Fremragende stemme redder portræt af ikon

Det biografiske drama ”Respect” forsøger at kanonisere Aretha Franklin som amerikansk nationalmonument

Jennifer Hudson i rollen som souldronningen Aretha Franklin i ”Respect”.
Jennifer Hudson i rollen som souldronningen Aretha Franklin i ”Respect”. Foto: Quantrell D. Colbert/Metro-Goldwyn-Mayer Picture

Aretha Franklin er med god grund kåret som det 20. århundredes stemme i amerikansk musik. Og anses med rette som soulmusikkens dronning.

Efter Aretha Franklins død i 2018 som 75-årig er hendes ry bare vokset med posthume priser, nye biografier og ikke mindst frigivelsen af Sydney Pollacks dokumentarfilm om indspilningen af det legendariske gospelalbum ”Amazing Grace” i 1972 i en baptistkirke i Los Angeles. Her foldes Aretha Franklins fulde register ud, da hun over to dage vender tilbage til sine rødder som gospelsanger under gudstjenesterne. Filmen, og ikke mindst Aretha Franklins vokale præstation, er sønderrivende stærk.

Så det måtte jo komme. En spillefilm, der følger hendes karriere fra den spæde begyndelse som barnestjerne i Detroit i 1950’erne, hvor hendes far, C.L. Franklin, var karismatisk præst i den lokale baptistkirke, frem til netop optagelserne af ”Amazing Grace” i 1972, hvor hun genforenes med faderen og vedkender sig sin arv. Filmen forsøger at beskrive hendes op- og nedture og hendes trængsler med at gøre sig fri, først af faderens jerngreb, siden af sin voldelige ægtemand og manager Ted White og endelig af et tiltagende alkoholmisbrug. Fortællingen er så klassisk, som den kan være i amerikansk kristen og patriarkalsk mytologi og i soulmusikkens historie, hvor tilsvarende kan fortælles om krakelerede stjerner som Candi Staton og Tina Turner.

”Respect” er filmens titel, naturligvis efter et af hendes største hits, men også på et andet plan, der handler om respekt i en bredere betydning: Hendes kamp for kvinders rettigheder, borgerrettigheder til sorte og ikke mindst hendes rettighed til sin egen stemme, musikalitet og kompositioner og hendes helt særlige lyd, der blander gospel, soul og rhythm and blues.

I sidste ende handler filmens bærende fortællelinje selvfølgelig om Aretha Franklins selvrespekt, dette at hun finder ind til den identitet, der er kernen i hendes væsen, og som med tiden også transformeres til omverdenens kolossale respekt – fra musikerkolleger over verdenspublikummet til diverse amerikanske præsidenter. Som hendes mor siger til hende i filmen, da hun er ganske lille:

”Kun Gud ejer retten til din stemme.”

Så er niveauet ligesom lagt.

Med en længde på to timer og 25 minutter har ”Respect” ambition om at gabe over hele dette mægtige stof. Det gør den egentlig ikke særlig vellykket. Filmen virker som en episodisk adderende bladren i livets store bog, hvor Aretha Franklin bliver en slags illustreret klassiker. Forældrenes skilsmisse, antydningen af et seksuelt misbrug som barn, hendes skiftende mænd og producere, hendes forsøg i forskellige musikalske genrer, hendes gennembrud i 1967-68, hendes turnéer og hendes albummer, racefordommene, hendes familiehistorie og hendes børn, der efterlades i slipstrømmen. Det er svalt underholdende og minder mest om en slags filmet teater, hvor skuespillere kommer ind på scenen for at forsvinde igen og dukke op senere i andre akter.

Alligevel sad jeg i biografsædet med tårerne trillende ned ad kinderne under det meste af filmen og hikstede af bevægelse. Hvad skyldes dette paradoks? Filmens notoriske sentimentalitet og storladne patos? Ikke nødvendigvis. Den har man været vidne til mange gange i amerikanske biopics. Tårerne skyldtes muligvis ens altid nærværende bevidsthed om den autentiske Aretha Franklins vidunderlige spirituelle og sensuelle musik, der har dannet lydspor til ens liv. Men den skyldtes først og fremmest selve filmens musik. Der er gudskelov meget musik i ”Respect”.

Sangeren Jennifer Hudson lægger figur og stemme til Aretha Franklins myte. Og hun er god. Især til at synge. Hendes tolkninger af de store soul-klassikere rammer rent og rammer direkte ind og forløser. Især i de scener, hvor filmens Aretha Franklin finder frem til sin egen lyd under produceren Jerry Wexler og med de sindssygt gode – og paradoksalt nok hvide – musikere i Muscle Shoalds studiet i Alabama. Musikhistoriens bedste lyd strømmede ud fra det studie i 1960’erne og 1970’erne. Da hun finder sit eget groove i ”I Never Loved a Man, the Way I Loved You” med drengene i Muscle Shoals, løber det en koldt ned ad ryggen. Det er totalt fedt. Således bliver Jennifer Hudsons fortolkninger af Aretha Franklins store sange filmens fiks- og forløsningspunkter, hvor man gynger med i biografsædet.

Jennifer Hudsons sang og fraseringer gør ”Respect” til en se- og ikke mindst lytteværdig film. At Jennifer Hudson er fremragende, men ikke sublim, ses til sidst under filmens rulletekster, hvor der blændes over til den ægte stordiva Aretha Franklin, som spiller og synger ”Natural Woman” for Michelle og Barack Obama i Kennedy Center i 2016, så taget løfter sig, og folk bliver blæst bagover i stolene. Det kan ingen andre hamle op med.