Den 22-årige franske pianist Lise de la Salles koncert i mandags var en af den slags koncerter, man vil huske og altid se tilbage på med glæde. Og det handler ikke om hendes yndige ydre, for på trods af det gør hun ikke meget væsen af sig, og hendes afmålte, reserverede fremtoning kan minde lidt om Hilary Hahn, den unge kvindelige violinist.
Men så sætter hun sig ved tangenterne, og så sker der overrumplende ting. Tag nu bare Beethovens klaversonate nr. 26 ("Les Adieux"), hvor der indledes med stille afskedstoner de første minutter, hvorefter et sprudlende, livfuldt spil sætter ind.
Et brud som dette mestrede hun overdådigt, og denne evne til at variere sit spil fra det lyrisk-melankolske til det fysisk-eruptive tvang lytteren ud i en lyttemæssig position, hvor man så at sige hele tiden svævede mellem nostalgisk erindring og et stærkt sanseligt nu – en position, der aftvang koncentration og intens lytten hos alle for ikke at miste et eneste anslag. Man hørte vel også knap nok et enkelt lille host i de to timer, koncerten varede – et tydeligt tegn på den spænding, hun skabte i rummet.
Hendes kontrastrige, farvemættede spil fortsatte i "Måneskinssonaten", hvor de kendte toner i førstesatsen som resten af aftenens satser blev ladet med betydning – og frem for alt musikalsk retning.
For det var endnu et kendetegn ved Lise de la Salles spil: hendes eminente autoritet, der altid tydeliggjorde, hvor musikken var på vej hen. Ikke et øjebliks tøven sporede man på noget tidspunkt i løbet af koncerten – alle musikalske figurer fulgte hinanden på naturligste vis, som om værket kun kunne spilles på denne af Lise de la Salle definerede måde.
Og sjældent har man da hørt tredjesatsen i "Måneskinssonaten" spillet med så rå kraft og sensualitet.
Det var ikke Beethoven som svævende skønånd, vi her fik at høre, men som et menneske skabt i kød og blod, fuldt af friskhed og vitalitet, spændstighed og emotion.
Men det skulle blive bedre endnu: Schumanns "Symfoniske etuder med variationer", opus 13 blev efter pausen eksekveret med et fysisk spil, der undertiden kom til at virke som de rene piskeslag på lytteren. Man sad nærmest og våndede sig under det desperate temperament hos komponisten, som hun blotlagde med simpelthen gribende intensitet.
Når ens force er et uendelig varieret, rytmisk prægnant og gnistrende spil, er dette værk med de mange metamorfoser undervejs da også det helt rigtige programvalg.
Og efter værkets godt 35 minutters varighed måtte man blot bøje sig i støvet for denne kombination af autoritativ virtuositet og musikalsk dybde.
Aftenen blev rundet af med en nocturne af Chopin, som man knap magtede at lytte til. Ens sanseapparat var fyldt op. Tænd endelig for radioen, når koncerten sendes i P2 den 15. juni klokken 19.30. Det gør godt!
Lise de la Salle, piano. Mogens Dahl Koncertsal, København.