Franske Ernaux er en hyldest til det fælles

Det havde været smukt, hvis årets nobelpris i litteratur, som mange spåede, var gået til franske Annie Ernaux i selvsamme uge, som to af hendes tidligere romaner udkom på dansk. I stedet må hun nøjes med femstjernede anmeldelser

Den franske forfatter Annie Ernaux fik sit gennembrud i Danmark, efter at hendes roman ”Årene” fra 2008 udkom på dansk tidligere i år.
Den franske forfatter Annie Ernaux fik sit gennembrud i Danmark, efter at hendes roman ”Årene” fra 2008 udkom på dansk tidligere i år. Foto: Horst Galuschka/picture-alliance/dpa/AP Images.

Selvom hun er født i 1940 og har et stort forfatterskab bag sig, var det først med ”Årene”, der oprindelig udkom på fransk i 2008, at Annie Ernaux for alvor nåede et dansk publikum. Og der er formentlig mange, der er glade for, at romanen om Frankrig og en kvindes liv fra 1940’erne og frem netop har fået følgeskab af to af hendes tidligere autofiktive kortromaner, ”Hændelsen” fra 2000 og ”Simpel lidenskab” fra 1992, begge oversat af Niels Lyngsø og udkommet på Gads Forlag.

Den første skildrer en illegal abort i 1960’erne, den anden et forhold mellem en yngre mand og en midaldrende kvinde, og hvad der er grotesk, skriver Kathrine Diez i sin femstjernede anmeldelse af ”Hændelsen” i Berlingske, er, at Annie Ernaux først rigtigt fik sit danske gennembrud tidligere i år, da ”Årene” udkom:

”Det er simpelthen ikke okay, at vi har været så langsomme,” konstaterer hun og fortsætter:

”Hvorfor beskæftige sig med denne smerte og rædsel som læser? Fordi den er vores. Alle kvinders. Og det giver os en umistelig ret til at læse om den. Som Ernaux skriver: ’At have oplevet noget, uanset hvad det er, giver én en umistelig ret til at skrive om det. Der findes ikke en sandhed, der er underordnet. Og hvis jeg ikke undersøger mit forhold til denne oplevelse til bunds, ender jeg med at bidrage til fortielsen af kvinders virkelighed og acceptere.’”

Og netop det fælles i det personlige, den høje grad af genkendelse i Annie Ernauxs erindringer, er noget af det, som flere af anmelderne hæfter sig ved, blandt andre Bodil Skovgaard Nielsen i sin dobbelte anmeldelse i Information, hvor entusiasmen er stor:

”Hendes poesi og præcision er en hyldest til det fælles og en lovprisning af sproget som et sted, hvor mennesker væves sammen med hinanden. Det understreger de to nyoversatte bøger, der samtidig er vidt forskellige i tone og indhold.”

Bodil Skovgaard Nielsen skriver, at Annie Ernaux er en mester i at finde en stor historie i det mest undselige, at hun er en generøs forfatter, der ikke blot gør plads til sin egen smerte og lykke, men til alle mennesker, og at hun fremfor at begræde distancen til andre mennesker udmåler den for så at tilbagelægge afstanden med skriften:

”Ernaux tilrettelægger sit realistiske stof med utrolig elegance. Alle afsnit begynder med en kort, prægnant sætning, og hun sætter baggrundsmusik på, som når kvinden i ’Hændelsen’ ikke kan høre ’La Javanaise’ af Serge Gainsbourg uden at blive mindet om sin abort – en melankolsk popsang om spildt kærlighedsarbejde. I ’Simpel lidenskab’ dukker der fodnoter op – det lyder måske ikke videre sexet, men de vrisser og stikker vidunderligt som trætte teenagere til brødtekstens forlibte kvinde. Ernaux er med andre ord både en stor æstet og en stor realist. Men det, jeg elsker allermest ved hendes forfatterskab, er, at hun får mig til at føle, at jeg med mit kedelige, almindelige, men også lykkelige liv tager del i det almene og i historiens gang.”

Også Amalie Langballe i Weekendavisen er svært tilfreds med, at Annie Ernaux-feberen fortsætter og finder, at såvel ”Hændelsen” som ”Simpel lidenskab” er flotte tilføjelser til hendes bibliografi på dansk, begge fyldt med sætninger, der med ”præcision både rummer hele værket og ublu ægger ens læsning i gang som en galophest”.

Hun konstaterer, at ingen af bøgerne føles som rene vidnesbyrd, selvom de er personlige, og at det netop er Annie Ernauxs varemærke, at hun bruger sine personlige erfaringer som en linse til at betragte almene fænomener igennem. Og hendes sprog er ”frostklart, smukt og afhængighedsskabende. Man får lyst til at forsluge sig i det. Det er også usentimentalt og nøjagtigt – Ernaux har en sans for detaljen, der kunne gøre Joan Didion misundelig – men ikke uhumoristisk af den grund. Hun har en timing, der rummer sin egen stille komik.”

”Det er Annie Ernauxs mål som forfatter, at hendes ’eksistens fuldstændig opløses og går i ét med andre menneskers bevidsthed og liv’, og det lykkes i begge bøger,” skriver Henriette Bacher Lind i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor der falder fem stjerner til ”Hændelsen” og fire til ”Simpel lidenskab”, og hvor forfatterens fordomsfrie nærstudier af sig selv bliver betegnet som fængslende:

”Hvad enten hun i en alder af 68 genkalder sig en lidenskabelig, altopslugende forelskelse, som ligger små 20 år tilbage, sådan som det sker i den sanseligt erindrende ’Simpel lidenskab’, eller hun synker ind i den voldsomme, illegale abort, som hun oplever, da hun er i begyndelsen af 20’erne, i ’Hændelsen’, lykkes det hende at fange følelserne og gengive dem i deres oprindelige, ikke efterbliks-farvede form. Det er ret stærkt og mindre metafortænkt, end det lyder.”

Og endelig er der fem stjerner fra Jeppe Krogsgaard Christensen i Kristeligt Dagblad til ”Simpel lidenskab”. Han betegner romanen som en stor læseoplevelse og en lysende skildring af en kvinde i lidenskabens vold, da forfatteren skriver sig helt ind på begæret, der brænder igennem al moral og alle meninger. Værket viser, i en renset, tilstræbt enkel prosa, formidlet med stor lydhørhed af oversætter Niels Lyngsø, hvordan et forhold mellem to mennesker aldrig er enkelt, og Jeppe Krogsgaard Christensen konkluderer:

”Det er en særlig glæde, når et stort forfatterskab bliver gjort tilgængeligt på dansk. Når et sprog og et særligt blik bliver en del af ens egen måde at se verden på.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.