Har de mon glemt, at det er i dag? Scenen ligger øde hen. Ikke en rekvisit, ikke en kulisse at se. Så myldrer de frem fra alle sider. Spreder en presenning ud over gulvet; dækker op til kamp. Det bliver blodigt.
Vi er midt i den trojanske krig, den mest sagnomspundne og hyppigt fortolkede begivenhed i den græske mytologi. Krigen mellem trojanere og grækere raser på 10. år, og en hær af krigeriske kvinder – amazonerne – blander sig nu under ledelse af den frygtindgydende amazonedronning Penthesilea, ikke for at erobre Troja, men for at skaffe mænd, avlsdyr at forplante sig med.
Sagnet om de selvberoende kvindekæmpere (ama-zone betyder angiveligt ”uden bryst” og henviser til myten om, at de kvindelige krigere skar det ene bryst af for bedre at kunne betjene bue og pil) appellerer umiddelbart til vores kønspolitiske tider – og man har da også føjet undertitlen ”krig mellem kønnene” til Heinrich von Kleists udsøgte sørgespil ”Penthesilea” fra 1808 for at signalere relevans. Mere har man dog heldigvis ikke gjort sig i at overdænge iscenesættelsen med MeToo-referencer og anden stavepladeaktualisering.
Det egentlig interessante er nemlig ikke kønskrigen i politisk forstand mellem matriarkat og patriarkat, men den universelle skildring af, hvor grueligt galt det går, når stoltheden spænder ben, og kærligheden bliver til krig. Hvordan mennesket ideligt føres ad dunkle veje, farer vild i en verden af uigennemskueligt, selvskabt kaos.
På homerisk vis nedsænkes personerne i dyb eksistentiel tvivl og splittelse mellem den guddommelige orden og hjertets lyst. Det er mødet mellem Penthesilea og Achilleus, den græske hærfører, der sætter miseren i gang og dømmer ordenen ude. Hun øjner ham på kamppladsen, den smukke fjende, og forelsker sig fatalt. Og dog er hun jo stavnsbundet af den søsterlige pagt, af amazoneloven om, at mænd er til for forplantning, ikke forelskelse.
Den umage kærlighed skaber vild opstandelse i begge lejre. Fundamentet slår revner under de unge elskende, der selv kommer i tvivl om, hvorvidt lidenskaben har rod i kærlighed eller had.
Johanne Louise Schmidt er frygtindgydende fænomenal i sin gestaltning af den martrende splittelse mellem fornuft og følelse. Med et gigantisk register veksler hun lydefrit i sindsstemninger; fra ildspyende vrede og valkyrisk blodtørst over blussende ungpigeforelskelse til et næsten Ofeliask sammenbrud til sidst. Over for hende er der stærkt og stoisk modspil fra den dygtige Morten Burian, der dog på premiereaftenen kludrede lidt i blankversene.
Og netop blankversene – hvilke vers! – gør forestillingen til en fuldendt nydelse. Von Kleists ordkunst er suggererende, profund og fyldt med skarpsindige paradokser, uro og ironi. Man opsluges, hvirvler rundt, fortabes i og fortrylles af teksten. Det er så blændende velskrevet, at man undervejs undres over, at von Kleist så sjældent sættes op på de danske scener. Det er en krævende tekst for såvel publikum som skuespillere, men ensemblet løfter opgaven overvejende godt, og det er nationalscenens nye husinstruktør Sigrid Strøm Reibos store fortjeneste. Hun har formået at sikre den rette dosering af virkemidler, som parrer den teksttunge tragedie med en effektfuld elektronisk lydkulisse, en ildevarslende rytme som marcherende soldater og passager af svimlende smuk moderne dans.
Eneste anke angår scenografi- og kostumevalg. Her har Jonas Fly omsat krigszonens kaos til et underspillet øvelokale-udtryk med rekvisitkasser, synlige ledninger og mikrofonstativer; en ikke-scenografi. Kostumerne er udtrådt træningstøj fuldendt med knæbeskyttere og skridtbind. Og selvom et klassisk emne jo ikke partout kræver et udstyrsstykke af et kostumedrama, er der nu alligevel noget pubertært poppet over den demonstrative grimhed, som insisterer på at skabe en modvægt til den opstyltede tekst.
Lad det nu ligge. Vi kan kun glædes over omsider at se den fænomenale tyskers tekst så flot på scenen – og så med selveste ordoraklet Inger Christensen som oversættende medium. Her er en forestilling, der viser vejen for, hvordan man fortolker en krævende klassiker; modigt, seriøst, sanseligt, uden at vrænge af forlægget.