Otto Frellos første skoledag som syvårig elev blev også hans første dag som tegnelærer. For hans lærerinde Nielsen vidste, at han havde talent for at tegne, og bad ham om at tegne på tavlen.
Så skulle mine klassekammerater forsøge at efterligne min tegning, siger Otto Frello og ler ad den anerkendelse, han altså allerede fik for 83 år siden.
For om en uge fylder han 90 år, og det er stadig få, der kan tegne og male som ham. Otto Frello behersker nemlig en næsten glemt teknik og er før blevet kaldt den sidste illusionsmaler, fordi han kan male med samme fotografiske præcision som portrætmalerne fra guldalderen. Det har også gjort ham i stand til at illustrere et hav af bøger, og han har blandt andet rekonstrueret tabte bygninger fra antikken ved hjælp af sin skarpe blyant generationer før den slags opgaver blev klaret ved hjælp af computere. Og selvom hans egne motiver er skabt i hans eget hoved, overholder de altid illusionsmaleriets regler med respekt for tyngdekraften og de rigtige proportioner i billedet.
Det viser den store udstilling I fantasiens landskab, der i øjeblikket vises i Rundetaarn i København. De fleste af Frellos værker hænger ellers normalt på Varde Museum, men nu har de fået nye rammer, der passer fint til de fantasifulde bygninger på Frellos egne malerier. Andre af værkerne er direkte inspireret af København, og hans Københavnerbillede, der viser Amagertorv gennem mange forskellige generationer med ansigter fra Holbergs tid og frem til vor tid, er nærmest blevet et ikonisk billede på, hvordan tiden ændrer sig, men byen lever videre.
Selv bor han midt i København nær både Amagertorv og Rundetaarn i en bygning, der har sin egen historie. Og her er det som regel mest postbude, der er blevet forbløffede over Frellos maleteknik, når de har forsøgt at levere breve gennem en falsk dør, som han har malet i sin opgang. For når lyset faldet rigtigt, kan det være svært at se forskel på den malede dør og de ægte døre i den fredede hjørneejendom fra 1797 i Brolæggerstræde 2, som han og hustruen har ejet siden 1960erne.
Her bor han i øvrigt få skridt fra Kristeligt Dagblads københavnske redaktion i sin 640 kvadratmeter store bygning sammen med sin kone, deres søn og sønnens familie, så det gamle hus er også kommet til at huse hans egen slægt.
LÆS OGSÅ: Livet handler om at blive udfordret
Og Otto Frello har ofte joket med, at trappen i det fem etager høje hus har holdt ham i stigende form med alderen, fordi han oftere har glemt, hvad han skulle hente og derfor har måttet gå flere gange.
Men her er også nok at se. For huset er i sig selv fuldt af historier, og Nationalmuseet har flere gange hentet andet historisk gods i bygningen, hvor de fleste ægte døre er de originale fra 1797, og et af de ældste bevarede køkkener i København findes i bygningen, hvor her engang sågar også lå et stjerneobservatorium på femte sal, som amatørastronomen Torvald Köhl byggede i 1800-tallet,
Da Otto Frello købte huset i 1960erne sammen med sin kone som en udlejningsejendom, de selv kunne bo i, var det dog lidt af et håndværkertilbud med hul i taget og døde duer overalt deroppe, men det passede ham fint.
Før jeg blev tegnelærer og kunstmaler, blev jeg udlært almindelig maler. Og det er min erfaring, at der ikke er så langt mellem forskellige håndværk. Jeg havde i hvert fald nemt ved at skifte maling ud med mørtel, da huset skulle sættes i stand, siger Otto Frello, da vi står i toppen af huset, hvor han både har bygget en solterrasse og lavet et smukt kassetteloft, som han selv har designet og støbt efter sine egne modeller.
Mens navnet Frello er udledt af moderens slægtsnavn, Frellsen, har Otto Frello arvet håndelaget fra sin far, Jens Christensen, der var landmand, men elskede at udsmykke gården ved at male ornamenter på gavlene. Faderen var også en dygtig træskærer og sognets bedste tenor i den vestjyske landsby Skyhede nordvest for Varde. Og fra barndommen var det en naturlig ting for Otto Frello at tage med familien i kirke om søndagen.
Jeg voksede op i et muntert indremissionsk hjem, siger Otto Frello med glimt i de gamle øjne:
Ja, det er en særlig fornøjelse at blive interviewet til Kristeligt Dagblad. For det var min barndoms avis, som vi holdt sammen med Vestkysten, der vist senere blev lagt sammen med en anden avis til JydskeVestkysten. Begge aviser var allerede udmærkede dengang, men Kristeligt Dagblad var den lødige vej til oplysning.
Otto Frello fortæller med en erfaren teaterskuespillers perfekte diktion, mens han bruger hænderne flittigt til at understøtte sine formfuldendte sætninger og imødekommende smil.
Det er morsomt og interessant at blive spurgt til de kirkelige forhold på min tid. Jeg voksede op i et hjem, hvor der aldrig var langt mellem sange og vandede vittigheder, men troen blev taget alvorligt, og det var utænkeligt, at min far ikke stod i kirken og sang for om søndagen, selvom præsten var grundtvigsk. Det er de fleste præster jo, men i vores sogn støttede man altså op om kirken alligevel, siger Otto Frello og tilføjer:
Men sådan gjorde man ikke alle steder. Det opdagede jeg, da jeg tog på den voldsomt lange rejse på 10 kilometer til nabosognet i Billum for at blive udlært malersvend. Her var min mester også indremissionsk, men han ville ikke komme i kirken, når præsten var grundtvigsk. For i Billum holdt de indremissionske sig helst til hinanden i missionshuset, og man så helst heller ikke, at man giftede sig med en grundtvigsk pige.
Det kom Otto Frello nu alligevel til en del år senere, da han som 42-årig giftede sig med keramikeren Stence Petersen. Men først tog han i 1948 på en endnu mere voldsom rejse for en vestjyde og flyttede til København. Her blev han elev på den private tegneskole Akademiet for fri og merkantil Kunst.
Efter første semester sagde min underviser til mig: Næste år kommer De tilbage som underviser. Sådan kom jeg også til at udvikle og forfine min egen teknik, som jeg jo skulle bruge for at undervise andre. Og senere fik jeg også mulighed for at købe skolen.
Ejerskabet af skolen blev Otto Frellos første økonomiske vendepunkt. For opsvinget i 1960erne betød, at skolen voksede sig større og større. Og da han forlod den, havde den 500 elever. På den måde kom han selv til at videreføre faderens kunstneriske side, mens hans tre andre brødre delte faderens andre interesser mellem sig, idet de blev henholdsvis landmand, organist og præst. Præstesønnen døde dog tidligt, da han desværre blev missionær i Parkistan, hvor han døde i et trafikuheld som 36-årig, fortæller Otto Frello.
Det var en stor sorg for os alle, især min far, fortæller Otto Frello og tier længe, inden han tilføjer:
Og så lige den søn, der blev præst.
Selv har Otto Frello også oplevet både ned- og opture. Men troen har han bevaret.
Troen er en selvfølgelig del af mit liv. Jeg sidder ikke så meget og tænker over evigheden, selvom der efterhånden ikke er så mange af mine jævnaldrende tilbage. Sådan er det jo, når man bliver 90 år. Men vi går stadig ofte i kirke, så det har ikke ændret sig, siden jeg var barn, siger Otto Frello og tilføjer:
Min kunst er ikke religiøs som sådan. Men jeg har stadig en drøm om at male Frellos madonna, selvom jeg ikke er katolik. Så skulle hun bare ikke have nogen glorie på. For jeg er jo protestant, siger Otto Frello og smiler over hele ansigtet.
Et andet sted i huset står en skitse til et maleri, der er inspireret af det københavnske stræde, han bor i, hvor alle figurer på maleriet går i tætsiddende sorte bukser.
Sådan har jeg somme tider fået nogle fikse idéer. Jeg har ikke noget særligt budskab med mine billeder. De er mere et udslag af min fantasi med nogle få faste principper, der gør, at jeg for eksempel altid kun har tre hoved-elementer på mine malerier, fordi det erfaringsmæssigt kun er det, man kan overskue, siger Otto Frello, der heller ikke vil lade nogen sidde og surmule på sine malerier. Ligesom han selv smiler ofte, er hans malerier glade eventyr.
Da børnene var små, fortalte han også altid de mest fantastiske improviserede historier for dem, bryder hustruen, Stence Petersen, ind med et smil og fortæller, hvordan godnathistorierne både var til gavn for børn og voksne, fordi Otto Frello ofte tog udgangspunkt i personerne fra dagens avis, som børnene jo ikke kendte.
Jeg husker en af Frellos historier om SFeren Morten Lange, som man skulle passe på med at møde, hvis man havde et stykke wienerbrød i hånden. For så ville han altid have halvdelen.
Otto Frello griner længe over at få den historie genfortalt. Men selvom han snart bliver 90 år, er han altså heller ikke færdig med at fortælle historier gennem sine malerier. For 10 år siden interviewede Deres udsendte ellers Otto Frello for en anden avis, hvor den aldrende kunstner bekendtgjorde, at han havde lagt penslen på hylden.
Gjorde jeg det?, spørger han nærmest begejstret og tilføjer så:
Nå, men det har jeg altså ikke kunnet holde.
Otto Frellos værker kan ses på udstillingen I fantasiens landskab i Rundetaarn frem til den 27. april
