Økonomiudvalget i Fredericia Kommune har besluttet at give Fredericia Teater et lån på 10 millioner kroner, fordi teatret er kommet i akut pengenød og ikke er i stand til at betale to store regninger. Det skriver DR Trekanten
Fredericia Teater har ellers haft stor succes med Disney-musicalen Aladdin, som også har kørt på Operaen i København. Alligevel mangler teatret 6,8 millioner kroner, som det skal betale til Disney for rettighederne til Aladdin og til udgifterne i forbindelse med opførelsen i København. Men trods de udgifter er det ikke Aladdin, der har slået bunden ud af teatrets økonomi, siger formanden for teatrets bestyrelse, Jane Findahl.
Det er, fordi der ikke er solgt nok billetter til de fire forestillinger, der har været opført i år. Og lige præcis med Aladdin ser det ud til, at den har et overskud på to millioner kroner, men der er budgetteret med et overskud på 3,6 millioner kroner, siger hun.
Jane Findahl afviser, at bestyrelsen har sovet i timen med hensyn til teatrets økonomi.
Vi har ikke fået de oplysninger, som vi skal bruge. Det er klart, at der har været fokus på at procucere musicals på teatret i stedet for at have fokus på at styre økonomien, siger bestyrelsesformanden.
Indtil videre har bestyrelsen besluttet at fratage direktøren for teateret, Søren Møller, ansvaret for teatrets økonomi.
Han kan dog blive siddende som kunstnerisk leder, hvis han ønsker det.