At læse denne bog er som at sidde som en lyttende tredjeperson i David Hockneys atelier i Los Angeles i USA og høre de to billedkloge herrer udfolde deres betragtninger og analyser med det største vid og den dybeste indsigt i kunsthistorien og billedernes indre væsen – med stadig nye og forfriskende indfaldsvinkler. Den eneste fordel ved ikke at opholde sig i samme rum som dem er, at man undgår røgen fra den kæderygende Hockney.
Men de to samtalepartnere supplerer hinanden genialt. Maleren Hockney er den, der fremsætter flest vovede teorier, mens Gayford, som både har en filosofisk og en kunsthistorisk grad, har mere jordforbindelse: hans lærde indspark – hvor ved den mand dog meget om østerlandsk kunst – har lidt flere direkte referencer til den klassiske kunsthistorie end maleren.
Et godt noteapparat bagest i bogen forsyner den videbegærlige læser med yderligere forklaringer og relevante titler. Bogen kan med fordel læses af alle, som interesserer sig for billeder. De to herrer ”krydsklipper” nemlig dynamisk og ubebesværet frem og tilbage i kunst-, foto- og filmhistorien, og sproget er på ingen måde kompliceret. Vi får den helt store omvisning i billedernes historie fra hulemalerierne frem til nutidens skærmbilleder og alt det, der ligger imellem.
I 2001 udgav David Hockney bogen ”Secret Knowledge. Rediscovering the Lost Techniques of the Old Masters” (Hemmelig viden. Genopdagelse af de gamle mestres tabte teknikker), hvori han påviste, at malerne allerede i renæssancen havde gjort brug af ”fotografiske teknikker” i form af spejle, linser og camera obscura for at skabe perspektiv og lys/skygge-virkninger. I den nye samtalebog – der egentlig er to parallelle monologer, idet der hverken forekommer spørgsmål eller svar – vender Hockney ofte tilbage til disse tanker, der på mange måder har revolutioneret vores viden om de ældre mestre. Hans argumenter og bogens mange fine billedgengivelser efterlader ingen tvivl om, at han har ret.
Fotografi og film har forandret vores måde at betragte også den ældre billedkunst på, hvorfor kunstnere som Caravaggio, Velazquez, Vermeer, der alle har brugt optiske hjælpemidler, i særlig grad appellerer til os i dag. Caravaggios billeder er for eksempel en kollage af forskellige projektioner, og hans metode ligner Photoshop. Han arbejdede med en ”skuespillertrup” af modeller, som går igen i hans værker, og han opnåede en forbløffende grad af livagtighed – de er næsten hyperrealistiske. Det hævdes i bogen, at det var Caravaggio, som opfandt Hollywood-lyssætningen!
Igennem hele kunsthistorien har kunstnerne gjort brug af den nyeste teknologi – det gælder i høj grad også Hockney selv. Her kan man blot tænke på hans tegninger på iPad, som Louisiana viste i 2011 – men det er stadig mennesker, der skaber billederne, fastholder han. Teknologien i sig selv er mindre vigtig. Billeder defineres i bogen som ”todimensionelle forsøg på at gengive virkeligheden i tre dimensioner.” De skabes altid ud fra en bestemt vinkel. Hvor fotografiet giver et mekanisk billede af verden, så er malerier og tegninger fiktion. Film og video påtvinger os deres tid, mens maleren lægger sin egen tid ind i billedet. Om virkeligheden siges det, at den er noget, vi tænker os til. Når vi går ind i ukendt rum, så ser vi det forskelligt: Drankeren lægger mærke til whiskyflasken, designeren noterer sig møbleringen, mens musikeren lægger mærke til flyglet med videre. At lave billeder af noget, er at vise, at man har set dette noget. Billeder er et koncentrat af synsindtryk. De er samtidig betydningstilskrivninger af dette noget.
Normalt hoverer vi vesterlændinge over, at det var os, der opfandt centralperspektivet. Det skete omkring 1413, og bag denne ”opfindelse” stod den florentinske arkitekt Filippo Brunelleschi (1377-1446). Det er imidlertid ikke en opfindelse, men en opdagelse, påpeger Hockney. Den tager udgangspunkt i camera obscura: Brunelleschi malede Baptisteriet i Firenze ved at betragte det med ét øje fra Domkirkens mørke gennem en træplade med hul i og et spejl. Således er idéen bag fotografiet langt ældre end dets fysiske eksistens. I renæssancen var videnskab og kunst tæt forbundne.
Om den kinesiske kunst hører vi blandt andet, at man i 1100-tallet havde opnået ”et ærefrygtindgydende teknisk og åndeligt niveau ved brug af blandt andet skiftende synsvinkler, der honorerer øjets bevægelser.” Denne tradition er nu ved at dø ud i Kina på grund af den elektroniske revolution og den deraf følgende skærmdominans.
Hockney og Gayford er enige om, at malerkunsten ligesom still-billeder fra film trænger dybere ind i vores sjæl og huskes bedre end snapshottet og filmen. Sidstnævnte opererer som bekendt med 24 billeder i sekundet. For at vise Hitchcock som en brilliant billedmager, nævnes den britiske videokunstner Douglas Gordons 24 timer lange video ”24 Hours Psycho” (1993), hvor han kun viser to billeder i sekundet for blandt andet at gøre opmærksom på de gennemkomponerede billeder, som Hitchcock skabte i denne klassiske gyserfilm.
Til syvende og sidst holder det ikke, at et fotografi repræsenterer sandheden, for man har hele tiden kunnet manipulere med det – i dag mere end nogensinde med Photoshop og andre redigeringsgreb – mens et maleri er, hvad det er. Men i dag lever film side om side med maleri og fotografi – og alle medier tager farve af og udveksler med hinanden. Maleren Peter Doig har eksempelvis malet en suite malerier, der er direkte inspireret af scener fra gyserfilmen ”Fredag den 13.”
Når bogen på trods af det både lærde og herligt uortodokse blik, der kastes på alle billedformer som specifikke omverdenserkendende medier, ”kun” kan tildeles fem stjerner, så skyldes det dels, at den bliver lige lovlig teknisk og nørdet hen mod slutningen, dels selve fremstillingsformen: At transformere en samtale med alle de digressioner og indskydelser, der melder sig, til den skriftlige bogform er en vanskelig øvelse.
Man mærker fraværet af en indre følgelogik og dermed en opremsende fremstillingsform på trods af bogens 18 kapitler, som forsøger at holde styr på indholdet. Men summa summarum: Det er en fremragende introduktion til billeder af alle slags, hvilket er tiltrængt, da de i stadig højere grad dominerer vores liv i informationssamfundet.
