Prøv avisen

Fremragende svensk roman om køn, klasse og brækkede næser

5 stjerner
”De polyglotte elskere” rækker ind i tidens skoldhede diskussioner, men er i samme bevægelse en roman, der viser, at netop romanen kan bruges til at fastholde gamle strukturer eller til at blotlægge dem for læseren, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

I ”De polyglotte elskere” skriver Lina Wolff både legende og alvorsfuldt om dannede mænd, der vil forklare kvinder alt

Hvor diskussionerne om køn og klasse kan være intense i Danmark, ja, så er de ofte rødglødende i Sverige. Den svale, høflige omgangsform, svenskere normalt praktiserer, er her erstattet af røde kinder, hårde blikke og knubbede ord.

Når diskussionerne er så heftige og skærer så dybt i det svenske følelsesregister, er det klart, at de også farver litteraturen. Det kommer der ikke nødvendigvis gode digte, noveller eller romaner ud af, men eksempelvis Therese Bohman har med romanerne ”Den anden kvinde” og ”Aftenland” vist, at det kan lade sig gøre at skrive om køn og klasse på måder, der ikke bare er lange, forklædte debatindlæg. Men endnu mere overbevisende, et endnu bedre stykke skønlitteratur til tiden, er Lina Wolffs ”De polyglotte elskere”, der i 2016 fuldt fortjent modtog Sveriges største litterære pris, Augustprisen.

I den første af romanens tre dele er det Ellinor, der fortæller. Hun er i 30’erne, bor i en lille by i Skåne og er ikke noget sart nips, men skyder med riffel og elsker at slås. ”Da vi var seksten år, brækkede jeg Johnnys næserod med håndryggen,” fortæller hun nøgternt om sin ungdomskæreste.

Som ældre drømmer hun om en ny kæreste, men ikke nødvendigvis én fra samme lille provinshul, hvor ambitionerne rækker til et ufaglært job, og hvor ungdommens fester og knallerter altid bliver vekslet til bil, børn og uendelige tv-aftener.

På et datingsite søger Ellinor ”en kærlig, men ikke alt for kærlig, mand”, og Calisto svarer. Han bor i Stockholm og viser sig, da hun ankommer med toget, at være kolossalt tyk og arbejde som litteraturkritiker. Han er del af en virkelighed, hun ikke anede eksisterede, og han anmelder ikke bare litteratur, men er også ved at læse et manuskript for forfatteren Max Lamas. Det bliver hans magnum opus, mener Calisto, men da Calisto tager Ellinor med vold, hævner hun sig ved at brænde manuskriptet.

I romanens anden del er det Max, der fortæller om tilblivelsen af manuskriptet. Om hvordan han en aprildag går hjemmefra – fra sin Nietzsche-læsende, passivt-aggressive hustru – og ud i Stockholms gader. Det er sådan han finder inspiration, forstår man, og den dag ender han i en kontorbygning, hvor han møder en midaldrende sekretær, der efter en kort snak siger ”Jeg har overvejet at begå selvmord”. Økonomiske problemer og en chef med sadistiske tilbøjeligheder er nogle af årsagerne, men Max er mest interesseret i et italiensk sladderblad på hendes bord og en historie om en adelig familie i uføre. Familien Latini fascinerer ham, og i romanens sidste del fortæller Lucrezia, den yngste i Latini-familien, om familiens deroute og indirekte om Max og hans besættelse, der udvikler sig til et tykt manuskript med titlen ”De polyglotte elskere”.

En ”polyglot” er ifølge leksikonet en ”person som taler mange sprog”. Det gør Max Lamas. Han er halvt spanier, halvt italiener og bor i Sverige og taler svensk. Han forstår også kulturens og kunstens sprog, præcis som Calisto, mens Lucrezia er uvidende efter en opvækst i beskyttet luksus. En endnu større modsætning til de to mænd er dog Ellinor, der kommer fra Skåne – det laveste af det lave for en dannet stockholmer.

Mændene i romanen er helt anderledes privilegerede, men også blinde for deres privilegier og magtudøvelse i forhold til kvinder. Det gælder ikke mindst Lamas, som er en slem mansplainer – en mand, der gerne forklarer kvinder, hvordan alting hænger sammen – og tror, at han skriver indsigtsfulde romaner om kærlighed. Men som hans kone siger om ham og alle andre mandlige forfattere: ”I virkeligheden skriver de bare om mænd. Om mænd og sex.”

Det er heller ikke tilfældigt, at Ellinor smuglæser alle Michel Houellebecqs bøger hos Calisto. Houellebecqs desillusionerede syn på den moderne verden, hvor sex og nærhed er varer, og kvinder bruges til at fylde tomheden ud med, klinger godt sammen med Wolffs roman, der imponerer med sine tre distinkte fortællestemmer. Og selvom Ellinor, Lucrezia og de andre karakterer alle har en tematisk funktion, fremstår de som rigtige mennesker og er aldrig rene ofre eller rene bødler: Ellinor er ikke nogen stakkels kvinde, men ofte kold og hård, Calisto er nok kantet, men også mild, og Max fremstår, selvom han ser sig selv som et erotisk ”rovdyr”, som en kunstnerkliché og fatter slet ikke, at han med sine romaner reducerer kvinder til muser eller sexmuligheder.

”De polyglotte elskere” rækker ind i tidens skoldhede diskussioner, men er i samme bevægelse en roman, der viser, at netop romanen kan bruges til at fastholde gamle strukturer eller til at blotlægge dem for læseren. Det er et stort ansvar at skrive. Det ved Wolff. Og alle, der læser hendes roman.