Frem mod det grundtvigske

BØGER: Velgørende vilje til at bruge det grundtvigske til at tænke nutidens problemer igennem på i ny antologi, der udkommer i dag

Hvad skete der egentlig med det grundtvigske? Spørger udgiverne i forordet og nævner derpå, at for et halvt århundrede siden mente den tyske teologiprofessor Götz Harbsmeier, at man allerede mødte Grundtvig ved landegrænsen. For 20 år siden konstaterede en tv-udsendelse, at det grundtvigske stadig blomstrede. Sådan ser det ikke ud nu. Det grundt-vigske har tabt terræn. Lidt sukkende konstateres det, at teologerne nu hellere læser Kierkegaard. Og i sit efterord konstaterer den ene udgiver Niels Thomsen, at antologiens spørgsmål kan lyde lidt i retning af »Ingemanns drøm om den top, hvorfra vi er sunkne og atter skal op«. Men her er der lidt forvirring i boforvaltningen, for det citat er hverken fra Ingemann eller Grundtvig, men fra Oehlenschlägers »Sankt Hans Aftensspil«, hvor perspektivkassemanden udtrykker sig sådan, da han viser billeder af den romantiske middelalder!

Man har bevidst valgt ikke at se tilbage, men frem. Det er ikke en bo-opgørelse men forsøg på en kortlægning og - måske - en mobilisering, hvor man dykker ned i nogle af de områder, hvor det grundtvigske traditionelt har ytret sig: undervisning, erhvervsliv, politik og kirkeliv.

To bidrag falder uden for de nævnte kategorier: Elof Westergaards interview med sin far, billedhuggeren Ejgil Westergaard, og Anna Bojsen-Møllers opgør med den grundtvigske patriarkalisme, som hun skildrer veloplagt og lidenskabeligt. Her er der både den forbundethed med fortiden og det engagement, som kan føre videre. Med udgangspunkt i sin tipoldemor, Eline Boisens, oprør fastholder hun både splittelsen og viljen til opgør. Velgørende og spændende læsning.

Et beslægtet lidenskabeligt engagement er at finde i Jørgen Gleerups forsøg på at indkredse det grundtvigske ved hjælp af den japanske tænker Nishida, som han også får forbundet med Tage Skou Hansen. Han finder en mulighed for et grundtvigsk comeback i moderne teorier om knowledge enabling frem for den p.t. herskende knowledge management. Også det bidrag vender man gerne tilbage til.

Personlige tilgange

Andre vælger en mere snæver personlig tilgang. Klaus Birkholm fortæller om, hvordan det grundtvigske blev hans redning ud af 68-blindgyden og gjorde det muligt for ham i en årrække at udfolde en næsten grundt-vigsk højskolevirksomhed i DR. Ligevis fortæller Signe Rørdam Thomsen om sine erfaringer som folkeskolelærer for børn med multinational baggrund, hvor hendes egen friskolebaggrund er en hjælp. På samme måde fortæller Bjarne Græsbøll Ottesen om at være højskole for unge »med særlige behov«. Også Christian Balslev-Olesen fortæller om sin grundtvigske baggrund for internationalt engagement gennem Folkekirkens Nødhjælp.

Historien om de danske vindmøller med rødder tilbage til Askov Højskole fortælles af Asbjørn Bjerre, der dog får det grundtvigske billede til at flimre lidt, når Tvind-møllen inddrages. Og Andreas Nicolaisen tager sig af andelsbevægelsens historie, som får ham til - ubekymret? - at konkludere, at andelsbevægelsen har klaret sig godt på trods af stadig færre andelshavere.

Noget større udsyn fornemmes i Svend Aukens forsøg på at finde Grundt-vigs (og Kierkegaards) spor i dansk politik. Han skriver med indsigt om dem begge og vil - ikke uventet - bruge dem i et opgør med nutidens selvgodhed. Auken mener faktisk, at de begge har forudset »Fogh- og Kjærsgaard-æraens spidsborgerlighed« - fint nok, men når han konkluderer, at »aldrig har der været så meget had og uforsonlighed i debatten«, så er den historiske hukommelse nok blevet en kende forkortet. Hvad med 1930'erne?

Kjeld Slot Nielsen forsøger lidt tøvende at mobilisere de frie menigheder i nutidens kulturkamp.

Gæring

Så er der mere bid og vid i Poul Henning Bartholins artikel om ledelse i folkekirken. Her er der ingen skyggedans og ingen lovprisning af fortidens fortræffeligheder. Grundtvig kan, hedder det, ikke gentages, men vække til eftertanke. Han gør situationen op: Ordet »livsoplysning« er forsvundet ud af det danske sprog, og vi står over for en ny almuegørelse af folket. Han kortægger grundigt ledelsesproblemerne i folkekirken og skitserer mulighederne for en løsning, som ligger i en selvstændiggørelse af folkekirken i forhold til staten –- men med bevarelse af det lokale demokrati. Over for dem, der betoner folkekirkens frihed, understreger han, at ingen andre »oplever en sådan indblanding fra staten, som folkekirken gør«.

Han er ikke blind for, at adskillelsen af kirke og stat som i Sverige kan medføre betydelige ændringer i de økonomiske forhold. Men det må så ordnes via en række folkekirkelige organer.

Hvad så med det grundt-vigske? Ja, det var vel det, der hindrede, at ekstremerne bemægtigede sig kirken. Så er der stadig inspiration at hente hos den gamle. Og at det virkelig er tilfældet, dokumenterer Henrik Wigh-Poulsen, der både personligt og reflekteret fortæller om gæringen i det grundtvigske miljø, der tydeligvis har medført en mere lyttende holdning. Det samme fornemmes i Bo Stokholms velskrevne indlæg om religionsundervisningen, hvor den grundtvigsk-løgstrupske tradition fastholdes som redskab til en nutidig livsoplysning.

Jovist flimrer billedet da. Indlæggene er meget forskelligartede. Men hos Gleerup, Bartholin og Wigh- Poulsen mærkes en velgørende vilje til at bruge det grundtvigske til at tænke nutidens problemer igennem på en ny måde. Andre bidrag er mere tilfredse med det bestående miljø. Men antologien er bestemt læseværdig. Den er en rapport om et miljø under forandring, og - som Wigh-Poulsen - opmuntrende skriver: »Bevægelsen her har før været dømt ude for i næste øjeblik at komme farende ind på banen med syngende tacklinger, skruede indlæg og storslåede mål.«

De sidste er der vel ingen af i bogen, men der er et par skruede tacklinger. Læs selv!

Hvor blev det grundtvigske af? Redigeret af Hans Vium Mikkelsen og Niels Thomsen. 203 sider. 238 kr. Aros Forlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk