Franske Véronique Ovaldé er en litterær fornøjelse - send mere!

Detalje fra bogens forside. Foto: Forlaget Etcetera

Der er et schwung af magisk realisme over Véronique Ovaldés roman, der er skrevet i en underfundig stil

Véronique Ovaldé er nok ukendt for de fleste danske læsere, men i hjemlandet Frankrig, i England, i Finland, i Kina og sågar i Indien nyder hendes otte romaner store forfatterskab temmelig stor bevågenhed.

Med rette, så herfra skal blot lyde: Send mere!

”Fugleliv” er titlen på den roman, der er udkommet på dansk, og som handler om en lille håndfuld muntert-triste personer i et enigmatisk Sydamerika.

Der er det uhyre rige ægtepar Vida og Gustavo, der bor i en pragtfuld villa med den skønneste udsigt. Men vinduerne kan ikke åbnes, og hustruen hensygner i en kedsommelig hverdag, mens ægtemanden forsømmer hende på det ynkeligste.

Der er deres venner: hospitalsdirektøren og hans navnløse hustru, der er så kedelige, at det er umuligt at huske deres navne; det mest bemærkelsesværdige er hustruens fremtrædende nyligt konstruerede brystparti.

Så er der datteren til Vida og Gustavo, men hun er forsvundet efter et skænderi med faderen, og siden da må end ikke hendes navn nævnes, men Paloma hedder hun, og det betyder jo due, for så flagrende som fugle er disse menneskers liv.

Paloma vender nogle gange tilbage til huset, når forældrene ikke er hjemme, men alene er hun ikke. Hun er nemlig faldet for og stukket af med gartneren Adolfo, og sammen lever de fra hånden til munden uden de store bekymringer.

Da Vida i begyndelsen af romanen mener, at der har været indbrud i huset, dukker den melankolske betjent Taibo op, og det er ganske heldigt, for han lever et ensomt singleliv og kunne godt trænge til lidt kvindeligt selskab.

Det er en roman om fastholdelse og frigørelser fra konventioner, stivnede forhold og trangen til at springe ud af det forventelige.

Som en af personerne siger i slutningen: ”Hvis du vil have garantier, min kære, så køb en brødrister”.

Der er et schwung af magisk realisme over romanen, der er skrevet i en underfundig stil: Taibo er ”fredsommeligt fed”, Vida bliver pludselig ”uhelbredeligt munter”, så romanen er såmænd vidunderligt løjerlig!