Hanne Marie Svendsen udforsker tabets psykologi i smuk og nærværende roman

Hanne Marie Svendsens høje alder er i hendes nye roman ”Mellem regndråber” til stede som livsvisdom

Baggrunden for bogens tilblivelse er, at Hanne Marie Svendsen sidste år mistede sin ægtefælle gennem mere end 60 år, den tidligere forlagsdirektør og programchef i Danmarks Radio Werner Svendsen.
Baggrunden for bogens tilblivelse er, at Hanne Marie Svendsen sidste år mistede sin ægtefælle gennem mere end 60 år, den tidligere forlagsdirektør og programchef i Danmarks Radio Werner Svendsen. Foto: Leif Tuxen

Hanne Marie Svendsens nye roman ”Mellem regndråber” er så smukt, poetisk og præcist skrevet, at jeg er fristet til at lade anmeldelsen bestå af lutter citater. For netop, som hun formulerer det, der skal siges, får det den ultimative form. Det er med denne til stadighed bekræftede overbevisning, man læser sig gennem bogen. En gengivelse af dens passager vil altid ramme ved siden af.

Det er en meget personlig bog – og samtidig en bog, der er skrevet med forløsende distance, med overskud og ind- imellem med en fin, diskret humor. Baggrunden for dens tilblivelse er, at Hanne Marie Svendsen sidste år mistede sin ægtefælle gennem mere end 60 år, den tidligere forlagsdirektør og programchef i Danmarks Radio Werner Svendsen. Bogen begynder og slutter i et såkaldt kolumbarium, en hal med urner. En mørkeblå og skinnende af slagsen, med navnet indgraveret i hvidt, rummer asken fra ægtemanden. Urnen står blandt mange andre. Og Hanne Marie Svendsen overvejer, om den døde føler sig ensom, om de har valgt et forkert sted. ”Men jeg kan se på dig, at du synes, det her er rigtigt. Du knejser i mørkeblåt.”

Forfatteren udmaler ikke sine følelser i forbindelse med tabet. Men det er det, der er grundtemaet – indirekte til stede overalt og gjort til nærværende litteratur, der løfter sig højt op over det private. Hun åbner sin beretning, så alle kan være i den. Også om læserens liv og død handler den.

På første side får vi en forklaring – der også selv kan kræve en forklaring – på titlen. Den er et citat af ”en gammel ven”, der sagde, at det ”gælder om at løbe mellem regndråberne”.

Det fastslås på samme side – i den allerførste sætning – at der ikke findes en sammenhæng, kun fragmenter. Det er en angivelse af den fulgte arbejdsmetode: Bogen er en komposition af fragmenter.

Man kan undre sig over, at den betegnes som en roman. Jeg læser snarere ”Mellem regndråber” som en mosaik af intense, lyriklignende tekster, der udforsker tabets psykologi, i fortrolighed med den virkelighed, der findes i det underbevidste, i scenarier, der dukker op i drømme, hvor den skrivende befinder sig ”i et følelsesmæssigt alarmberedskab, alle antenner ude, du er hos mig i drømmene”.

Et citat med relation dertil: ”Og blandt de ting, som vi uden at forstå dem må regne for mageløse, er den evne, som Gud har givet vort sind til når som helst at genfremkalde billeder afledt af et samspil af ting og at se fraværende ting, som var de nærværende.”

Hanne Marie Svendsen giver imidlertid tillige glimt af den konkrete virkelighed i den sidste tid – med sygeplejersker og sosu-assistenter stømmende ud og ind i hjemmet. Og med en sygehuslæge, der opfordrer patienten til – hans høje alder taget i betragtning – at ”rykke i håndtaget”, det vil sige give besked om, at genoplivningsforsøg ved eventuel anbringelse i respirator ikke skal foretages. Flere andre læger er inde på det samme. En af dem bliver lidt fornærmet, da patienten fastholder sin ret til selv at træffe den afkrævede beslutning – når han føler, at tiden er inde.

Hanne Marie Svendsen er 85 år. Hendes alder er til stede som livsvisdom.