Det er sæson for samfundssatire på de danske teatre. Nu er også Gustav Wieds litterære alter ego, Knagsted, flyttet ind på Nørrebro Teater i København, hvorfra han sender en politisk kommentar til Danmark anno 2017.
I et hæsblæsende tempo forsøger ni skuespillere at formidle romanens skarpe ironi. Men succesen hæmmes af en indforståethed i oversættelsen fra 1800-talsroman til moderne teaterscene, og satiren overdøves af fordummende, overgearet kropskomik.
Med en symbolsk ladet scenografi fremkalder Palle Steen Christensen følelsen af tungt rum: et sammensunket trægulv med noget galt i fundamentet. Kostumer og rekvisitter ryger ind fra siden og ovenfra. Skuespillerne sidder i udvasket undertøj på en kiste i midten, som tomme lærreder, klar til at iføre sig deres karakterer. Metaniveauet er nødvendigt, for de 9 spillere skal påtage sig 28 af romanens 100 personager.
Peter Zandersen spiller den koleriske Thummelumsen med høj energi og næsten Mr. Beansk kropshumor. Hans er det eneste klart optegnede portræt i forestillingen. Han tærsker storsvedende rundt i lillebyen Gammelkøbing med sin kost, forsøger at blive en del af fællesskabet, men ingen vil give ham et sæde i stolelegen. De høje damer i stive skørter og deres fede keglemænd i Ædedolkenes Klub udsætter ham for decideret voksenmobning, og hans duknakkethed tager til.
Da han vinder i lotteriet, tager sig en kone og køber den fædrene gård, rejser han sig knejsende, får en gakket gangart og taler om sig selv i prætentiøs tredjeperson ental ”man”. Men ingen vil anerkende hans nye plads i hierarkiet, han rykker sig ingen steder. Glæden vil ikke spire. ”Man skulle aldrig have sine ønsker opfyldt,” sukker han utaknemmeligt.
Tom Jensen er en tårnhøj Knagsted med samme røde troldehår og -skæg, som Carl Ottosen bar i samme rolle i tv-serien fra 1972. Han er spydig, ironisk og ubehageligt vildledende. Han mener en masse, men mener aldrig noget. Han tager alt og ingen alvorligt. ”Den ypperste livsværdi er livsligegyldigheden,” skryder han, men ingen i byen kan gennemskue hans satire.
Han skaber røre i den lille provinsdam og orkestrerer sin historie som repræsentant for forfatteren selv. Men helt tydelig bliver hans rolle aldrig – særligt ikke for én, der ikke har mødt ham før.
Forestillingen er bygget op som en lang række revyagtige, korte sketches, der knap er sammenbundne. De er fine hver for sig, men kender man ikke til karakterernes indbyrdes relationer på forhånd, er det svært at forstå dem.
Stilen er unaturalistisk, karikeret og bralrende. Formsproget er uddateret. Ganske vist er Ole Lemmeke fremragende som den bandende, svovlende og piberygende Mads Mortensen. Men bandehumor kan ikke chokere som i forfatterens samtid, hvor man blev sat i fængsel for at bruge utilstedelige udtryk. Heller ikke den latter, som pruttehumoren kaster af sig, virker helt oprigtig.
Gustav Wieds roman var et angreb på det provinsielle borgerskab. Forestillingen her, som jo spilles på teatret i Københavns mest mangfoldige og multikulturelle bydel, er velsagtens tænkt som en kritik af grupper, byer og lande, der lukker sig om sig selv og svælger i deres egen tilstrækkelighed.
Og der ligger da også en latent tragedie i komedien, der i bund og grund handler om døden. Kisterne hober sig op, og galgenhumoren flyder. Ligesom Godot venter man på, at der skal ske noget. Men i Gammelkøbing sker intet nyt. Norsk akvavit er så internationalt, som det bliver, og globaliseringen er en by i Rusland.
Desværre synes det, at instruktør Christoffer Berdal og teatrets direktør, Mette Wolf, der har bearbejdet romanen, har forladt sig på forlæggets status som et stykke af alle velkendt kulturarv og tabt syne af det, der kunne have givet historien et ståsted i en moderne kontekst.