Syrien er ikke for bangebukse. Det, der startede som et fredeligt oprør mod Bashar al-Assads diktatur i foråret 2011, er muteret til tragedie, hvor hundredvis af væbnede grupper slås, og stormagter fra nær og fjern udkæmper deres helt egne magtkampe. Syrien er bogstaveligt talt eksploderet for øjnene af verden – og med den aktive hjælp fra mange – og dermed blevet vores tids helt store moralske syndefald.
At se passivt til, mens et stolt land med en årtusinder gammel civilisation bliver sprængt i stumper og stykker, er en form for medskyld, og ikke mindst for præsident Barack Obama er Syrienkrigen en kolossal plet på hans eftermæle.
Ingen kan nemlig sige, at de ikke vidste – eller kunne vide – hvad der skete. Samar Yazbeks bog ”Over grænsen” er en fantastisk velskrevet beskrivelse af det ubeskrivelige, skrevet af en helt vanvittig modig kvinde.
Læs et uddrag af bogen her.
Syrien er verdens farligste land at rapportere fra, og de chancer, som Yazbek tager på de tre rejser i Syrien, som hun beskriver i bogen, er så enorme, at man næsten ikke fatter det. Igen og igen tager hun direkte ind i kampområderne, sidder i de lokale mediecentre eller drøfter kvindeprojekter, mens Assads helikoptere kaster dusinvis af tøndebomber eller skyder missiler, så husene ryster.
I takt med at krigen skrider frem, kommer også faren fra ekstremisterne – på sin tredje rejse krydser Yazbek gennem talrige checkpoints bemandet med krigere fra Islamisk Stat. En uhyre farlig ting for Yazbek, der ganske vist er syrer, men tilhører det alawittiske mindretal, som også præsident Assad kommer fra, en shiamuslimsk sekt, der anses som kættere af IS og mange andre islamiske ekstremister. Det er tæt på igen og igen – en af hendes kolleger bliver kidnappet af IS, en tøndebombe eksploderer direkte over den bil, hun sidder i, for at tage bare et par eksempler på de farer, som Samar Yazbek udsætter sig for i jagten på at fortælle verden om den syriske tragedie.
Og det er vitterlig en tragedie , en helt ufattelig sørgelig historie, som Yazbek har med hjem i notesbøgerne. ”Over grænsen” er opbygget uhyre enkelt. Hver af de tre rejser er et kapitel og består basalt set udelukkende af en lang reportage. Den starter alle gange med indrejsen – Yazbek er selv i eksil i Frankrig – og slutter med, at hun kommer ud igen. Store geopolitiske analyser er der ingen af, det er reportage i ordets reneste form og en af årsagerne til, at bogen er så fremragende.
Yazbek beskriver ganske simpelt, hvad hun ser, krydret med sine personlige følelser og angst, og det er så alt rigeligt. At rejse med hende er som træde ind i en moderne version af Dante, en tur gennem Helvedes cirkler, hvor mennesker, der for langt flertallets vedkommende intet andet har gjort end at være født i Syrien, bliver udsat for de mest ubeskrivelige ting.
Der er folk, som bor i huler, børn med sønderskudte lemmer, der blot venter på at dø af blodforgiftning, ægtepar, der graver deres afkoms lig ud af ruiner.
Det er hård læsning, men Yazbek formår at holde balancen og ikke forfalde til den rene horror.
Det er bare sådan, det er, det er det, hun ser, og samtidig registrerer hun som en fintfølende seismograf krigens udvikling. Igen ikke med store landkort og forklaringer af, hvor de forskellige grupperinger står, men gennem sine samtaler med de lokale, både de civile og de oprørere, som hun følges med. Man mærker med al tydelighed, hvordan brutaliteten også rent åndeligt bliver større, som tiden går, og flere og flere udenlandske ekstremister vælter ind. Men også hvordan mange oprørere på forbløffende vis formår at fastholde deres oprindelige vision og på rørende vis forsøger at opbygge en slags samfund, selvom de dagligt bliver sønderbombet af Assads fly og helikoptere.
Det er gribende, sørgeligt og forstemmende. Ikke mindst fordi situationen i Syrien kun er blevet værre – meget værre – i de tre år, som er gået siden den sidste rejse, som Yazbek beskriver i bogen.
Marcus Rubin er journalist og lederskribent på dagbladet Politiken og tidligere mellemøstkorrespondent.