Prøv avisen
Kunst

Fragmentets skønhed og gru

5 stjerner
I værket ”Log Dog” fra 2013 har Danh Vo indsamlet et virvar af grene fra gaderne omkring sit hjem i Mexico City og flettet dem sammen med rustne jernkæder. Inde i fletværket af grene og rustne kæder finder man brudstykker af en fransk Kristusfigur fra barokken. – Foto: Foto: Nick Ash

Stor retrospektiv udstilling med Danh Vo på Statens Museum for Kunst er en dokumentation af kunsten som personligt vidnesbyrd om verdens tilstand

Den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo (født 1975) har det seneste årti fået sit internationale gennembrud og udstillet på førende kunstinstitutioner verden over. Den aktuelle udstilling på Statens Museum for Kunst kommer således fra Guggenheim i New York, hvor den snoede sig op i museets berømte rotunde. På Statens Museum for Kunst bevæger udstillingen sig uforudsigeligt rundt i huset som en slags både personlig og kunstnerisk adaptation af museets rumligheder – og ressourcer.

Udstillingen fylder museets forhal og to dagslysfrie haller, hvor der er rejst kinesiske pavilloner i træ som rekreative rum for publikum. Men udstillingen bevæger sig videre ned i museets monumentale skulpturgade, der forbinder den gamle og nye del af bygningsmassen, ligesom en række nydesignede organiske hynder flyder ned over den amfiteatralske trappe mod parken. Ja, trænger man til en forfriskning efter rundgangen i Danh Vos univers, så har han også indrettet caféen, hvor en række af den amerikansk-japanske kunstner Isamu Noguchis elegante rispapirlamper lyser rummet op mellem de mange grønne planter og rustikke møbler i træ. Det vidner om, at Danh Vos kunst i højere grad end at bestå af enkelte afsluttede værker er et fortløbende virke, der ikke blot involverer ham selv, men også de steder, hvor han færdes, og i sidste ende hele den tværkulturelle verden, han er rundet af.

Danh Vo kom til Danmark i 1980, efter hans familie var flygtet fra det kommunistiske regime i det krigshærgede Vietnam. Familien bosatte sig dels her i landet og dels i Tyskland, men havde en vital og gennemgribende del af sin historie i Vietnam. En historie, der jo i sig selv er post-kolonial og vidner om sammenstødet mellem øst og vest, overleveret europæisk kulturgods og vietnamesisk livsform. Således er Danh Vos familie praktiserende katolikker som følge af det virke, som katolske missionærer i tidligere århundreder har præget Østen med. Mange forhold løber således sammen i Danh Vos person, og som menneske inkarnerer han temaer i samtiden som migration, kolonialisme, religion og globalisering, ligesom kønsidentitet spiller en rolle i hans praksis som kunstner.

Når alle disse forhold er værd at nævne, er det, fordi Danh Vo bruger dem i sit kunstneriske virke, der gennemgribende tematiserer det tværkulturelle og transkønnede, det materielle og det metafysiske. Der er en kritisk dualisme på færde i Danh Vos arbejde, men stedvis også en humor og en æstetisk sans, der forlener hans kritiske potentiale med noget mere og noget andet, der rækker ud over øjeblikket og manifesterer sig i en længsel.

Danh Vos kunst kræver, at man sætter sig ind i den selvbiografiske, kulturelle og historiske kontekst, som den udfolder sig på baggrund af og midt i. Museet har af samme grund lavet en udstillingsguide, der befordrende kan åbne kunstnerens univers.

For umiddelbart kan Danh Vos værk tage sig ud som ansamlinger af alskens materiale og ophobninger af vidt forskellige genstande: historiske fotografier, breve, personlig kalligrafi, officielle dokumenter, stoftryk, dele af klassiske skulpturer og antikker, allerede skabte ting fra nutiden, såkaldte ready mades, der vækker mindelse om 1960’ernes avantgarde- og konceptkunst. Men alt materialet har en personlig eller tidshistorisk mening for Danh Vo. Det er vidnesbyrd om hans egen og hans families historie og det transnationale i hans identitet. Et enkelt dominant eksempel i udstillingen er en enorm krystallysekrone. Det er ikke en hvilken som helst lysekrone. Men en af de lysekroner, der hang over mødebordet i Hotel Majestic i Paris i 1973, da fredsaftalen officielt blev indgået og bragte Vietnamkrigen til afslutning. Og dermed åbnede for den migration, der er Vo og hans families skæbne.

Andre vidnesbyrd er fotografier fra Danh Vos barndom, det køleskab, den vaskemaskine, det tv og det kors, som dele af hans familie fik ved ankomsten til Tyskland, eller det pengeskab, hans far erhvervede ved ankomsten til Danmark som pant på fremtiden. Men der er hundredvis af andre dele, der danner brikker i Danh Vos livsmosaik. Tilsammen krystalliserer alle disse genstande sig i et facetteret mønster, der reflekterer kunstnerens liv og erindring, hvor den lille og den store historie mødes og tvistes.

Danh Vos tvetydige holdning til migrationen, globaliseringen og den vestlige verdens frihedsbegreber – nogle vil nok huske, da kunstneren for nogle år tilbage også herhjemme udstillede bronzedele i 1:1 af Frihedsgudinden ved indsejlingen til New York – placerer ham perfekt i rollen som kritisk reflekteret samtidskunstner. Men er det det, han dybest set er?

Kikker man længe nok på hans værk, er der noget andet, der dukker op i sprækkerne mellem alle disse vidnesbyrd om levet liv i slaggerne fra historiens ruiner. Man kunne kalde det for skønhed, en grusom skønhed. Er Danh Vo en romantiker, der forsøger at genoplive en tradition, der rækker tilbage til antikken og kristendommens begyndelse? Er hans forbilleder Heraklit, Kristus og Novalis? Er han selv poesiens blå blomst? Eller forsøger han at ødelægge selvsamme tradi- tion?

I hvert fald er det tydeligt, at Danh Vo er intenst optaget af fragmentet, ikke blot som materiale, men også som eksistentiel kategori. Danh Vos kunst er overleveret til os på samme måde som den antikke græske filosof Heraklits skrifter. Den findes alene i korte tekstlige brudstykker og fragmenter med sætninger, der vidner om, at ”alting flyder”. Menneskets liv og verdens gang er i konstant forandring, intet er blivende, alt er tilløb, og eksistensen er ligesom poesien ufuldendt og i stadig tilblivelse. Hvis man skulle bruge et meget vanskeligt begreb om Danh Vos kunst, kunne man sige, at han er ”proces-metafysiker”, altså en kunstner og et menneske, der hele tiden forholder sig til det erkendelsesmæssigt uafsluttede i tilværelsen.

Den tyske romantiker Friedrich von Hardenberg, der skrev under pseudonymet eller identiteten Novalis, mente, at kunsten opstår i de overgange, der gør tilværelsen fragmenteret: ”Ingenting er mere poetisk end overgangen og de heterogene blandinger,” skrev han i 1799. Året forinden havde han skrevet: ”Al skabelse er øjeblikkelig – forbi ilende (…) al kreativitet manifesterer sig i overgange.”

Det er den tankeform, der manifesterer og materialiserer sig i Danh Vos værk og det processuelle og fragmenterede ved det.

Der er adskillige eksempler i udstillingen, ikke mindst der, hvor Danh Vo arbejder med den trosmæssige overlevering. Som i værket ”Christmas (Rome)” fra 2012-13. Fra Vatikanmuseet i Rom har kunstneren overtaget en række gamle stoffer, der tidligere beklædte museets udstillingsmontrer. De er udtjente, men deres tidligere liv afslører sig i skyggedannelser i stoffet. Der anes kristne kors der, hvor tiden har brændt de udstillede genstande væk. I udstillingen har Danh Vo hængt disse stoffer op under loftet, som kristne bannere i katolske kirker.

I værket ”Log Dog” fra 2013 har kunstneren indsamlet et virvar af grene fra gaderne omkring sit hjem i Mexico City og flettet dem sammen med rustne jernkæder, de såkaldte log dogs, som bruges, når tømmer skal samles og transporteres. Men inde i dette fletværk af grene og rustne kæder finder man brudstykker af en fransk Kristusfigur fra barokken. Et ben med fodens sårmærke fra naglen dukker ud af virvaret, en arm og en hånd et andet sted, indtil man pludselig får øje på den korsfæstedes melankolske ansigt mellem grenene.

Værket vidner om en tradition og en tro, der er eroderet, men stadig i en vis forstand virksom i tiden og hos kunstneren. Og værket vidner om en form for skønhed, en længsel efter æstetisk renfærdighed hos ham, der konstant anfægtes og på grusom vis sønderrives. Således bruger Danh Vo også den række af antikke afstøbninger, som han har hentet frem fra Statens Museum for Kunsts magasin i Vestindisk Pakhus, og som udstilles i skulpturgangen. De vidner alle om nogle kunstneriske, heroiske og trosmæssige idealer, der er gået i stykker og sønderbrudt i historiens gang og endt som netop ”heterogene blandinger”.

I sine bedste øjeblikke tematiserer Danh Vo denne proces, hvor livet og historien bryder det skabte ned, men også lader beskueren ane skønheden i brudfladerne og fragmenterne af den tro på helheden, der gik tabt undervejs. Den kunstneriske proces er i sig selv en migration.

Der er flere kristne referencer at finde i Danh Vos værker. Her er det ”Oma Totem” fra 2009. – Foto: Nick Ash