Prøv avisen

Fremtidens kunst bliver mere kvindelig

-- Jeg tror, at vi i det hele taget kommer til at se mere kunst med et socialt ansigt, siger kunsthistorikeren Maria Fabricius Hansen, der sætter udviklingen i forbindelse med "feminiseringen af kunstlivet". -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Kvinders indtog i kunsten gør den mere tværfagligt og socialpolitisk, vurderer dr.phil. Maria Fabricius Hansen fra Ny Carlsbergfondet

Der var engang, hvor den sande kunstner sad og malede sine værker i sit ensomme elfenbenstårn. Men i dag søger stadig flere kunstnere sammen i (arbejds)fællesskaber med andre kunstnere eller helt fremmede faggrupper. Forklaringen skal blandt andet findes i, at der er kommet flere kvindelige kunstnere til, mener kunsthistoriker, dr.phil. Maria Fabricius Hansen, der selv er med til at fordele fondskroner til kunstlivet som medlem af direktionen i Ny Carlsbergfondet.

– Vi er ved at ændre syn på kunstnerrollen i disse år. Og det hænger også sammen med en form for feminisering af kunsten, der vokser stærkt frem i øjeblikket. Men den proces har egentlig været i gang op gennem hele det 20. århundrede, siger Maria Fabricius Hansen fra sin mahognistol i biblioteket på 3. sal i det gamle bryggerhus i Brolæggerstræde i hjertet af København. De bugnende bogreoler og bordet i mellem os er også af mahogni. Og rummet emmer i det hele taget af tung, klassisk stil – og klassisk maskulin magt. Det er herfra, at fondens mange millioner bliver fordelt. Pengene bliver typisk brugt på kunst i traditionel forstand, der "praktisk anvendeligt" kan pryde landets skoler, hospitaler og museer. Men både kunsten og kunstnerrollen er under forandring i disse år, fortæller hun:

– I det modernistiske kunstbegreb så man kunstneren som et individ, der havde en særlig indsigt eller kreativ sans. Han, for det har typisk været en mand, kunne så lave et kunstværk, der kunne give andre mennesker en særlig indsigt. Man har altså forstået kunstneren som et ensomt geni, der sidder på sit loftskammer og arbejder på sit værk. Det syn på kunstneren er faktisk relativt ungt, historisk set. For man så på kunstneren på en anden måde før i tiden, og i dag er det igen ved at blive til noget andet. I dag er der kunstnere, der arbejder med et større socialt engagement, end man har set før, så kunst og socialt arbejde nærmest smelter sammen. At servere en skål suppe kan pludselig blive en kunstnerisk praksis. Den holdning så man allerede dukke op i 1960?erne, for eksempel med Bjørn Nørgaards og Eks-skolens aktioner. Men nu er den politiske kunst ved at komme tilbage. Det kan man se på kunstnere af vidt forskellig art som FOS, Kenneth Balfelt, Kerstin Bergendal, Superflex og Olafur Eliasson.

Vi vender tilbage til den nye form for politisk kunst, der måske er hjulpet på vej af flere kvindelige kunstnere. For den danske kunstner Olafur Eliasson leder os hen mod en anden tendens, som Maria Fabricius Hansen mener vil farve fremtidens kunst.

– Der er mange kunstnere i dag, der nærmest arbejder naturvidenskabeligt, hvor det er svært at skelne mellem kunst og forskning. Det er Olafur Eliasson et eksempel på. Er han ingeniør, designer eller kunstner? Han er sådan set det hele på en gang, og han kunne ikke lave sine værker uden et nært samarbejde med nogen, der havde en særlig viden inden for den teknologi. På den måde opstår der en ny tværfaglighed i kunsten, som både kan gå i retning af et samfundsengagement og i retning af en hybrid mellem naturvidenskab og kunst, som også er ny og anderledes. Der er en kunstner, der hedder Eduardo Kac, der for nogle år siden skabte en genmanipuleret kanin, der kunne lyse grønt ved infrarød belysning. Og der kan man også spørge, om det er genteknologi eller kunst, men grænserne er blevet flydende. Og det, tror jeg, vil fortsætte i fremtiden.

Men selv de gamle egyptere samarbejdede da også kunstnere og håndværkere imellem?

– Ja, netop. For hvis man går tilbage til før den moderne tid, var kunst, kunsthåndværk og teknologi et fælles felt. Dengang arbejdede en kunstner sjældent alene. For én var god til at male, og en anden var god til at lave guldrammerne.

Hun peger dog på, at en kunstner som Leonardo da Vinci allerede forstod at arbejde moderne.

– Leonardo da Vinci kunne både lave skitser til arkitektur og skulpturværker, ligesom han havde alle sine notesbøger med sine mærkelige opfindelser, der gjorde det svært at bestemme, om han var kunstner eller ingeniør. På den måde adskilte han sig ikke så meget fra Olafur Eliassons bredt favnende måde at arbejde på. Samtidig fordybede han sig i sine malerier, der blev helt enestående, så de blev samleobjekter.

Så fremtidens kunstnere skal igen være universalkunstnere som i renæssancen?

– Det kunne man næsten håbe på. En af de ting, der blev smidt ud med badevandet fra ungdomsoprøret, var respekten for historien. Men der findes også en længsel i tiden efter den forankring, som historien kan give os. Det er den grundsplittelse, der præger vores tid. For der findes også en dovenskab i tiden, der gør, at vi zapper videre, hver gang vi møder modstand og udfordringer i stedet for at fordybe os. Og mange mennesker lever netop i en historieløshed, der slet ikke kan sammenlignes med ældre dannelsesidealer om at favne bredt og lære af fortiden. Tidens rastløshed gør os hurtigt historieløse, men samtidig er der et enormt behov for forankring og identitet. Det er jo derfor, at folk render til alle former for terapi for at finde et holdepunkt i tilværelsen. Og den udfordring står kunstnerne også med. For de problemer, vi har som samfund, har kunstnere jo også.

Maria Fabricius Hansen kigger op:

– Kunst er jo netop også en måde at forholde sig til tilværelsen på. Derfor er det også vigtigt, at vi nu har fået en kulturminister, der sætter pris på, at kunstnere og kunstforskere sætter sig ind i deres stof. For siden Fogh ville afskaffe eksperter i 2001, har der nærmest været en uvilje mod viden, siger hun og slipper et lille suk ud mellem læberne, inden hun sender de næste sætninger ud for fuld kraft:

– Man siger, at man vil satse på forskning, men samtidig bliver vi forskere udsat for voldsomt bureaukrati, mens de studerende skal presses hurtigst muligt gennem studierne. Bare man kunne udtænke et system, der belønnede de studerendes dygtighed i stedet for deres gennemførelseshastighed. For det er ikke sådan her, at man får forskning i verdensklasse. Og jeg synes især, at der har været for lidt respekt for de humanistiske og kunstneriske fag. Man har en holdning om, at alles mening er lige meget værd, når det gælder kunst og kultur, som om der ikke er nogen faglighed omkring det. Og når alles mening er lige meget værd, kan man også skære ned på det, man ikke selv kan se kvaliteten af. For der er et politisk krav om, at alt skal kunne fattes af alle. Men det kan ende sørgeligt. Vi ser det allerede, hvor man fjerner de praktisk-musiske fag fra folkeskolen og skærer ned på universiteterne. Men man glemmer, at kunst er nøglen til at forstå mennesket.

Kunsthistorikeren har talt sig varm. For nu er hun inde ved kernen af sit eget kunstbegreb:

– Trangen til at skabe billeder har altid ligget i mennesket. Det er en af de vigtigste egenskaber, der adskiller os fra dyrene. Og man kan se trangen til at skabe billeder helt tilbage fra hulemaleriet eller de simple mønstre i den tidligste keramik. For billeddannelsen har med vores forestillingsevne at gøre. Det gælder jo både sprogbilleder og fysiske billeder. Og derfor er jeg også sikker på, at billeddannelse vil være en del af fremtidens kunst. Præcis hvordan den kommer til udtryk er svært at sige. Men kunst har at gøre med det at være menneske. Og det vil den også have i fremtiden.

Hvordan tror du, at kunstnerne vil spille sammen med de nye medier?

– Der er ingen tvivl om, at internettet også har revolutioneret kunstverdenen. Og min egen generation har nok ikke engang fattet, hvilke muligheder det har givet. Men flere kunstnere er blevet mere uafhængige af museerne og fondene, fordi de kan finde deres eget publikum på nettet, der måske også kan bruges til helt nye kunstgenrer. Og ligesom kunstbegrebet er ved at forandre sig, står museerne også med en ny udfordring i forhold til at favne den nye kunstneriske praksis, man kan finde på nettet. Men mange kunstnere er stadig i et personligt dilemma. Mange af dem vil gerne lave noget nyt og anderledes, men samtidig vil de også gerne have den anerkendelse, der ligger i de klassiske kunstinstitutioner. De skal jo også have nogle penge at leve for, og de fleste ønsker dybest set også den anerkendelse, der følger med at sælge et værk til et kunstmuseum. Men der er helt klart et paradoks omkring de mere uhåndgribelige kunstformer og performere, der gerne vil være nyskabende, men også gerne vil anerkendes af de etablerede institutioner.

Ny Carlsbergfondet er vel også med til at definere, hvad god kunst er?

– Ja, helt klart. Men der ligger stadigvæk en form for konservativ tænkning i vores praksis. For selve den måde, vi arbejder på, sigter jo meget mod det, man kunne kalde anvendelig kunst, der kan blive anbragt ude i samfundet. Men god kunst behøver jo heller ikke nødvendigvis at bryde de konventionelle former. Kunstneren Erik A. Frandsen, der for nylig har færdiggjort en udsmykning for fondet, er for eksempel god til at favne det flygtige og det historietunge på en gang. Og sådan findes der rigtig mange dygtige kunstnere herhjemme. Problemet for os er snarere yderpunkterne, der består af en mere flygtig event.

Hvor ser du hovedtendensen i fremtidens kunstliv?

– Jeg tror, at hovedtendensen er, at kunstbegrebet er ved at brede sig ud igen. Selvom der nok stadig vil være folk, der står alene og maler billeder, tror jeg, at en form for tværfaglighed vil vinde frem mange steder i kunstlivet. Der vil være en dybde, der forsvinder, men samtidig vil der blive fyldt nye felter ud med nye former for værker, som vi ikke har set tidligere. Og så tror jeg, at vi vil se mere politisk kunst. I en del år har en stor del af kunsten været konceptuel eller æsteticerende, men nu oplever vi økokunst, biokunst og klimakunst, der har genindført den politiske kunst. Jeg tror, at vi i det hele taget kommer til at se mere kunst med et socialt ansigt. Det har også en vis forbindelse til feminiseringen af kunstlivet. Der er jo mindst lige så mange kvinder, der går på kunstakademierne som mænd. Og det bringer noget nyt med sig, som mere går i retning af fælles projekter.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk

Maria Fabricius Hansen

Født i 1964. Nysproglig student fra 1982 og derefter studier i kunsthistorie ved Københavns Universitet fra 1983. Hun blev mag.art. i 1992 og forsvarede sin ph.d.-afhandling om ruinbilleder i 1997. I januar 2005 kunne hun kalde sig dr.phil. fra Aarhus Universitet, hvor hun har været ansat siden 1998, først som adjunkt og siden 2002 som lektor ved Afdeling for Kunsthistorie, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. I 2006 modtog hun Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris, Aarhus Universitet. Og siden 2007 har hun desuden været medlem af Ny Carlsbergfondets direktion.Fem bud på fremtidenStørre feminisering af kunstverdenenMere politisk kunstMere samspil med den teknologiske verdenMere kollektiv kunst, der er lavet af fællesskaber i stedet for af enkeltindividerMere kunst uden for museerne – for eksempel på internettet