Honoré de Balzac (1799-1850) er en af Frankrigs største romanforfattere fra det 19. århundrede. Hans revir var hele det franske samfund, som han ville genskabe i dets mindste nuancer og forgreninger i det omfangsrige romanværk, som han samlet døbte ”Den menneskelige komedie”. Hertil hører den mesterlige roman ”Gamle Goriot”, der netop er blevet genoversat.
Den russiske forfatter Isaac Babel hævdede, at han kunne skrive en fortælling ud fra indholdet af en dames håndtaske. Sådan havde Balzac det også. Blandt hans notater finder man således en note til ”Gamle Goriot”:
”En skikkelig mand – borgerligt pensionat – 600 francs i rente – efter at have ladet sig ruinere af sine to døtre, dør han som en hund.”
Stikordene blev til en roman, der tager sin begyndelse omkring 1819. Pensionatets interiør og logerende bliver indgående beskrevet. Sætningerne vralter af sted som tusindben, lastet som de er med farverige miljøbeskrivelser og nuancerede personkarakteristikker, skønt Balzac ironisk bedyrer, at det hele for resten slet ikke er kommet med:
”For at forklare, hvor gammelt, revnet, råddent, vakkelvornt, mølædt, amputeret, forkrøblet, invalidt og døende dette indbo er, måtte man give en beskrivelse, som ville sinke det væsentlige ved denne historie for meget, og som travle mennesker ikke ville tilgive.”
Selve fortællingen er monteret som historien om, hvordan Gamle Goriot under den franske revolution pludselig fik mulighed for at sælge mel for det tidobbelte af, hvad han selv havde erhvervet det for. Det er i krisetider, man skaber formuer, og Goriot er blevet en velhavende mand, der har sørget for, at hans to døtre blev godt gift. Her opstår tragedien. Faderen har spoleret døtrene med sine mange penge:
”De levede ligesom en rig, gammel herremands elskerinder; de behøvede blot at udtale de mest kostbare ønsker, så skyndte deres far at opfylde dem.”
I deres ulykkelige ægteskaber trøster døtrene sig med luksus og stifter derfor hele tiden gæld, som Gamle Goriot skal bringe ud af verden. Det bringer ham på kanten af fallit. ”Gamle Goriot” handler ligesom Shakespeares ”Kong Lear” om en far, der bliver svigtet af sine utaknemmelige døtre.
”En skikkelig mand – borgerligt pensionat – 600 francs i rente – efter at have ladet sig ruinere af sine to døtre, dør han som en hund”
Romanens anden hovedperson, den 22-årige Eugène de Rastignac, er lige så besat af mammon som Goriots døtre:
”Luksuslivets dæmon stak ham i hjertet, grådighedens feber greb ham, tørsten efter guld gjorde ham tør i halsen”.
Ja, Rastignac vil til tops, og han forstår, at han som en ubemidlet jurastuderende, må finde sig en velhavende kvinde. Han sætter sig derfor for at forføre den ene af Goriots døtre.
Rastignac bliver stadig mere kynisk under indtryk af den farlige og charmerende pensionatlogerende Vautrin, der leverer Balzacs berømmelige definition på venskab: En ven er én, man kan banke op i den mørkeste nat og meddele: ”Vi skal begrave et lig!” Og vennen gør det – uden at spørge, hvem den døde var.
Vautrin deaktiverer Rastignacs moralske GPS med sine illusionspunkterende ord:
”Hvis jeg må give Dem et sidste råd, mit englebarn, så er det at stå lige så lidt fast ved Deres holdning som ved Deres ord. Hvis De får mulighed for det, så bare sælg dem (...) De skulle hellere foragte menneskene og lægge mærke til de huller overalt i lovens net, som man kan smutte igennem. Hemmeligheden bag store formuer uden tydelige oprindelse er altid en forbrydelse, som er blevet glemt, fordi den blev perfekt udført.”
Da en kammerat siden spørger Rastignac, om han genkalder sig det sted, hvor Rousseau spørger læseren, hvad han ville gøre, hvis han fik mulighed for at blive rig ved at slå en kinesisk embedsmand ihjel alene ved sin viljes kraft uden at måtte flytte fra Paris, lyder Rastignacs svar: ”Tja, jeg er allerede nået til min treogtredivte mandarin”.
Det er ikke tilfældigt, at marxister alle dage har været begejstrede for Balzac, der anså pengebegæret for at være drivkraften bag menneskelige handlinger. Og sandt er det, at den borgerligt orienterede Balzac demaskerer kapitalens fordærvelige indflydelse. Men han er også en stor fortæller, der alvidende går ind i sine personers hjertekamre og gør os klogere på den menneskelige eksistens. Og hvis man kan bære over med Balzacs hang til selvynglende ordrigdom, får man med ”Gamle Goriot” en fabelagtig roman med en begyndelse, en episk midte og en slutning, hvori fortælleren med panoramisk overblik samler trådene, så alle brikker falder på plads i den menneskelige komedie.
Honoré de Balzac: Gamle Goriot. Oversat af Mette Olesen. 340 sider. 250 kroner. Turbine.