Forleden var 100-årige Emma Madsen en tur på Frederikshavn Rådhus. Støttet af sin rollator gik hun gennem det åbne kontorlandskab på førstesalen i det store, moderne hus, indtil hun nåede frem til borgmester Birgit Stenbak Hansens (S) dør. Her blev hun budt indenfor og fremførte så sit ærinde:
”Du er god nok,” sagde hun til borgmesteren og fortsatte:
”Men jeg har lagt mærke til, at du hele tiden går rundt og bruger ordet stolt. Det skal du holde op med, for det er udtryk for arrogance.”
Birgit Stenbak Hansen genfortæller smilende historien, mens vi står foran borgmesterkontorets store panoramavindue. Med udsigt til det, der først og fremmest er Frederikshavn, nemlig havnen, tilføjer hun:
”Der er ingen tvivl om, at det, Emma Madsen sagde, har dybe rødder her i Frederikshavn, hvor hun er barnefødt. Men jeg tænker: Så må vi altså lære det, for vi har virkelig noget at være stolte af.”
På den baggrund har Frederikshavn, ligesom i en almindelig familie, sparet op til at holde en stor fest. Det sker i de her dage, hvor byen fejrer, at det er 200 år siden, vendelbobyen Fladstrand af kong Frederik den Sjette fik titel af købstad og samtidig skiftede navn til Frederikshavn. På selve dagen for underskrivelsen, den 25. september, kommer Danmarks kommende kong Frederik den Tiende til byen og sætter trumf på fejringen. Som det passer sig for en by, der har en kongekrone i sit byvåben, og som bærer et kongenavn.
Men dermed slutter så også det fornemme. Ud over kongekronen er der et anker og et blåt hav i byvåbnet. De symboler er langt tættere på byens dna – både i 1818 og i dag. Havnen er omdrejningspunkt for stort set alt i byen.
”Frederikshavn har fortjent en fest,” siger borgmesteren og fastslår samtidig, at hver og en af de seks millioner, som festen koster, er ”lagt til side”.
For selvom Frederikshavn Kommune for fire år siden havde den tvivlsomme ære at være landets mest forgældede kommune og stadig skylder 1,2 milliarder kroner væk, så låner man ikke til en fest.
De store lån hænger dog alligevel sammen med festlighederne, for de er grundlaget for, at der i det hele taget er noget at fejre i Frederikshavn. Det mest synlige bevis på det er den 330.000 kvadratmeter store havneudvidelse, der indvies i forbindelse med købstadsjubilæet i næste uge. Arealet er allerede lejet ud til en stor virksomhed, der skal ophugge blandt andet boreplatforme, og endnu en udvidelse med yderligere 400 meter kaj og uddybning af havnebassinet er undervejs.
Det burde egentlig ikke kunne lade sig gøre, men Frederikshavn lever på trods og har, takket være nogle meget entreprenante mennesker, gjort det altid. Det mener Erik Christensen. Som historiker og leder af Frederikshavns lokalhistoriske arkiv har han fulgt udviklingen i byen tæt og kender også historien om den lange og seje proces, der gik forud for, at Frederikshavn, som en af de seneste byer i Danmark, blev købstad.
”Der var allerede i slutningen af 1600-tallet lavet en fæstning omkring Fladstrand for at beskytte handelsruterne til Norge. Efter Englands-krigene (1801-1814) flyttede
det strategiske tyngdepunkt for handlen med Norge længere og længere nordpå, og Fladstrand blev et helt centralt sted. Samtidig havde Danmark på det tidspunkt gennemført en lang række reformer, der førte til en kapitalistisk økonomi og et liberalt samfund med handel over hele Europa. Dermed opstod ønsket om en egentlig havn ved Fladstrands fæstningsværk,” fortæller Erik Christensen fra sit kontor på Kystmuseet, der har til huse i den tidligere herregård Bangsbo.
Fladstrand var dengang en by med 1000-1200 indbyggere, der levede af fiskeri og omsætningen fra de købmand, der sejlede varer til København og andre steder i Kattegat og Skagerrak. En af købmændene var Frantz Übersax. Han købte jord og huse op, og med hjælp fra andre i byens borgerskab og skipperkøbmænd fra Østersøen, Kattegat og Skagerrak fik han bygget en rigtig havn ved Fladstrand. Han fik støtte af general Adam Ludvig Moltke, der havde forbindelse til kronprinsen, den senere kong Frederik den Sjette, og havnebyggeriet blev vedtaget med kongelig resolution og kunne gå i gang i 1806. Havnen blev den første i Nordjylland, og københavnerne kan blandt andet takke vendelboerne for, at de i gamle dage kunne holde varmen. Det var nemlig tørv fra moserne i Vendsyssel, der i mange år fyldte kakkelovnene i hovedstaden.
I årene efter havneindvielsen og købstadsrettighedsbeviset var det først og fremmest fiskeri, der var på dagsordenen i Frederikshavn. Byen fortjente sit tilnavn, Rødspættebyen, for med op mod 100 såkaldte kvaser, et fartøj med en dam midtskibs, blev der leveret friskfangede, levende fladfisk til blandt andet København og Berlin. I 1880’erne blev havnen udvidet, og der skete et industrielt gennembrud med bygning af skibe og motorer.
Det førte senere til, at Frederikshavn først og fremmest blev en by, der levede af sine skibsværfter. Det var derfor en rystelse på linje med et større jordskælv, da byens sidste værft, Danyard, i 1999 måtte dreje nøglen om. På borgmesterkontoret kan Birgit Stenbak Hansen stadig genkalde sig fornemmelsen.
”I TV 2 Nyhederne den aften beskrev de nyheden i et indslag, der var krydret med billeder af mørke skyer og trist musik, og da det var slut, sagde studieværten: ’Men verden går jo videre’ og introducerede så næste indslag. Det var frygteligt, men også en vigtig opvågning,” siger Birgit Stenbak Hansen med betoninger i sproget, der umiskendeligt afslører hendes nordjyske ophav.
”Værftlukningen tog et øjeblik luften ud af selv de mest hårdkogte bananer i kedeldragter, men det var jo rigtigt, at verden gik videre, og det skulle vi også.”
Befolkningskurven knækkede nedad i Frederikshavn efter 1999. Siden har den rettet sig lidt igen, men stadig dør der flere frederikshavnere, end der fødes. De seneste to år har byen dog haft flere tilflyttere end fraflyttere. Tallene er små, men tendensen rigtig, og det glæder naturligvis borgmesteren. Det er vigtigt for byens selvforståelse, at flere vælger dem til end fra. I dag bor der 23.400 mennesker i Frederikshavn, hvilket er omkring 3000 færre end i 1999.
Løsningsmodellen efter den store nedtur med Danyards lukning blev de tidligere nævnte lån og investeringer. Det lå i kortene, at det var for sårbart igen at satse på et enkelt vækstområde, så der blev lagt en strategi med fokus på fire områder: Det maritime har stadig førsteprioritet, men derudover er der fokus på at skaffe arbejdspladser inden for turisme, fødevarer og energi.
”Frederikshavns dna er, at vi er praktisk begavede. Ja, vi ville da gerne have haft politiskolen, men vi skal holde op med at rende efter uddannelsesinstitutioner. Vores force er, at vi er dygtige med vores hænder, derfor skal vi først og fremmest skabe arbejdspladser, hvor de dygtige hænder kan bruges,” siger Birgit Stenbak Hansen. Hun lægger i den forbindelse vægt på, at der nu igen er 3000 arbejdspladser på havnen, nogenlunde det samme antal, som før værftet lukkede. Hun kan derfor, når hun kigger ud ad sit kontorvindue, registrere masser af aktivitet. På en stor, åben plads, der ligger umiddelbart foran rådhuset, er der gabende tomt.
”På vores rådhusplads er der hverken duer eller mennesker. Vi har ellers forsøgt at pynte den lidt op med blomsterkrukker og sådan, men det blæser nok for meget. Men til gengæld derude,” siger borgmesteren og peger på havnens fire vindmøller, to store borerigge og færgerne til Göteborg og Oslo, ”der er der aktivitet. Det er sådan, vi er”.
Ligesom alle andre byer af en vis størrelse er det dog også vigtigt for Frederikshavn at have kulturelle tilbud. Under mottoet ”Fra værftsby til værtsby” har kommunen derfor også bygget både kulturhuset Det Musiske Hus og sportshallen Arena Nord. Foran sidstnævnte er netop opsat en lidt mere end mandshøj figur af en af byens store helte, nemlig den nu afdøde professionelle fodboldspiller Harald Nielsen.
Det er ikke tilfældigt, at atletens arme er blevet lige en tand mere muskuløse, end de var i virkeligheden, og benene lidt længere. Det mener forfatteren Per Gammelgaard, der har boet i Frederikshavn siden 1973. Han fik dengang arbejde på byens bibliotek, hvorfra han i 1980 gik på halv tid for at passe sit forfatterskab. Nu tager han imod i sin andensalslejlighed midt i Frederikshavn, hvor der er masser af bøger på hylderne og kunst på væggene.
”Den lokale entusiasme her er en lille smule overdrevet. Der er sådan en stemning af, at vi skal sandelig nok vise dem, hvad vi kan,” siger han og understreger samtidig, at han holder meget af egnen.
Et andet eksempel på den tendens er ifølge Per Gammelgaard Frederikshavns palmestrand. Den ligger nord for byen og har udsigt over øgruppen Hirsholmene. Her står om sommeren 100 hør- og dadelpalmer i store plantekrukker og giver indtryk af Frederikshavn som et tropisk turistmål. Denne septemberdag ser de dog noget forpjuskede ud og skal da også snart flyttes inden døre for vinteren.
”Altså, det er jo skørt med de palmer. Hvorfor skal man spille sådan med musklerne?”, spørger forfatteren.
Per Gammelgaard har brugt Frederikshavn som lokalitet i flere af sine romaner og noveller. I hans to seneste romaner, ”Englekrøller” (2016) og ”Dør om dør” (2018) er det særligt tydeligt.
”I mit forfatterskab har jeg ligesom skullet nærme mig byen langsomt, men det er klart, at mine bøger kommer til at afspejle det sted, hvor jeg er. Jeg forholder mig meget konkret til byen, og samtidig afføder det tanker, som ikke har kunnet tænkes andre steder. Men jeg kan godt være nervøs for at komme for tæt på og skal passe på ikke at blive for konkret. Jeg oplever, at folk her kan have svært ved at skelne mellem fiktion og virkelighed. Så stopper de mig på gaden og spørger eksempelvis: ’Hvorfor skriver du Kragevej? Det er der jo ingen vej, der hedder her.’”
Per Gammelgaards tre voksne sønner er for længst rejst ud af byen og bor nu i København. De er eksempler på et af Frederikshavns problemer.
”Der er jo decideret hjerneflugt ud af byen,” siger historikeren Erik Christensen. Selv er han en af de få akademikere, der er vendt tilbage efter at have taget sin uddannelse, og han har som tidligere lærer på byens gymnasium selv været med til at sende masser af unge ud af Frederikshavn.
Foto: Michael Madsen.
”Men Frederikshavn klarer sig, det gør den altid. På trods,” siger han.