Man tager da til London for at se de bedste musicals. Ja, men man kan også tage til Fredericia og få samme format. Med sin musical om den pukkelryggede klokker, der forelsker sig i den smukke sigøjnerkvinde, har Fredericia Teater skabt ubegribeligt flot teater med ualmindeligt meget fylde og tyngde, relevans og humanisme.
Fredericia Teaters opsætning synes tættere på sit originale forlæg forfattet af Victor Hugo i 1831 end på Disney-filmen fra 1996. Den er langt mere ”Les Misérables” end Mickey Mouse, meget mere mørk og dyster end let og lystig. Et modigt plot-twist til slut sætter en tyk streg under, at dette er meget mere end blot tegnefilmsteater.
Både korarrangementerne og scenografien overgår alt andet, jeg hidtil har oplevet. Den unge stjernescenograf Benjamin La Cour har bragt Victor Hugos kærlighed til gotisk arkitektur ind i teaterrummet, hvor lyset brydes i den mægtige katedrals farverige vinduesmosaikker. Med hjælp fra en række digitale skærme ophæves tyng-dekraften, og vi ryger med på elevatortur til klokketårnet, på svævetur mellem rafterne og gargoilerne med 180 graders udsigt over 1400-tallets Paris. Alt imens indhylles vi i noget, der føles som 1000 kutteklædte stemmer i perfekt harmoni, der runger mod katedralens sten-buer og kaster en helt autentisk lyd fra sig. Gulvet vibrerer, de små hår rejser sig – og de har endnu ikke lagt sig.
Svensk-uruguayanske Vanessa Rodriguez Ibarra bjergtager i rollen som Esmeralda. Godt nok er hendes diktion i sangene lidt uklar, men det er en mindre detalje. Hun har udseendet og udtrykket til rollen, og hun rammer de højeste toner, så det går lige i hjertekulen. ”Gud vær barmhjertig”, synger hun til himlen fuld af ømhed for den udstødte.
Men hun lader sig alligevel fascinere mest af den smukke, og smukt syngende, soldat, Phoebus, spillet med fuldstændig overbevisning af Christian Lund. Han er lige så fyldig som Gaston, men ikke ensidet som den typiske drømmeprins. Han er et menneske på både godt og ondt, og det er svært at hade ham, selvom man hepper på, at underhunden vinder pigen til sidst.
Monstret i historien er den gemene ærkediakon, Frollo, spillet og sunget med rungende dybde af Mads M. Nielsen. Men også hans drivfjeder forstår man. Det er imponerende, at man har fået så mange karakternuancer til at træde frem. Gode skuespillere, god instruktion.
Jeg kunne fortsætte med at nævne navne, der fortjener rosende omtale. Men med det godt 30 mand store ensemble er det svært at nå. De sidste linjer skal dedikeres til fantastiske Lars Mølsted, som gang på gang har brilleret i Fredericia Teaters store og små opsætninger. Hans portræt af Quasimodo er forfærdeligt rørende og nærværende – vi føler med ham, græder med ham, griner med ham, og vi håber naivt, at han klarer skærene. Det er en mesterpræstation, som forhåbentlig sender ham helt til tops i branchen.
Fredericia Teaters vilde scenografiske bedrifter er ikke bare blær, de tjener et formål. Publikum nedsænkes i en helhedsoplevelse, der hæver vores følelse af nærvær og indlevelse og evne til at indoptage tekst og morale. Det er vigtigt, for historien om klokkeren anskueliggør principper om næstekærlighed, der gerne må komme til at sidde fast. Og den trykker på en særligt betændt byld omkring asylret og folk på flugt.
Nyligt hjemvendt fra London og med store West End-produktioner på nethinden kan jeg ikke andet end konkludere, at Fredericia Teater kan noget helt specielt på alle fronter. Stjerner og superlativer står i kø. ”Klokkeren fra Notre Dame – The Musical” er en kæmpe teateroplevelse hele vejen rundt.