Prøv avisen

Qvortrup og Trier Mogensen giver et fremragende indblik i det politiske rænkespil

5 stjerner
Politik er til tider et meget hårdt spil, og det får man i Qvortrup og Mogensens bog om statsministeren et meget velfortalt indblik i. Det bliver dog underspillet, at Lars Løkke Rasmussen trods sin svære parlamentariske situation faktisk har været i stand til at sikre en del politiske resultater. – Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

”For enhver pris” er en velskrevet fortælling om de seneste års krise i dansk politik, omend den ikke føjer så meget nyt til billedet af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som person

Efter syv magre år kommer syv fede. For pressen på Christiansborg har de seneste syv år været fede i den forstand, at den ene ubegribelige konflikt større end den anden er opstået i et tempo, man end ikke nåede i nærheden af i de kontrollerede 2000’ere. Først var det Helle Thorning-Schmidts socialdemokratisk ledede regeringer, der var i permanent krise, og siden 2015 har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hoppet fra tue til tue for at bevare regeringsmagten på borgerlige hænder, mens han har forsøgt at forene de politiske stridigheder mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Journalisterne Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen har nu i bogen ”For enhver pris” sat sig for at afdække ”ofringer og rænkespil” bag de lukkede døre i Løkkes regeringer. Den dramatiske scene bliver sat allerede på omslaget, hvor han er portrætteret med en skyggeside så mørk, at man end ikke kan se halvdelen af ansigtet. Referencen til den amerikanske tv-serie ”House of Cards” er næsten for massiv – i tv-serien afbildes hovedpersonen, den amerikanske politiker og præsident Frank Underwood, på præcis samme måde.

Det går over stok og sten med kryptiske og kulørte overskrifter som ”Den sidste nadver”, ”Taberens triumf”, ”Retur til slottet og ”Den første ofring”. Under dem gemmer sig en stort set kronologisk gennemgang, fra Lars Løkke Rasmussen er i valgkamp forud for valget 2015, til han i sommeren 2018 skrotter alle videre økonomiske reformplaner og skattelettelser for at få et ”roligt, blåt efterår”.

Indimellem kommer man blandet igennem de langstrakte regeringsforhandlinger i 2015, Holst-sagen, der efter få uger kostede Carl Holst (V) posten som forsvarsminister, og flygtninge- og migrantkrisen i efteråret 2015. Der er konflikten med Dansk Folkeparti om udlændingepolitikken, ”gyllegate”, hvor De Konservative vælter miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), striden om ”kvotekonger” i dansk fiskeri, opgøret om placeringen af en ny politiskole og ikke mindst Liberal Alliances meget lange og forgæves kamp for topskattelettelser. En kamp, der ender med regeringsomdannelsen sidste år og det dramatiske opgør om en skattereform i december, der igen nær koster regeringen livet.

Alle de historier og flere til bliver rullet op, og der trækkes flittigt på kendt stof, som har været bragt i aviser og andre medier. Men – og her ligger bogens store styrke og svaghed – også 50 anonyme kilder bruges til at fortælle, hvad der er foregået bag de lukkede døre. I flere tilfælde bliver replikskifter citeret fra møder, hvor kun ganske få toppolitikere har været til stede. Forfatterne er selv klar over, at det er en svaghed, for hvordan kan man være sikker på, at kilder husker og refererer den slags korrekt, endda flere år efter? Man kan heller ikke vide, om kilderne i egen interesse fordrejer eller fortier vigtige oplysninger. I et afsluttende kapitel erkender de denne risiko, men pointerer samtidig, at anonymiteten for kilderne har været helt nødvendig for, at de overhovedet kunne skrive bogen.

Og det har de ret i. Den var i hvert fald blevet mindre dybdeborende, hvis den udelukkende skulle have være skrevet på baggrund navngivne citater. Man kan så også konstatere, at der alligevel ikke kommer de helt store nyheder frem. En af dem er for eksempel, at Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), helt hen til allersidst i forløbet blev holdt i uvidenhed, da Lars Løkke Rasmussen (V) for et år siden tog Liberal Alliance og De Konservative ind i regeringen. Det kan da være interessant nok i lyset af, at Løkke og Jensen efter formandsopgøret i 2014 aftalte, at de to skulle udgøre et ”formandskab” i Venstre, men større er nyheden så heller ikke.