Er der en forbindelse mellem de to ord kærlighed og retfærdighed? Spørgsmålet stilles af den 50-årige Frida i Henning Mortensens roman ”Kvinden i korshæren”. Hun har ikke selv haft held med kærligheden. Men burde det ikke være sådan, at den, der elsker mest, også skal elskes mest?
Sådan er det næppe. Der er altid et regnestykke, der ikke går op. Sådan er det også i denne roman. Her sidder Frida, der arbejder i korshæren, og lægger brugte puslespil for at se, om alle brikkerne er der. Og er de ikke det, så laver hun og hendes kollega Søren de manglende brikker, så spillet kan sælges.
De to får også lagt nogle brikker i deres livs eget puslespil, selvom der nok kan siges at mangle en hel del brikker. Der er nemlig alt det i deres liv, som de helst ikke taler om, og hvor det er, som om brikkerne er blevet væk. Men nogle af dem får de ved fælles hjælp frem, selvom Frida dog holder godt på sine.
Frida og Søren forelsker sig i hinanden, efter at Søren har set en ufo og har fået et andet blik på livet - og Frida. De udvikler sig - eller indvikler sig, som Søren siger. Men han er ikke helt klar over, hvor sandt det er, for Frida er meget mere indviklet i kærligheden, end han ved.
Før hun indleder et forhold til ham, har hun haft en kort affære med den forhenværende politimand Henry. Han er et ensomt og isoleret menneske med en skidt tjenestesag bag sig, og han er heller ikke ren i kanten over for Frida. Han udnytter hende, så hun får grimme minder om sin traumatiske fortid.
Men der er bare det ved det, at han elsker hende. Mens Søren måske kan give hende et trygt parforhold, så kan Henry tilbyde hende en mere lidenskabelig kærlighed.
Hvem Frida vælger, skal jeg ikke afsløre her, men hvad jeg godt kan løfte sløret for er, at Henning Mortensen endnu en gang har skrevet en fortryllende roman. Frida får i gave en bog fuld af fantasifugle, men opdager, at virkelighedens fugle er mere interessante at se på. De figurer, Mortensen fremstiller, er som taget ud af virkeligheden, men beskrives med en poesi, som sætter dem ind i en anden dimension end den sociale realismes.
Især Frida er noget af en fantasifigur og en mands forestilling om en kvinde, der både kan føre til forløsning og fortabelse. Hun har masser af konkrete brikker at lægge, men har måske ikke så mange brikker at flytte rundt med i overført forstand. Mødet med de to mænd sætter alligevel så meget i gang i hende, at hun vokser ud over sig selv. Hun kommer ud i ”universel søgang” og bliver så rap i replikken, at man må le.
Frida er ordblind og har meget svært ved at læse. Ordene går i opløsning for hende, men det gør begreberne også. Forbindelsen mellem kærligheden og retfærdigheden går ”ligesom i opløsning, de spalter sig, roder sig sammen og bliver til et tredje ord, som hun ikke kender.”
Måske findes det ord slet ikke, men det er ikke desto mindre det, som mangler, 24 karat-ordet, der rummer det hele. Frida finder det ikke, Mortensen heller ikke, men hans roman er dog af en sådan karat, at den trods manglende brikker godt kan kaldes en lille perle.
kultur@k.dk