele det 20. århundrede har fungeret som mødested og fælles tidsautoritet for ungdomsforelskede lejrskoleelever, travle forretningsrejsende og præcisionsorienterede statsbanetjenestemænd. Nogle urskiver forsvandt bare – for eksempel fra de københavnske S-togsstationer – ud fra en tankegang om, at folk alligevel har tiden i lommen.
Men ifølge Christian Martinez, journalist og forfatter til bogen "Ure – historien om de største brands og ikoniske armbåndsure", er det ikke alle stationsurene, der bare blev skrottet. Mange af dem blev solgt og for eksempel købt af restauranter, som syntes, at den store, hvide skive med de sorte visere kunne tilføre et råt, industrielt look til deres lokaler.
"Jernbanenettet har været vigtigt for det moderne menneskes tidsopfattelse, men nu bliver stationsurene pillet ned eller står tilbage som vartegn over en anden tid," siger han.
Man kan næsten se en symbolik i, at når en restaurant kan bruge et gammelt stationsur, så er det, fordi viseruret ikke længere repræsenterer det nådesløse krav om minutpræcision, som det gjorde engang. Det er i dag digitaluret, som presser og kræver. Det mindre præcise viserur – både det på væggen og i form af et armbåndsur – er i stedet blevet en stemningsskabende form for udsmykning og et bredere symbol på tid. Måske endda et symbol på et lidt mere løst og casual forhold til tid, mener Christian Martinez.
"Det analoge ur er mere afslappet end det digitale. Hvis man har et armbåndsur med visere, har man tilvalgt en lidt mere diffus, men også lidt mere human tidsmåling, og man nyder kunsthåndværket frem for at dyrke en nul-dut-sharp tilgang til tid," siger han og tilføjer:
"Der findes tidspunkter, hvor man ønsker præcision. For eksempel findes der gammeldags æggeure, der kan være svære at indstille, så de ringer på et helt præcist tidspunkt. Hvis jeg skal koge et æg, foretrækker jeg et digitalur, der let kan sættes til eksakt seks et halvt minut. Men der findes også masser af situationer, hvor præcisionen ikke betyder så meget. Og der ligger så meget identitet og kulturhistorie i det klassiske armbåndsur med visere, at det aldrig rigtig kommer til at gå af mode."
Aldrig er forfærdelig lang tid
Det passer faktisk heller ikke, at viserurene bare forsvinder fra det offentlige rum. I den nye bydel Aarhus Ø er der netop opført et højhus ved navn Kampanilen, som skal fungere som en slags vartegn for hele bydelen, og som arkitekt Bjarke Ingels har forsynet med en gigantisk ottekantet urskive på facaden. Urets diameter svarer til tre af bygningens etager, og viserne er større end dem på Big Ben, det berømte britiske klokketårnsvartegn, der er en del af Westminster Palace i London.
Bjarke Ingels er i sit byggeri inspireret af de klassiske fritstående klokketårne, kampaniler, og han har udtalt, at han har ønsket at bruge uret til at skabe en stemning af magi som den, der er i en berømt scene fra Disney-filmen "Peter Pan" fra 1953, der er baseret på J.M. Barries klassiske britiske børnefortælling. I scenen har den evigt barnlige og eventyrlige titelfigur og hans mere jordiske venner fået drysset tryllestøv på sig, så de kan flyve hen over storbyhimlen, og et par af dem cirkler rundt om Big Ben og videre ud i natten på deres færd fra en mere virkelig virkelighed mod det eventyrlige sted, som på dansk er oversat til "Ønskeøen", men på engelsk har det mere tidsfilosofiske navn "Neverland" – et land, som er uden for den almindelige tid og dermed aldrig er.
"Never is an awfully long time," siger Peter Pan et sted i fortællingen: Aldrig er forfærdelig lang tid. Og på Kampanilens hjemmeside giver arkitektfirmaet en klokkeklar beskrivelse af, hvordan placeringen af en gigantisk urskive på bygningen har andre mindre rationelle, men mere eviggyldige formål end blot at angive nuet målt i timer og minutter:
"Ure er fortællinger, mysterier, symboler, håndværk, kunst og billeder af den tid, de tæller, og den, du er. Du køber ikke et Rolex for at vide, hvad klokken er, og vi placerer ikke et ur i toppen af en bygning for at fortælle verden, hvad klokken er."
Forfængelige skrivebordsdykkere
Netop Rolex er et af de brands, som Christian Martinez' bog handler om. Oprindeligt var det schweiziske urmærke designet til mennesker, der havde brug for at se, hvad klokken var, når de opholdt sig i bjerge, ved havet eller i andre udendørs omgivelser. Men allerede da skuespilleren Sean Connery i James Bond-filmen "Dr. No" i 1962 viste sit Rolex Submariner-ur frem, var Rolex indbegrebet af stil, pral og blær.
"Ud over at være tidsmålere har ure altid været status- og identitetsmarkører. Helt tilbage i romertiden rejste rige mænd rundt med deres solure, ikke fordi de havde brug for dem, men for at blære sig med den velstand og viden, de symboliserede. I 1800-tallet havde man lommeure af guld med håndgraverede emaljeskiver, og i dag er et armbåndsur i høj grad blevet en accessory, som bæreren mere bruger til at fortælle om sig selv, end til at se hvad klokken er," siger Christian Martinez og peger på et afgørende tidspunkt i Rolex' udvikling fra praktisk ur til luksusbrand:
"I 1990'erne begyndte Rolex at fjerne de synlige skruer og stifthuller fra deres ure. Det betød, at urkassen set fra siden blev helt glat, men det betød også, at urets ejer fik meget sværere ved at skifte remmen selv og ofte måtte overlade al vedligeholdelse til en urmager."
Som Christian Martinez konstaterer, er der et paradoks i, at herreure altid har skullet signalere en James Bond-agtig blanding af elegance og handlekraft, samtidig med at urets ejer bliver sat mere og mere ud af spillet i forhold til selv at kunne fikse uret. Urfirmaer har for eksempel altid overbudt hinanden med, hvor mange hundrede meters havdybde man kan dykke med uret på sit håndled, til trods for at langt de fleste ejere af luksusure arbejder på et kontor og derfor kun er såkaldte desk divers, skrivebordsdykkere.
Vi er alle på tidsrejse
Peter Øhrstrøm er dr.scient. i videnskabshistorie, professor ved institut for kommunikation og psykologi ved Aalborg Universitet og har forsket i vores forståelse af tid. Han gør opmærksom på, at tidsmålingen går tilbage til de ældste solure omkring år 1500 før Kristi fødsel, men i begyndelsen var det kun halvdelen af døgnet, man målte, nemlig de lyse timer. Dette er forklaringen på, at vores velkendte runde urskive ikke viser 24 timer, men kun 12.
Gennem historien er tidsmålingens præcision blevet større, men også mere abstrakt, og i dag udfordres vi af "en overpræcision, som bidrager til stress", som Peter Øhrstrøm formulerer det.
Han gør opmærksom på, at vores tidsopfattelse ikke kun holdes på plads af himmellegemers bevægelse på himlen eller kunstige tidsmålere, kroppen er også en tidsmåler i sig selv.
"Den italienske naturvidenskabsmand og filosof Galileo Galilei brugte i 1600-tallet pulsen som tidsmåler, samtidig med at han arbejdede med at udvikle idéen til penduluret. Vores puls er en rytme i os, der ligesom et ur angiver et tidsinterval, så på den måde har vi haft tiden lige ved hånden, længe før armbåndsuret blev opfundet," siger Peter Øhrstrøm.
Tiden har også altid været en faktor i menneskers tanker og fantasi. Herunder tanker om at kunne rejse frem eller tilbage i tiden, som H.G. Wells fabulerede over i romanen "Tidsmaskinen" fra 1895, og som også videnskabsfolk har grublet meget over.
"Det er svært at tænke logisk over tidsrejser uden at havne i oplagte selvmodsigelser. Men jeg er med i et norsk projekt, der hedder 'Den store tidsrejse', og man kan sige, at vi alle er på en tidsrejse, som er én stor fællesrejse," funderer professoren, som er fascineret af tidsfantasier i fiktionen:
"Man kan også lege med tid, der forgrener sig, så hvert valg, man træffer, skaber en ny tid, som forfatteren Svend Åge Madsen har beskæftiget sig med i et par romaner. Eller man kan tænke sig to parallelle handlinger og tidsforløb, som det er fremstillet i 'Sliding Doors'," siger Peter Øhrstrøm med henvisning til englænderen Peter Howitts film fra 1998, hvor hovedpersonen, spillet af Gwyneth Paltrow, i én scene akkurat kommer for sent til et undergrundstog, og i en anden akkurat når det samme tog. Herefter flettes to handlinger, der viser, hvor forskelligt hele hendes liv former sig på grund af én afvigelse på ét sekund af hendes tid.
Sådan får vi i kulturen igen og igen at vide, at tiden er vigtig, uanset hvordan vi måler den. Og selv hvis det klassiske ur er gået på pension som præcisionstidsmåler, så lever urene med skiver og visere videre som tikkende tidløse tidssymboler og fortællinger, vi ikke må glemme.