Gammelgaard ligger på Bregninge Mark på Ærø. Den trelængede bindingsværksgård omtales angiveligt første gang i 1734, men da lå den et andet sted. I 2008 blev gården overtaget af to teologer fra Aarhus, ægteparret Doris Ottesen og Viggo Mortensen. Inden da ejedes den senest af Colette Havsteen-Mikkelsen, enke efter arkitekten Alan Havsten-Mikkelsen, en søn af kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen, der også boede på Ærø.
For Viggo Mortensen, den fynske bondedreng, der blev dr. theol. og professor i global teologi samt direktør for Studieafdelingen i Det Lutherske Verdensforbund i Genève, er gården imidlertid ikke alene en konkret bygning, men også et symbol på en udvikling, som er foregået i hans levetid, og som han selv har været en del af.
En udvikling – eller snarere afvikling – i en ”periode, hvor vi har set en livsform, det danske familiebrug med de dertil hørende institutioner, blive til og gå under”.
Derom – og mere endnu – har han skrevet en væsentlig bog, ”Gammelgaard – En udkantshistorie og en fremtidsvision”, hvor han med gården som udgangspunkt bidrager til forståelsen af de store samfundsændringer, der skete i sidste halvdel af det 20. århundrede, ”hvor landet grundlæggende har ændret sig, fordi produktionen og dermed kulturen er blevet en anden”.
Mortensen involverer sig i sagen med lige dele indsigt og engagement. Og som undertitlen mere end antyder, er det ikke mindst for fremtidens skyld, han sætter ind. Den fremtid, som han må tro på er mulig.
Men han skulle åbenbart flytte til Ærø for at få øje på den. Det er hans – uden tvivl nu forstærkede – erfaring, at ens syn på virkeligheden er afhængigt af, hvorfra man ser den. Om det er fra byen eller fra udkanten.
Med en flytning bliver perspektivet et andet, hvad der for Mortensens vedkommende har ført til et aktivt medlemskab af bevægelsen ”Oprør fra Udkanten”, overbevist som han er om, at det er fra marginen, fornyelsen kan ventes.
En række personer kommer ud fra forskellige positioner i forhold til de behandlede temaer til orde, dels i interviews, dels i egne indlæg. Men det er Viggo Mortensen, der knytter det hele sammen og i klare, skarpt skårne tekster tydeliggør bogens overordnede ærinde. Som for eksempel i det vigtige afslutningskapitel med titlen ”Hvorfor skal vi huske?”
Følgende passager er nogle af dem, der burde få mennesker i en fortravlet tid til et øjeblik at stå eftertænksomt stille: ”I traditionen er nedfældet en grundlæggende viden og erfaring, som ikke uden videre kan erstattes. Og som i det mindste er god at kende”.
Forfatteren henviser til den tidligere i bogen præsenterede gennemgang af Gammelgaards bygningshistorie og finder det demonstreret, at ”det folkelige boligbyggeri (er) forankret i traditionen. I den ligger der uudtømmelige ressourcer af viden og erfaring, som den kollektive hukommelse opbevarer”.
Viggo Mortensen dvæler i samme afsnit ved Frihedsstøtten på Vesterbro i København, rejst i taknemmelighed for stavnsbåndets ophævelse og landboreformerne i 1788. Om frihedsstøtten er det sagt, at den er ”et symbol på national samhørighed. Den binder land og by sammen”. ”Det er det, vi behøver igen”, tilføjer Mortensen.
”Den omsiggribende centralisering og funktionstømningen af landdistrikterne, der gør landet til udkant, sætter den nationale samhørighed på spil”.
Det er ind i den situation, bogen taler. Og det gør den ikke alene i tekst, men også med mange fotos, udtryksfulde og smukke fra først og fremmest Ærø i fortid og nutid. Man bladrer sig frem til forventning, når man første gang står med bogen. Og en forventning, der ikke skuffes. ”Gammelgaard” er en understregning af, hvor meget en udkant kan have at give. Man skal være fjerntboende planlægger for ikke at kunne se rigdommene.