Fremragende billedbøger med store tanker og filosofi til de mindste

De mindste børn undrer sig over verden, og de skal hjælpes til at finde et sprog, så de bedre kan tale om deres følelser og tanker. Tre nye billedbøger hjælper dem på vej

Mette Hegnhøj og Mette Marcussens ”En nat” er en utrolig rørende, smuk og poetisk bog af to væsentlige kunstnere. Det er en bog, der bliver siddende i én. – Illustration fra bogen: Mette Marcussen.

Filosofisk undren er ikke kun forbeholdt de voksne. For mindre børn er spørgsmålene naturligvis anderledes end for de større.

Der er så meget at lære og forstå! Enhver forælder ved, at børn kan stille langt flere spørgsmål, end man både kan nå at svare på og ved nok om til at kunne svare rigtigt på. De danske billedbogskunstnere er ikke blege for at tage fat i nogle af de mere vanskelige spørgsmål og præsentere dem. En række helt nye billedbogsudgivelser tager fat i emner som ensomhed, sorg, tid og om at være en snydetamp.

Enhver kan føle sig ensom, hvis ikke man har en ven. To nye billedbøger håndterer spørgsmålet fra forskellige vinkler. Svenske Jujja Wieslanders uforlignelige serie om Mor Muh og Krage er et eksempel på de bøger, der tager verden og vender den på hovedet. Hverken Krage eller Mor Muh opfører sig helt som hverken køer eller krager. Normalt er det Mor Muh, der ikke anerkender sine begrænsninger og vil klatre i træer eller snorkle i en sø for se på fisk. Krage er den, der normalt er fornuftens stemme og klager over Mor Muhs idéer. Men Krage er virkelig ensom, og i den første billedbog, ”Dengang Mor Muh mødte Krage”, får vi et indblik i, hvordan deres venskab opstod på trods af Krages vrantne personlighed. Der er masser af humor i Wieslanders bøger, som er illustreret af den Svend Nordqvist, der er mest kendt for sine ”Peddersen og Findus”-bøger. De er lune, de svenskere, og humoren er et godt våben, når man skal beskrive ensomhed.

Men poesi kan også gøre det, som Mette Hegnhøj og illustratoren Mette Marcussen til fulde beviser det i den anden billedbog, ”En nat”, om, hvordan ensomhed kan gøre en ordløs, mens håb og venskab evner at lade sproget vokse. Også denne bog starter prægnant:

”Den første og eneste nat uden en ven smelter sneen og bliver til vand.”

Den ensomme pige/kvinde vil skrive til sin ven, men der er ingen ord for det savn, hun føler, hvilket smukt understreges af et billede af en skrivemaskine uden bogstaver. Men det er nat, og vores hovedperson falder i søvn, båret af en håbets due, der flyver med hende på ryggen til alfabetets mælkevej. Her skifter billederne i takt med alfabetet, så hvert enkelt bogstav får sin egen lille firkant. Nogle gange med ord, andre gange uden. ”Og det allertætteste mørke viger nu for en strøm af ord”, digter Mette Hegnhøj, godt efterfulgt af Mette Marcussen, der lader skrivemaskinen genopstå med alle bogstaverne intakte. Ikke sådan, at ensomheden forsvinder, men det at kunne sætte ord på det giver en mærkbar lettelse og et glimt af håb. Det er en utrolig rørende, smuk og poetisk bog af to væsentlige kunstnere. Det er en bog, der bliver siddende i én.

Man tryller ikke lige en ven frem. For Krage lykkes det kun at komme over ensomheden takket være Mor Muhs insisteren, mens Hegnhøjs og Marcussens hovedperson må finde styrken i sig selv til at fortælle om det og løse knuden. Så vælter ordene frem, og det i sig selv giver forløsningen. Det er to måder at løse det på, som bestemt ikke udelukker hinanden.

Det modsatte af ensomhed er nærværet. Det emne tager billedbogen ”Tid” op lidt indirekte ved at se på begrebet tid rent filosofisk. Bogen er skrevet af Anne Sofie Allermann og illustreret af Anna Jacobina Jacobsen. Det er vanskeligt at kaste sig over et så velbeskrevet og debatteret filosofisk emne og videreformidle den i billedbogsform.

”Tid er sekunder, der går ét efter ét, og bliver til minutter, timer, dage uger, måneder og år. Tid er usynligt, men kan alligevel ses: I årstiderne, der drejer som et hjul. Rundt og rundt”, skriver Allermann, der er kunstner og tidligere har udgivet to billedbøger.

Tidsforståelsen i bogen matcher den, Augustin præsenterede i sine bekendelser omkring år 398 e.Kr., da han selv spekulerede over fænomenet: Det er tiden, der orienterer sig fra fremtiden, gennem nutiden og slutter i fortiden.

Allermann tager fat i erindringen som noget, der er passeret eller som spor i de ting, der omgiver os, over forventningen til fremtiden, som hvordan sommeren vil blive, for at vende tilbage til nutiden: ”… lige nu er vi her, og har vores tid sammen. Du og jeg.”

Her kom nærværet ind til sidst i bogen og understreger elegant, at det er tiden sammen, der betyder noget, her og nu. Det er sødt og fint, at man sådan kan få vendt tiden til et filosofisk objekt, man kan undres over som barn.

Jacobina Jacobsens illustrationer er som altid opsigtsvækkende helstøbte. Det er store, lidt grove og uskønne ansigter, men med blik for kroppen og holdningen parret med en særlig sans for at bruge skygger og streger til at skabe dybde og perspektiv i de ofte farvestrålende illustrationer. Det er et godt makkerpar, og bogen fremstår som et lille stilleben, hvor man kan studere detaljerne og tænke over det, der formidles.

Således viser billedbøgerne os, at der er mange gode måder at tale med de mindste om de komplekse ting i menneskelivet. Det kræver nærvær i oplæsningsøjeblikket og evnen til at gribe og tale om historiernes temaer på det rigtige tidspunkt. Det er en kunst, som man som forældre bør øve sig på – og gerne hjulpet af billedbøger som disse.