Taktfast som en soldat marcherer museumsformidleren Rasmus Welling gennem de snorlige gader i Fredericia og op mod Prins Georgs Bastion, hvor digterruten for Carit Etlar begynder. Som museumsformidler på Fredericia Museum har Rasmus Welling sammen med sin kone selv skrevet teksterne til podcasten på digterruten, som udmærker sig ved at have hele ni stop undervejs fordelt på byens volde og rundt i byen, men der er også meget stof om Carit Etlar, som han siger.
Navnet Carit Etlar er måske gået i glemmebogen for de fleste i dag, men det var Carit Etlar, der skrev de folkekære historiske romaner som ”Gøngehøvdingen” (1853), ”Dronningens Vagtmester” (1855) og ”Fangen på Kalø” (1872), som alle udkom i svimlende store oplag. Og ”Gøngehøvdingen” er både blevet iscenesat og filmatiseret flere gange. Mange husker nok især stadig Søren Pilmark i rollen som Svend Poulsen Gønge, da tv-serien fra 1992 lagde gaderne øde, selvom den – præcis som Etlars værker – ikke fik ros af kritikerne.
”Men nu er det også ved at være længe siden,” som Rasmus Welling tørt bemærker, mens han fører os gennem Fredericia, hvor Carl Brosbøll voksede op, før han tog kunstnernavnet Carit Etlar.
Carit Etlar var digter og forfatter med stort F, og han omskrev ikke kun sit navn, men også store dele af både sin egen historie og danmarkshistorien, så informationerne om ham skal tages med mere end et gran salt, forklarer Rasmus Welling.
”Hans løgnehistorier er så åbenlyse, at man nærmest automatisk bliver kildekritisk. Vi ved dog med sikkerhed, at Carit Etlar blev født her i Fredericia og rejste fra byen, da han var 16-17 år gammel afhængig af, hvilke kilder man bruger. Men det, man skal vide med Carit Etlar, er netop, at man altid skal tage hans historie med et vist forbehold. Han havde mildt sagt et frit forhold til fakta. Men her på digterruten har vi forsøgt at vise, hvordan byen og byens fæstningshistorie og status som religiøs fristad kom til at forme hans forfatterskab,” forklarer Rasmus Welling og tilføjer, at Fredericia engang både var en fristad for religiøse minoriteter og for kriminelle.
”Det var en broget forsamling, der boede i Fredericia dengang, og det skinner meget igennem i Carit Etlars forfatterskab. Her var mange skæve eksistenser og teatertrupper med sigøjnere, som også senere optræder i mange af hans historier, ligesom Fredericias volde, som han legede på som barn, også fodrede hans fantasi. Vi ved, at han har ligget herude og bygget hytter og læst sin tids historiske knaldromaner som dreng og drømt sig væk. Samtidig var der også både en bedstefar og en karl på gården, som fortalte ham en hel masse historier om byens baggrund og en masse sagn og legender. Og alt det stof kogte sammen inde i hovedet på ham, så han senere kunne digte videre på de historier i sine egne talrige værker. Og selvom han forlod byen som teenager, forlod Fredericia ham aldrig i hans tanker og værker.”
Kontakt til kongen
Carit Etlar var også et barn af sin tid. Han voksede op i en tid, hvor Danmark havde lidt store militære nederlag. København var blevet bombet af englænderne under Napoleonskrigene, Danmark var gået statsbankerot, og to år før Carit Etlars fødsel måtte vi også afstå Norge, men de økonomiske og militære kriser udløste i stedet en kulturel opblomstring, som Carit Etlar blev en del af med sine egne historiske romaner, som var med til at fodre den nationale selvforståelse og stolthed. Men også nederlagene beskrev han med frydefuld patos. Han henviste for eksempel flere gange til svenskernes storm af Fredericia 1657, som han foldede grundigt ud i flere af sine værker – blandt andet i ”Gøngehøvdingen”.
”Han beskriver også meget grundigt, hvordan den senere Frederik den Syvende som kronprins med ægteskabsproblemer bliver sendt på opdragelsesrejse til Fredericia i 1830’erne, faktisk lige efter Carit Etlar har forladt byen, men det holder ikke Etlar tilbage for at beskrive scener, hvor kronprinsen er i byen. Som en anden reportagejournalist gengiver han – uden selv at have været til stede – endda dialoger mellem prinsen og Carit Etlars egen far, ligesom han beskriver, hvordan prinsen bankede på tilfældige borgeres døre for at spørge, hvad de havde på tallerkenen, fordi prinsen ifølge Etlars beskrivelser nød at spise aftensmad med almindelige mennesker.”
Senere kom Carit Etlar faktisk til at møde den nu kronede kong Frederik den Syvende, da Carit Etlar som en del af sin research efter eget udsagn havde meldt sig frivilligt til forsyningstropperne under treårskrigen fra 1848-51.
”Carit Etlar fik en lidt kedelig vagtpost i København, og der mødte han kongen, som sagde, at Carit Etlar vist var bedre til at holde på en pen end et gevær, så han blev tilbudt at komme til Sønderborg, hvor der skete en del mere. Men han skrev ingenting om det. Vi har hans ansøgning til en erindringsmedalje, hvor der står, at han har deltaget ved slaget i Slesvig, men han skriver ingenting om det. Og det er jo lidt pudsigt, at en forfatter, der har været så ivrig efter at skrive om krig, ikke skriver noget, når han selv deltager. Men senere blev han krigskorrespondent for Berlingske under krigen i 1864. Og her har han nogle meget fine beskrivelser af bombardementerne af Dybbøl og krigens gru, der gik op for den modne Etlar. 1864 gik jo også over i historien som et stort dansk nederlag, mens sejren ved Fredericia i 1849 stadig bliver fejret i Fredericia hvert år.”
Solgte flere millioner bøger
Da der blev våbenhvile i 1851, tog Carit Etlar ud at sejle med sin bror, der var kaptajn, og det var dér, at han fik idéen til ”Gøngehøvdingen”:
”Man kan spørge sig selv, hvad Gøngehøvdingen har med de slesvigske krige at gøre, men hvis man kigger efter, kan man se, at alle svenskerne bliver beskrevet som ædle modstandere, mens deres tyske lejesoldater er nogle rigtige svin, der er uærlige og uhæderlige. På den måde er ’Gøngehøvdingen’ meget tidstypisk for den tid, den er skrevet i,” forklarer museumsformidleren.
”Den litterære elite anerkendte ham ikke i hans egen samtid, og i dag er han næsten glemt, i hvert fald af den unge generation, men han solgte faktisk flere millioner bøger, så han var vanvittig populær i sin egen tid, hvor man havde brug for gode heltehistorier i en tid uden nogen stor krigslykke. Og i midten af 1800-tallet var han virkelig på mode herhjemme, så det er en skam, at han ikke er mere anerkendt i dag. For han kunne ikke kun beskrive krig, men lavede også meget fine naturbeskrivelser, og på den måde får man faktisk et godt billede af, hvordan her har set ud midt i 1800-tallet,” siger Rasmus Welling og lader blikket glide hen over byen, som stadig bærer præg af alle de rækkehuse med hver sin flagstang, man byggede til datidens arbejderfamilier, da Fredericia overgik fra at være fæstningsby til industriby.
Kvindelige muser
Carit Etlar søgte inspiration alle steder. Men hans forfatterskab blev især også formet af de kvinder, der fyldte hans liv. Ved digtermusen Kalliope på Danmarks Bastion skildres via digterrutens podcast de vigtigste kvinder i Carit Etlars liv – musen Tertia, hustruen Hansigne, datteren Anna og sjæleveninden Augusta.
”Han møder sin egen første muse, Tertia, i København, hun dør desværre, og han gifter sig i stedet til sin store fortrydelse med sin kammerats kones søster, Hansigne. Det bliver aldrig et lykkeligt ægteskab. Han forventer, at hun bare skal være musen, mens han skal skrive om heltegerninger, og den er hun ikke helt med på. Og værre bliver det, da de får en datter, som bliver optaget af tidens kvindefrigørelsestanker. Det passer overhovedet ikke Carit Etlar, og det gør, at de kommer på kant med hinanden, så hun rejser tidligt hjemmefra, mens han i stedet kaster sin kærlighed på nabodatteren, som faktisk er på alder med hans egen datter. Denne nabodatter, Augusta, vil gerne selv være forfatter, så hun giver ham al den beundring, som hans egen datter og kone ikke gider give ham. Og det ender også med, at han i en sen alder gifter sig med den 37 år yngre nabodatter mange år senere, da han som 73-årig endelig er blevet skilt.”
På den måde nåede Carit Etlar at være lykkeligt gift i de sidste år af sit liv, og selvom han døde i Gentofte, er det her i Fredericia, at man har æret ham med et bronzerelief på Gothersgade, hvor han var født. Fødebyen nåede dog i sin tid ikke at få mindepladen klar til forfatterens 80-årsfødselsdag, som også faldt fire år tidligere, end forfatteren i mange år ellers selv havde givet indtryk af. For selv sin alder var Carit Etlar ikke bleg for at digte om. Men nu kan man altså følge i fortidens store folkekære forfatters fodspor gennem Fredericia og få hans gode røverhistorier med på vejen.