Hollywood har en lang og virkelig stærk tradition for film om pressens arbejde. Fra ”Citizen Kane” over ”Alle præsidentens mænd” til ”Good Night and Good Luck” er reporternes arbejde med at afsløre magtmisbrug blevet belyst inde- og udefra.
Hollywood ved nok, hvordan man skruer et sentimentalt drama sammen, og journalisters egen selvforståelse kan nemt lægge op til store filmiske armbevægelser, men faktisk er de fleste klassiske film om journalistik sobre: ingen sex, biljagter og kælen strygermusik, men roligt fokus på graverarbejdet og den endelige afsløring.
Det betyder dog ikke, at pressefilm konsekvent afstår fra at være heroiserende, og især ”Alle præsidentens mænd” kan kritiseres for at være en tand for idealiserende. Filmens reporterduo Woodward og Bernstein er tydeligvis i oplysningens tjeneste: alle samtaler på Washington Post foregår i neonoplyste, rene rum, mens præsidenten og alle hans mænd færdes på mørke lokalitetet, og forbundshovedstaden er hyllet i gråtoner.
Derudover medvirkede instruktøren Alan J. Pakulas film til at knæsætte et ideal om, at ”rigtig” journalistik er afslørende journalistik. Derfor havde hårde nyhedshunde i mange år efter højere status end bløde eksistensinterviewere. Men Watergate-afsløringsidealet og filmen om Bob Woodward og Carl Bernstein aktiverede uden tvivl manges indre retsfølelse og fik unge over hele verden til at gå ind i mediebranchen.
Hvis der er nogen retfærdighed til, vil også dagens premierefilm ”Spotlight” få biografgængere til at omvende sig til journalistikken som fag. Dette oscarnominerede drama er et sine steder knastørt portræt af hårdtarbejdende reportere og deres vedholdende arbejde med at afsløre magtmisbrug.
Med kritisk sans, god intuition, knofedt og stort lokal- og menneskekendskab går en lille gravergruppe på Boston Globe kort efter årtusindskiftet i gang med at optrevle baggrunden for anklager om katolske præsters sexmisbrug af børn i en række sogne i Boston. Sagen er kendt, så man afslører ikke noget ved at sige, at journalisternes afsløringer endte med den stedlige kardinals afgang og en lang række nye søgsmål, der sendte chokbølger gennem den katolske kirke.
Et af de mange fine træk ved filmen er, at den afholder sig fra grandiose anklager a la ”alle kristne er pædofile” eller ”cølibatet er den sikre vej til sexmisbrug”.
”Spotlight” fortæller stille og roligt om en række af de dokumenterede sager, men intetsteds svælges der i fordomme om præster, ugerningerne vises ikke, og det antydes ej heller, at hele den katolske kirke er på anklagebænken. I den forstand kunne ”Spotlight” handle om afsløringer af sexovergreb i alle andre institutioner, hvilket gør den mere til en ”journalistfilm” end til en ”præstefilm”.
Et andet fint træk ved filmen er, at den knivskarpt viser, hvor kompliceret afsløringer af magtmisbrug er. Nok er Boston en storby, men den historiske østkystby er også et lille lokalsamfund med høj grad af loyalitet. Et angreb på kirken er et angreb på sammenhængskraften i byen. Globe-journalisterne er ikke kun oppe imod magtens mænd, men også mod deres egen samvittighed, for vidste ikke også de, hvad der foregik blandt nogle af byens præster? Hvorfor gik også pressen stille med dørene i mange år?
De moralske dilemmaer står i kø i ”Spotlight”, der således ikke kun er en fejring af de heroiske journalister i sandhedens tjeneste, men også en udstillen af journalisternes egen konforme tænkning og mangel på mod.
På rollelisten er der stærke kræfter og store præstationer hele vejen rundt. Intet under, at ”Spotlight” er indstillet til seks Oscar-priser, herunder bedste film og instruktion. Liev Schreiber giver underspil et fabelagtigt navn med sin præstation som den stilfærdige og retlinede nye chefredaktør for Boston Globe, der kommer fra en stilling i Miami og som outsider skaber rav i den med sin idé om intensivt at dække anklagerne mod præsterne.
Michael Keaton har før brilleret i journalistkomedien ”Før deadline” med Glenn Close, men her er han anderledes alvorlig som sandhedssøgende redaktør med samvittighedskvaler. Mark Ruffalo er befriet fra sin rolle som kronisk nuttet hipster i film som ”The Kids Are Allright” og føjer her nye sider til sit talent i skildringen af den ihærdige reporter Michael Rezendes, der lever og ånder for det skrevne ord. Og Rachel McAdams i en stor præstation er nem at identificere sig med som den frafaldne katolik, der ikke desto mindre besøger sin fromme bedstemor og følger med hende i kirke tre gange om ugen.
I portrættet af hende ser man tydeligt, at ”Spotlight” ikke handler om at ”afsløre” kirken som pilrådden, men at vise, hvor rig en samfundsinstitution kirken også er. Uden dermed overhovedet at forklejne, at næsten 300 præster blev anklaget for at misbruge mindreårige seksuelt i Boston op til 2002, hvor Boston Globe bragte den første af næsten 600 artikler om, hvor meget kirkens top vidste om magt- og sexmisbruget.
Man skal have et hjerte af sten, hvis ikke man føler sin retsfølelse styrket efter at have set ”Spotlight”. Men man kniber også en tåre på fagets vegne, for de hastige forandringer på mediemarkedet siden 2002 betyder, at kun de færreste journalister i dag har samme mulighed for at gå i dybden over mange måneder med en enkelt sag.
Men visse ting går aldrig af mode, uanset hvor mange eller få timers arbejde, man får til sin research, og det er kritisk sans og respekt for fagets principper. Det står klart efter denne seneste hyldest til journalistikken, der mageligt placerer sig på en top 10 over bedste film om pressen nogensinde.