Den franske tænker René Girard blev næsten 92 år; han døde den 4. november 2015. Redaktøren Benoît Chantre, som var Girards nære ven og medarbejder i de sidste 15 år, han levede, er udset til at skrive den autoriserede biografi om dette lange livsforløb.
Men da det grusomme terrorangreb på koncertstedet Bataclan indtraf ganske kort tid efter Girards død, besluttede Chantre sig for at skrive en forstudie til biografien, hvori han dels analyserer terroristernes handlinger gennem sin læremesters tænkning, og dels skildrer Girards sidste dage, som angivet i titlen på bogen, der netop er udkommet.
Mod slutningen af sit liv var Girard blevet en meget gammel mand, der hverken læste eller skrev længere og undertiden virkede lettere konfus. Et mere afbalanceret portræt af René Girard må man derfor forvente, når den endelige levnedsskildring foreligger.
Dermed bliver det Chantres brug af Girard til at belyse terroren i Paris, der er mest tanke- og opsigtsvækkende i denne bog.
René Girard er kendt for at have lanceret udtrykket ”det mimetiske begær”. Den franskfødte religionsfilosof mente, at vi efterstræber det samme som naboen. Vi efterligner (mimesis betyder efterligning) hinanden i begæret, og genstanden for begæret bliver dermed af underordnet betydning.
”Det mimetiske begær” udløser en brutal rivalisering mellem individer eller grupper, der kan resultere i krig. For at få genoprettet balancen er det nødvendigt at placere skylden et sted. De rivaliserende skal finde en syndebuk, der kan undgælde for miseren.
Chantres påstand er i forlængelse af Girard, at da terroristerne åbnede ild på koncertstedet Bataclan, angreb de en livsform og en velstand, som de på en og samme tid misundte og afskyede. I tilgift mener Chantre, at terroren vil tage til i styrke, fordi den digitale teknologi, som engang var forbeholdt Vesten, nu er spredt i den ganske verden. ”Det mimetiske begær” bliver nemlig plantet blandt verdens fattige, når de på nettet betragter Vestens rigdom. Og da dele af islam forherliger martyrdøden, bliver det muligt at mobilisere ”den hellige vold”, som ramte Bataclan.
Chantre citerer et af vidnerne fra koncertstedet, der betragtede terroristen under dennes udåd: ”Han optrådte som en almægtig gud”.
Chantre bemærker, at dette vidne formentlig blev skånet for siden at kunne fortælle verden om det indtryk, terroristen gjorde: ”Han ville tiltrække sig opmærksomhed gennem en horribel handling”. Efterfølgende lod terroristen sig dræbe, så han ifølge islamistisk ideologi kunne blive guddommeliggjort som ”syndebuk” for en retfærdig sag. En karikatur på kristendommen, konstaterer Chantre.
Desværre er Chantres egen bog også lidt af en karikatur på Girard. Hvor René Girard formulerede sig stringent, er hans elev unødigt omstændelig og langtrukken. Her er originalen klart at foretrække.
Hver onsdag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.