Freud er flyttet hjemmefra for længe siden

Klummeskriveren oplever, at de tekster, der optog ham vildt og voldsomt i ungdommen, har tabt lidt af pusten. Alle er et andet sted i dag

Eksempler fra blandt andet den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud og historikere i tiden før 1980'erne var så sensationelle, da meget få mennesker praksis havde erfaringer med kulturforskelle og kulturelle variationer.
Eksempler fra blandt andet den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud og historikere i tiden før 1980'erne var så sensationelle, da meget få mennesker praksis havde erfaringer med kulturforskelle og kulturelle variationer. Foto: -.

Når man underviser på universitetet, kan man nogle gange blive fristet til at tage tekster fra sin egen studieungdom frem. Jeg taler ikke her om skønlitterære tekster, som er en sag for sig, men om teoretiske tekster af filosoffer, sociologer, historikere med mere, der en gang for mange år siden fik én til at se verden på helt nye måder. Men det skal man ikke nødvendigvis gøre.

For et par år siden overtog jeg et kursus med tilhørende pensum fra en kollega, og jeg konstaterede glad, at han blandt andet havde undervist i mentalitetshistorie og den franske Annales-skole. Lige noget, jeg selv gik op i, fra jeg var midtvejs i mit studium, til jeg blev færdig. Jeg puttede lidt flere tekster på: Norbert Elias analyse af spisevanerne i middelalderen, Georges Duby om det sociale drama omkring dødslejet i ridderkulturen og så videre.

Det, der fascinerede mig dengang, var den radikale historiske foranderlighed i det, man gik og troede var naturgivent. Det viste sig, at i middelalderen havde man et helt andet forhold til døden, barndommen, kærligheden, hygiejnen, ja, snart sagt hvad som helst.

LÆS OGSÅ: Ikke lykkeligt til deres dages ende

Teksterne kan godt endnu. Men der er en energi, en pulserende dynamik, der er væk. Jeg kan ikke mærke den længere. Jeg tror heller ikke, de studerende kan. Til gengæld er jeg kommet på sporet af, hvad der præcist gør forskellen på nu og dengang for 30-35 år siden.

Dengang var vi alle, i hvert fald i mine studenterkredse, pop-freudianere. Vi læste vores liv, ikke mindst vores kønsliv, i freudianske skemaer. Vi var spændt ud i et drama mellem undertrykkelse og frigørelse. Hvis vi ikke fik nok, var det samfundets skyld. Vi dyrkede ikke den rigtige Freud, der mener, at kulturens byrde er nødvendig og uomgængelig. Vi ville gerne lidt af med kulturens byrde, og den dynamik, der udgik fra historikernes tekster, var baseret på, at man her fik et indblik i perioder, hvor kulturens byrde ikke var lige så stærk, og hvor man havde et mere spontant forhold til kønnet, døden, kroppen og så videre.

Var det blot de unge hedsporer, der læste den slags ind i de ærværdige historikeres tekster? Nej, når jeg nu genlæser Elias, Ariès og Duby, kan jeg genfinde lidenskaben hos dem, den er afdæmpet, den er diskret, men den er der: Hvordan er den menneskelige tilværelse under helt andre betingelser, befriet fra kulturens byrde? Det var samme længsel, der drev det 20. århundredes antropologer, når de som Margaret Mead tog til Samoa og dér fandt den helt frie seksualmoral, der for senere iagttagere vist ikke var så fri endda.

I dag er denne pop-freudianisme fuldstændig væk. Der er ingen, der ser drifterne som éntydigt naturlige og gode, og der er ingen, der ser samfundet som en maskine af undertrykkelse. De studerende har det sikkert ikke nemmere, end vi havde, men de er individualister forstået på den måde, at de ser det som deres eget ansvar at navigere gennem et mineret terræn af udfordringer, der rummer både drifter og samfund. De er ikke med i et fælles psyko-socialt drama.

En anden ting, der går op for mig, er, at vi levede i en massiv kulturel homogenitet dengang lige før 1980. Det var derfor, historikernes og antropologernes eksempler var så sensationelle. Meget få mennesker havde i praksis erfaring med kulturforskelle og kulturelle variationer. I dag kan mine studerende diske op med det ene eksempel efter andet på fremmedartede praksisformer med hensyn til gavegivning, fester, bordmanérer og så videre. De kan hurtigt matche mine mentalitetshistorikere.

Nogle af mine studerende har simpelthen en anden kulturel baggrund end dansk, som de kan øse af, og endnu flere har rejst over hele verden og ved, hvordan man gør i Kina og alle mulige andre steder. Ethvert forsøg fra min side på at dramatisere stoffet ved at sige ja, vi synes jo, det er normalt at gøre sådan og sådan, men nu skal I bare høre falder derfor til jorden. Multi-kulturen er banal hverdagserfaring. Mono-kulturen virker som et lidt komisk og bedaget postulat.

Nuvel, der er ingen større skade sket, og så blev man det klogere. Det kan være, jeg hellere skal programsætte nogle af de tekster, jeg burde have læst i min ungdom, men som jeg fravalgte, fordi de var alt for kedelige. Måske varer kedsommelighed længst.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv