Prøv avisen
Bog

Fremtidsgyser med en ny begyndelse

3 stjerner
"At læse bogen er som at overvære en heftig actionfilm. Ulla Dahlerup skriver anskueligt og konkret. Man ser scenerne og miljøerne for sig. Men det hele forekommer forgrovet," skriver anmelder Claus Grymer om Ulla Dahlerups (billedet) nye bog "Storhedsvanvid". Foto: Lars Daniel

Ulla Dahlerup går konsekvent til yderligheder i sin roman ”Storhedsvanvid”

Ulla Dahlerups roman ”Storhedsvanvid” er, hvad hun kalder den: ”En fremtidsgyser”. Effekterne står nærmest i vejen for hinanden, når hun udmaler de dybt foruroligende perspektiver for et liv – et umuligt liv! – i et fattigt og totalitært samfund ledet af en regering bestående af Enhedsvejen og Islamisk Fredsfront.

Over hele landet er ringende kirkeklokker blevet forbudt. Mange kors er brækket ned. I en kirke har efterretningsvæsenet installeret videoovervågning i Jomfru Marias øje på altertavlen, så man kan se, hvem der vover sig indenfor. Efter den revolution, der er gennemført, blev det forbudt at fejre kristen jul. Men det ville danskerne ikke finde sig i. Så de fortsætter med at fejre jul på vanlig vis.

I sine beskrivelser går Dahlerup konsekvent til de mest drastiske yderligheder – og de er kun 20 år borte. Gyset rummer imidlertid også en slags ny begyndelse, der dog mest virker som et postulat. Hos den oprindelige nordiske befolkning ulmer et oprør mod den herskende undertrykkelse. Alle borgere går i lange ligeretsfrakker. Og demokratiet regnes for naivt og ubrugeligt og er derfor reelt afviklet. En central skikkelse i bogen, journalisten Morten Skriver, betror sig til sin dagbog:

”Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at Danmark nu hedder Den Demokratiske Republik Danmark, at kongefamilien holdes i husarrest, at dødsstraf for racisme og nationalisme er indført, og der tales tre sprog i Folketinget. I folkeskolerne lærer de arabisk og tyrkisk, og engelsk er forbudt. Osmanner-Tyrkiet 2 er verdens førende islamiske stat.”

Forfatteren taler med store bogstaver og står i den grad ved, hvor hun står: Europa ses som offer for et ”ensidigt humanistisk storhedsvanvid, uden tanke på konsekvenserne for den arme europæiske befolkning”.

At læse bogen er som at overvære en heftig actionfilm. Ulla Dahlerup skriver anskueligt og konkret. Man ser scenerne og miljøerne for sig. Men det hele forekommer forgrovet.

Vi føres ind i snævre gyder, hvor vi må regne med til stadighed at have fjender tæt på. For stikkere og spioner er på færde overalt. Ved arrestationer lyder anklagen gerne på, at man fører antiislamisk propaganda og endda ikke forsøger at forbedre sig. Samtidig erfarer vi, at folkestemningen er under forandring:

”Det er en sagte, afventende uro, som når kuldefronter fra Sibiriens stepper suser ind over Norden og fejer fugleflokke ned fra trækronerne.”

Man skal holde godt fast for at følge med i den eksplosive handling, der begynder med, at Morten Skriver involverer sig under dække og hverves som sikkerhedsvagt hos en tvivlsom fransk general fra en organisation, der kalder sig UNHCR. Dér kommer han i utrygt selskab med ”otte hvide europæere og 16 halvgamle, sortskæggede jihadister med blikke, der kan få andre til at skele. Jihadisterne er statsløse lejeterrorister.” Det forløb, der sættes i gang – med stadige effektmæssige overdoseringer – munder ud i en muslimsk udvandring fra Danmark.

En central biperson, den tidligere dommer Christian Skriver, fastholder ved romanens begyndelse, at det er den forbudte kristendom, der på trods af ulykkerne i tiden ”giver vores slægt sit indhold, sin dybde, tro, skønhed og livsklogskab”. Synspunktet udvikles yderligere i slutningen, hvor Skriver erindrer om en udtalelse af pave Johannes Paul II, da denne i 1979 besøgte Polen, hvor det kommunistiske styre ligeledes ville skabe et samfund uden Gud. ”Men,” sagde paven, ”Kristus kan ikke holdes ude af menneskehedens historie noget sted på jorden”.

Jeg hører Ulla Dahlerup sige noget tilsvarende.