Frankrig under en muslimsk præsident

Ugens suverænt mest omtalte internationale bog er franske Michel Houellebecqs ”Soumission”, der udkom samme dag som massemordet på Charlie Hebdo-redaktionen. Noget mesterværk er romanen ikke

Hvorvidt Michel Houellebecq selv billiger eller beklager sin hovedpersons konklusion, nemlig at han ikke vil fortryde, at han konverterer til islam, fremgår strengt taget ikke af romanen.
Hvorvidt Michel Houellebecq selv billiger eller beklager sin hovedpersons konklusion, nemlig at han ikke vil fortryde, at han konverterer til islam, fremgår strengt taget ikke af romanen.

Michel Houellebecq er af mange vurderet som fransk romankunsts største hoved og håb, anerkendt og til en vis grad feteret. Med ”Soumission” er han nu også blevet den mest omtalte og omstridte skribent i hele Europa.

Handlingen i ”Soumission” er henlagt til 2022 i Frankrig, hvor de etablerede partier udsætter Front National for samme behandling, som det politiske establishment i Sverige udsætter Sverigedemokraterne for.

Derfor er også de borgerlige villige til at overlade magten til den kultiverede muslim Mohammed Ben Abbes og hans islamiske parti, hvis eneste ultimative krav er retten til religiøs indoktrinering på uddannelsesområdet.

I Det Nye Testamente er der en lignelse, der fortæller, at da den ene urene ånd blev uddrevet, vendte den tilbage med syv andre onde ånder, som var værre end den første. Det er formentlig en af Houellebecqs pointer, at de toneangivende politikere er så forhippede på at fordrive Marine Le Pen & Co. fra magtens centrum, at de i stedet kommer til at overlade regeringsmagten til et religiøst parti, der sætter sig enevældigt på alt, hvad der må menes og tænkes i Frankrig.

Hovedpersonen i romanen er en midaldrende universitetslærer ved navn Francois, der i ledige stunder muntrer sig i sengen med sine studiner, drikker for meget, bestiller for lidt og ellers indtager tilskuerens eller iagttagerens uforpligtende rolle. Gennem Francois oplever læseren den snigende islamisering af det franske samfund. Det sker fredsommeligt, og uden at knytnæver og knive skyder i vejret. Og franskmændene er så lettede over, at der ikke udbryder borgerkrig, at de affinder sig med islams ekspansion i samfundslivet. Nu kan man ikke længere købe nederdele. Kvinder bliver forvist fra arbejdsmarkedet. Og Abbes stræber nu efter at underlægge sig hele Europa.

Arabiske oliemilliardærer pumper samtidig penge ind i det franske samfund.

Derfor får universitetslektorer pludselig tredoblet deres løn. Naturligvis under forudsætning af, at de tilpasser undervisningen Koranens lære. Og lektorerne er mere end villige. Ikke for ingenting betyder ”Soumission” underkastelse.

Men hvorfor vælger franske intellektuelle en vej, der ikke kan føre andre steder hen end til frihedens undergang? Ja, Houellebecqs roman kan ret beset læses som værende lige så kritisk over for intelligentsiaen som over for islam. De intellektuelle har ikke noget at stå imod med, de mangler rygrad og resoluthed, og i deres åndelige tomhed tiltrækkes de faktisk af lovreligionen.

Dertil kommer, at teologiske lygtemænd forvirrer franskmændene og besnakker dem til at tro, at kristendom og islam jo næsten er det samme, hvorfor fremtiden ikke kan blive andet end lys og lykkelig.

Francois tøver længe, men til sidst takker også han ja til at konvertere til islam. Han er en mandschauvinist, der bestemt ikke beklager, at han fremover kan nyde fordelen af flere koner.

Tanken om en midaldrende hustru i køkkenet og en 15-årig pige i sengen bekommer Francois vel. Og den sidste sætning i bogen lyder derfor: ”Jeg vil ikke komme til at fortryde noget”.

Hvorvidt Houellebecq selv billiger eller beklager Francois' konklusion, fremgår strengt taget ikke af denne roman, der mest minder om det lugtesalt, man brugte i gamle dage. Lugtesaltet var så stærkt, at det kunne vække et besvimet menneske, og denne bog vækker læseren, for så vidt som den får os til at spørge, om vi i tilstrækkeligt omfang udfordrer dem, der ønsker at lægge os i religiøse lænker.

”Soumission” er ikke noget mesterværk. Men den er heller ikke noget makværk. Der er nerve og præcision i skildringen af det franske samfund under forvandling.

Til gengæld har replikkerne en tilbøjelighed til at drive rundt som døde fisk i vandet, efterhånden som det bliver klart, at Francois skal være muslim.

kultur@k.dk