Franz Werfel-roman er stor, stor litteratur

”Et brev fra en kvinde” er noget så sjældent som en moralsk kortroman, der ikke stagnerer i træls moralisme

Forfatter Franz Werfel
Forfatter Franz Werfel. Foto: Scanpix.

Kender De mon følelsen af at smile ”hånligt og begejstret”, når De vågner om morgenen, fordi De er bevidst om egen tilfredshed ved livet? At De træder ”over en bro af let, nyfødt undren ud af nattens tomhed ind i en fuld erkendelse af egen succes i verden”? Er De en ”stålsat forkæmper for egen grænseløse magelighed”? Tager De med ”et nonchalant skuldertræk” Deres fremgang i verden ”til efterretning som den største selvfølge”?

Nå, ikke? Det gør Leonidas, i hvert fald ifølge sin skaber, østrigske Franz Werfel (1890-1945), der er ophavsmand til disse ypperlige formuleringer.

Leonidas vil i det mindste erkende ovennævnte følelser. Han forstår bare ikke, at det skulle være et problem. Han, ”Et brev fra en kvindes” (1941) hovedperson, begyndte som fattig lærersøn og måtte godt nok slide sig gennem studietiden som huslærer for wienerborgerskabets idiotbørn. Men da skæbnen og Leonidas egne evner udi social humbug tilsyneladende har indgået en pagt om bemeldte fremgang i verden som største selvfølge, opnår Leonidas på kort tid grænseløs magelighed. Nu skal den blot stålsat forsvares.

Han kan endda ”med en vis melankoli” rose sig selv for, ”at han, som den smukke og charmerende mand han påviseligt var, […] kun kunne bebrejde sig selv mellem 9 og 11 overflødige sidespring i løbet af sit ægteskab.” Det er ret godt klaret, forstås. Werfels underforståede holdning til sin hovedperson er også til at forstå.

Franz Werfel er i Danmark mest kendt gennem den historiske roman om 5000 armenieres skæbne i Osmannerriget, ”40 dage på Musa Dagh” (1933), og ”Sangen om Bernadette” (1941), der fortæller om den franske helgen af samme navn.

Han begyndte sin litterære løbebane i Prag, hvor han voksede op og færdedes i de samme kredse som Franz Kafka. Werfel nød blot utvetydigt større berømmelse efter digtsamlingen ”Verdensvennen” fra 1911, der blev trygt i 4000 eksemplarer. Kometagtig succes, ganske passende for tidens ekspressionisme.

Eller som Kafka-biografisten Rainer Stach beskriver det jødisk-litterære miljø i Prag på den tid: ”På denne smalle scene lyste en utopi, der lovede noget nær frelse, et liv hinsides ungkarletilværelse og ægteskab, et dansende, svævende liv, udelukkende for kunsten. Denne utopi hed Werfel.” Det var godt fornemmet dengang, for ”Et brev fra en kvinde”, skrevet længe efter Prag-tiden, er noget nær frelsende god.

Der er til gengæld ikke noget utopisk over Leonidas situation. Hvis han hver dag vågner med sit hånlige og begejstrede smil om læberne, gør skæbnen, eller Gud, det heldigvis også en dag. Da kommer nemlig et brev i lyseblå håndskrift med posten. Leonidas falder af sin lette, nyfødte undrens bro og ned i panikkens mørke lavahav, for det er fra Vera Wormser, en jødisk flirt fra ægteskabets første år. Brevet antyder, tror han, at hun har født ham en søn, der nu er blevet gammel nok til at have brug for hans hjælp. For vi skriver 1936, den jødiske dreng bor i Tyskland, og dér er det ikke let at trække nonchalant på skuldrene.

Franz Werfel-tegning
Franz Werfel-tegning Foto: Scanpix

Det er ret uheldigt for Leonidas, for egentlig nærer han modvilje mod ”israelitter”, som han kalder dem: Han synes, at ”disse” mennesker mangler taktfølelse, ”den fine kunst ikke at volde sine medmennesker sjælelige kvaler”.

Sjælelige kvaler volder Vera ham i hvert fald, for Leonidas overvejer at bekende alt til sin overfladiske hustru. Men da han opsøger Vera og finder ud af, at det slet ikke er hans søn, der er tale om, kan han stille og roligt gå i operaen med sin Amelie, tilbage til ”fuld erkendelse af egen succes.” Så ondt var livet alligevel ikke mod dets heldige søn. Tror han.

For Leonidas havde jo chancen for at bekende sine synder til Amelie, havde chancen for ikke længere at leve i løgnen. Og dér sidder han så, i operaen, blandt de andre borgerdyr. ”Plebejersjæle,” som Werfel indimellem kaldte Leonidas’ type. Og med et ansigt som ”en stor udtørret lysning” drømmer Leonidas under tonernes hvælv, at han havde ”fået et tilbud om at blive frelst. […] Han ved, at han ikke magtede at tage imod det. Han ved, at han ikke vil få tilbuddet igen”.

Så hård er fortællerstemmens dom over plebejersjælen. ”Et brev fra en kvinde” er noget så sjældent som en moralsk kortroman, der ikke stagnerer i træls moralisme.

Werfel var af jødisk afstamning, men hældede hele sit liv mod katolicismen, og der er da også langt fra de unge ekspressionistår til den sene ”Et brev fra en kvinde”. Dens klare katolske konnotationer og dens moraltematik sætter Werfel i en anden tradition.

Werfels halv-hadefulde, men stramme ironiseringer over Leonidas’ tilværelse gør, at man kunne mistænke Werfel selv for et hånligt og begejstret smil. Det er stor, stor litteratur. Den historiske skildring af det latente jødehad i Wien anno 1936 det samme.

Derfor er der kun grund til begejstring helt uden hån over udgivelsen af ”Et brev fra en kvinde”.

kultur@k.dk