Prøv avisen

Qvortrup og Trier Mogensen giver et fremragende indblik i det politiske rænkespil

5 stjerner
Politik er til tider et meget hårdt spil, og det får man i Qvortrup og Mogensens bog om statsministeren et meget velfortalt indblik i. Det bliver dog underspillet, at Lars Løkke Rasmussen trods sin svære parlamentariske situation faktisk har været i stand til at sikre en del politiske resultater. – Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

”For enhver pris” er en velskrevet fortælling om de seneste års krise i dansk politik, omend den ikke føjer så meget nyt til billedet af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som person

Efter syv magre år kommer syv fede. For pressen på Christiansborg har de seneste syv år været fede i den forstand, at den ene ubegribelige konflikt større end den anden er opstået i et tempo, man end ikke nåede i nærheden af i de kontrollerede 2000’ere. Først var det Helle Thorning-Schmidts socialdemokratisk ledede regeringer, der var i permanent krise, og siden 2015 har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hoppet fra tue til tue for at bevare regeringsmagten på borgerlige hænder, mens han har forsøgt at forene de politiske stridigheder mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Journalisterne Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen har nu i bogen ”For enhver pris” sat sig for at afdække ”ofringer og rænkespil” bag de lukkede døre i Løkkes regeringer. Den dramatiske scene bliver sat allerede på omslaget, hvor han er portrætteret med en skyggeside så mørk, at man end ikke kan se halvdelen af ansigtet. Referencen til den amerikanske tv-serie ”House of Cards” er næsten for massiv – i tv-serien afbildes hovedpersonen, den amerikanske politiker og præsident Frank Underwood, på præcis samme måde.

Det går over stok og sten med kryptiske og kulørte overskrifter som ”Den sidste nadver”, ”Taberens triumf”, ”Retur til slottet og ”Den første ofring”. Under dem gemmer sig en stort set kronologisk gennemgang, fra Lars Løkke Rasmussen er i valgkamp forud for valget 2015, til han i sommeren 2018 skrotter alle videre økonomiske reformplaner og skattelettelser for at få et ”roligt, blåt efterår”.

Indimellem kommer man blandet igennem de langstrakte regeringsforhandlinger i 2015, Holst-sagen, der efter få uger kostede Carl Holst (V) posten som forsvarsminister, og flygtninge- og migrantkrisen i efteråret 2015. Der er konflikten med Dansk Folkeparti om udlændingepolitikken, ”gyllegate”, hvor De Konservative vælter miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), striden om ”kvotekonger” i dansk fiskeri, opgøret om placeringen af en ny politiskole og ikke mindst Liberal Alliances meget lange og forgæves kamp for topskattelettelser. En kamp, der ender med regeringsomdannelsen sidste år og det dramatiske opgør om en skattereform i december, der igen nær koster regeringen livet.

Alle de historier og flere til bliver rullet op, og der trækkes flittigt på kendt stof, som har været bragt i aviser og andre medier. Men – og her ligger bogens store styrke og svaghed – også 50 anonyme kilder bruges til at fortælle, hvad der er foregået bag de lukkede døre. I flere tilfælde bliver replikskifter citeret fra møder, hvor kun ganske få toppolitikere har været til stede. Forfatterne er selv klar over, at det er en svaghed, for hvordan kan man være sikker på, at kilder husker og refererer den slags korrekt, endda flere år efter? Man kan heller ikke vide, om kilderne i egen interesse fordrejer eller fortier vigtige oplysninger. I et afsluttende kapitel erkender de denne risiko, men pointerer samtidig, at anonymiteten for kilderne har været helt nødvendig for, at de overhovedet kunne skrive bogen.

Og det har de ret i. Den var i hvert fald blevet mindre dybdeborende, hvis den udelukkende skulle have være skrevet på baggrund navngivne citater. Man kan så også konstatere, at der alligevel ikke kommer de helt store nyheder frem. En af dem er for eksempel, at Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), helt hen til allersidst i forløbet blev holdt i uvidenhed, da Lars Løkke Rasmussen (V) for et år siden tog Liberal Alliance og De Konservative ind i regeringen. Det kan da være interessant nok i lyset af, at Løkke og Jensen efter formandsopgøret i 2014 aftalte, at de to skulle udgøre et ”formandskab” i Venstre, men større er nyheden så heller ikke.

Bogens hovedtese er, at statsministeren de seneste tre år i praksis har modbevist sin udtalelse i et interview med Berlingske den 10. maj 2014 om, at han ikke ville ”være statsminister for enhver pris”. I sig selv giver udtalelsen knap nok mening, for der findes næppe noget job på Jorden, som nogen ville have for enhver pris. Men det er uomtvisteligt, at Lars Løkke Rasmussen har været parat til ualmindeligt mange politiske krumspring for at beholde magten.

Fra sag til sag har han været ubeslutsom, truende, lokkende, anklagende og pragmatisk for at kunne fortsætte som statsminister, fremgår det. Det kommer næppe bag på nogen, der har læst de biografier, der allerede er skrevet om og med ham gennem tiden. Fra journalist Kirsten Jacobsens venlige interview-bog ”Løkkeland” fra 2006, over den næsten lige så imødekommende, men mere politiske samtalebog fra 2010 ”I orkanens øje” af Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen til journalist Niels Krause-Kjærs kritiske ”Lars Løkke” og til Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsens endnu skrappere ”Projekt Løkke”, der udkom i henholdsvis 2009 og 2010. I det perspektiv føjer den aktuelle bog ikke så meget nyt til billedet af Lars Løkke Rasmussen som person.

Politik er til tider et meget hårdt spil, og det får man i Qvortrup og Mogensens version til gengæld et meget velfortalt indblik i. Det bliver dog underspillet, at Lars Løkke Rasmussen trods sin svære parlamentariske situation faktisk har været i stand til at sikre en del politiske resultater. Et eksempel er gennemgangen af det store drama om en skattereform sidste år. Hele spillet op til jul bliver minutiøst kortlagt, hvor det ender med Liberal Alliances totale nederlag, da reformen må opgives, fordi Dansk Folkeparti stadig ikke vil være med – slet ikke efter at Liberal Alliance for tidligt fik pralet med, at der ville komme historiske skattelettelser.

Med til den historie hører bare, at det i februar alligevel lykkedes regeringen og Dansk Folkeparti at blive enige om en skatteaftale. Den lå langt fra regeringens oprindelige udspil om en 2025-plan, ja, men Lars Løkke Rasmussen vil formentlig sige, at ændringerne trækker Danmark et stykke i den rigtige retning. I bogen springer forfatterne imidlertid videre til regeringens næste krise uden at notere, hvad hele skatteslagsmålet endte med. Tilsvarende står der ikke ret meget om de andre, brede aftaler, regeringen trods alt er kommet i hus med.

Bogen skal imidlertid heller ikke læses som et historisk opslagsværk. Den skal læses for det unikke indblik, den giver i, hvad der foregår på de indre linjer, når Christiansborg står på gloende pæle. Til det formål løser den opgaven fremragende.