Prøv avisen
Teater

Fremmedgørelse gør ondt

4 stjerner
Under Saras solo til en korkoncert sender en gruppe grinende drenge et hånende papirfly af sted, som rammer hende lige i hjertet. Næste morgen vågner hun op med munden fuld af arabiske ord, som hun ikke selv kan forstå. Foto: Ditte Chemnitz/Opgang2

”Habibi” er rasende relevant teenageteater for alle

Sara er en helt almindelig 16-årig etnisk dansk teenager med helt almindelige problemer. Hun går til kor med sine bedste veninder, knuselskes af sin familie og er helt vant til at overhøre nyhedsmedierne, der flittigt taler om terrorangreb.

Under Saras solo til en korkoncert sender en gruppe grinende drenge et hånende papirfly af sted, som rammer hende lige i hjertet. Næste morgen vågner hun op med munden fuld af arabiske ord, som hun ikke selv kan forstå. Pludselig tror alle, at hun er farlig, en landsforræder, en trussel mod det danske samfund og mod familien.

”Habibi” betyder ”min elskede” på arabisk. Og netop kærlighed – i alle mulige former – er i fokus i denne nye ungdomsforestilling fra Reumert-vindende Opgang2 i Aarhus. Den kunne have endt som en pladderbanal teenagebagatel, men Pia Marcussens idé, tekst og instruktion er original og overraskende kompleks.

Stilen er levende storytelling, hvor de to skuespillere på skift antager nye roller og har ansvaret som fortæller. Den store historieformidler her er Chadi Abdul-Karim, som er autodidakt skuespiller med rødder i Egypten. Siden 1998 har han arbejdet på scene og film med at formidle tematikker, følelser og splittelser i ungdomslivet. Han har en fantastisk levende og uskolet fortælleteknik, en dragende dyb stemme og taler et ungt etnisk århusiansk med 8210-slang. Han må – forestiller jeg mig – kunne vinde enhver teenagers dybe respekt.

Florlette Bolette Engstrøm Bjerre er Sara. Hun synger smukt, ”som et klokkespil i en sommervind”, og hun veksler imponerende let mellem sine roller med små subtile skift i mimik og gestik – fra desperat teenager til bekymret mor med kun et løft i øjenbrynene.

De to er et umage par, men også eksempler på, at kropslige, sproglige og etniske forskelligheder ikke behøver have en betydning.

Sammen med musiker Mads Horsbøl bruger de sprog, sang og lyd til at male billeder så udførligt og levende, at vi kan nøjes med det, vi ser på nethinden. Det er slet ikke så kunstlet og kunstigt, som det lyder – beskrivelsen her yder ikke formen retfærdighed. Tværtimod lader man sig overraskende let rive med ind i den magisk-realistiske virkelighed, de skaber på den sorte scene omkranset af militærgrønne ligusterhække.

På mere end én måde ser vi sprogets kraft til både at binde os sammen og skille os ad. Den tunge alvor balanceres af veltimet, ufarlig humor. Det er en stor bedrift, ikke mindst af forfatter og instruktør Pia Marcussen.

”Kærlighed er, hvor kærlighed er,” synger Sara fromt, mens hun smiler ad sangens sympatiske budskab. Hun kan ikke se, hvor ekstremt banalt og naivt det er. Banaliteten i det understreges og italesættes af de grinende drenge. ”Kærlighed er stærkere end frygt,” lyder mantraet. Men er det virkelig så simpelt? Nej. Det er nemt nok at sige, men svært at efterleve.

Hun reddes af sin pludselige, magiske sprogforvandling, der nok gør hende til en fremmed, men forærer hende et perspektiv, der giver vægt til ordene. Fremmedgørelse gør ondt, uanset hvilken form den tager. Rørende bliver det til sidst, da Sara krænger sin sjæl ud på arabisk og finder tilbage på en ny plads.

”Habibi” er endnu en vellykket forestilling fra Opgang2, der giver rum til refleksion og diskussion for og mellem unge og gamle, herboende og fremmede.