”Jeg forsøger at kontrollere ansigtet, at gøre det helt dødt.”
Sådan hører vi hovedpersonen Vincent fortælle i forestillingen ”2084”. Han er bange for tankepolitiet, som ser og hører alt i den totalitære stat. Vi befinder os i Europia, hvor klimakrisen raser, og hvor alt kontrolleres af den virtuelle leder Big Mother. Tankeeksperimentet er interessant og måske ikke så langt fra den virkelighed, hvor vi kan genkalde os synet af landets statsminister træde frem på skærmen og erklære en undtagelsestilstand under coronapandemiens værste fase. Som i Orwells original bliver menneskene i fremtidens samfund overvåget og kontrolleret af det totalitære regime, hvor der i denne version er størst fokus på at stoppe klimakrisen gennem plantebaserede spisevaner. Kan klimakrisen kun løses ved at regulere alles adfærd oppefra, eller bør det frie valg altid råde, synes forestillingen også at have som et underliggende spørgsmål.
”2084” er stærkest, når vi kommer tæt på menneskene, deres handlinger og personlige dilemmaer. Som når Jonas Littauer og Ludmilla Faber Striim i rollerne som henholdsvis Vincent og Julie mødes et hemmeligt sted for at dyrke forbudt sex, spise tørret kød og trodse Big Mother. Desværre bruger forestillingen også en del tid på gentagelser af pointer om tilstanden i Europia, som ikke bidrager med nyt, mens vi også får en stor håndfuld lidende torturscener, der ikke skaber flere aspekter til temaet. Skuespillerne gentager desuden mantraet fra originalen i flere scener:
”Krig er fred. Underkastelse er frihed. Børnene er fremtiden,” lyder det grufuldt fra scenekanten.
”2084” slår sig i pressematerialet op på at være en ”multimedie-fremtidsversion” og et ”sansebombardement af kroppe, lys, billeder og lyd”, og sådanne ord skaber selvsagt visse forventninger til helt nye og uprøvede teknologiske landvindinger. I forestillingen fungerer Big Mother som et art svævende hologram på et lærred, hvilket er yderst stærkt og virkningsfuld, fordi man fornemmer, at hun kan dukke pludseligt op og forsvinde igen, som det passer hende. Herudover er et kamera placeret i det ene hjørne, og når en skuespiller taler ind i det, så ser vi vedkommendes ansigt helt tæt på gennem den store skærm midt på scenen. Andre gange kommer selve teksten til skuespillerens monolog frem på skærmen, så man både kan læse og høre den samtidig. De to sidste greb er ikke nødvendigvis nye, og desværre virker det heller ikke overbevisende og klart, hvorfor vi skal tilbydes lige præcis de tekniske effekter.
Dystopiske fortællinger kan i de bedste udgaver give os vigtige skræmmebilleder af fremtiden, der kan få os til at sadle om og tænke anderledes i nutiden. Forestillingen ”2084” kommer ikke helt i mål, og det er en skam – for et tankeeksperiment om både kontrol og klima virker både interessant og nødvendigt.