Prøv avisen
Bog

Frafald, kvindesyn og politiske sider af islam til debat

3 stjerner

Der bliver ikke lagt fingre imellem i bogen ”Koranens dilemma”. Er man på udkig efter flere nuancer, kan ”Med nye øjne” anbefales

I ”Koranens dilemma” peger forfatterne på ”et følsomt emne og en række essentielle spørgsmål, som desværre kun få i vores samfund tør eller ønsker at tale om”. Hovedspørgsmålet er, om Koranen virkelig er en hellig bog?

Den ene forfatter, Per Holbo, som er opvokset i en familie med Frelsens Hær som kirkeligt ståsted, betegner sig selv som en tidligere ”halalhippie”, der mente, at muslimer havde lige så meget ret til at udøve deres religion som alle andre. Men det ene terrorangreb efter det andet fik ham til at begynde at stille spørgsmål og undersøge Koranen og islam som religion. Han fandt langsomt ud af, at Koranen var ”teologisk makværk”, og at islam er ”en religiøst drevet politisk ideologi”.

Han begyndte at skrive på en bog og henvendte sig i den anledning til præst i Church of Love Massoud Fouroozandeh. Da han var i gang med at skrive om Koranens dilemma, blev de to enige om at slå sig sammen om en fælles udgivelse for dermed ”at højne kvaliteten af den offentlige debat” og ”dele byrden og risikoen for udskamning eller det, der er værre”.

Bogen, som har en sociologisk vinkel på Koranens oprindelse, er første del af en trilogi. De efterfølgende to bøger vil bestå af henholdsvis en teologisk og en historisk behandling af Koranens dilemma.

Del et beskriver ”islams dna”. Den moderate muslim vil ifølge forfatterne skridt for skridt bevæge sig hen imod en radikal islam. ”Islams dna skaber en dynamik, hvor ideologien aldrig viser helt sit grimme ansigt på én gang, men derimod sniger sig lige så stille ind.”

Del to spørger blandt andet i en række såkaldte ”hjørnespark”, om det er samme gud, som kristne og muslimer tror på, og har som gennemgående synspunkt ”dukkeførerteorien”, der hævder, at muslimers profet Muhammed bruger Allah og Koranen som undskyldning for alt det, han ikke selv kan få sig til at sige. Med koran- og hadith-citater gentages, at Koranen ”ikke kan være en åbenbaring, men derimod en 600-tals arabisk krigsherres redskab til at opnå størst mulig opfyldelse af sit eget begær for penge, sex og magt”.

Der bliver ikke lagt fingre imellem. Bolden bliver lagt til rette til hjørnespark, og læseren kan selv sparke den ind. Og der er dømt mål hver gang. I længden bliver det dog lidt kedeligt, for hvor er målmanden? Selvom der er mange vigtige og tankevækkende iagttagelser, så savner man den andens synspunkt, eller den ”ægte dialog, som kræver anerkendelse af partnerens trossystem” (citatet er fra Fouroozandeh og Marianne Søndergaards bog ”Moskéernes mange ansigter”, hvor de selv efterlyser en sådan ægte dialog fra muslimers side). Man bliver hurtigt mæt af al den negative kritik og må give Luther ret, når han bebrejder de mennesker, som blot fremdrager alt det negative, de kan finde i Koranen. Det skader efter hans mening sagen, for det bliver opfattet som utroværdigt.

En anden ny bog om samme emne, ”Med nye øjne”, forsøger omvendt at stå på mål og besvare ”ekstreme tolkninger af islam med moderate fortolkninger af Koranen eller udtalelser fra højtstående islamiske lærde”. Bogen kommer omkring emner som vold, stening, kvindelige slaver, menneskerettigheder og omskæring af kvinder.

I forhold til ”Koranens dilemma” og dens mange hjørnespark kan man dog ikke påstå, at den fylder målet ud. Der er mange halve svar og delvise redninger. Hvor eksempelvis ”Koranens dilemma” beskriver, at der er konsensus blandt muslimske lærde om dødsstraf for frafald, henviser ”Med nye øjne” til en indonesisk samfundsteoretiker og filosof, Madjid Nurcholish, som hævder, at Koranen ikke kan forstås fuldt ud uden for konteksten, og ”at islam i sin essens respekterer andre religioner og derfor ikke tvinger dem til at være muslimer”. Set i lyset af, at frafald i 13 muslimske lande kan straffes med døden, kan det ikke kaldes for en overbevisende redning.

Om kvindesynet i islam henvises til, at Koranen – ifølge en doktorafhandling om køn i islam – kun indeholder seks vers, som sætter kvinderne i en underordnet position i forhold til manden.

Og om forholdet til islamismen henvises til en undersøgelse foretaget blandt 3500 unge mellem 18 og 24 år i 16 forskellige arabiske lande. Her svarede 78 procent, at de var uenige i udsagnet: ”Hvis IS ikke brugte så meget vold, ville jeg støtte dem.” 13 procent af de arabiske unge sagde, at de selv kunne forestille sig at støtte Islamisk Stat. Det er unægtelig en del. ”Men det er langtfra flertallet”, hedder det. Nej, men det er alligevel bekymrende, selvom det understreger, at muslimer og islam langtfra er entydige størrelser.

Endelig viser bogen, at det åbenbart godt kan lade sig gøre at bevæge sig fra at være islamist til at være en mere moderat muslim, som det er sket for Ahmed Akkari.

Som sådan spiller de to bøger fint sammen. Men en ekstra stjerne til ”Med nye øjne”, fordi den trods alt er mere nuanceret i beskrivelsen af islam og muslimer.