Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kommentar

Forfatterdagbøger er at velgørende sted at søge styrke og blive bestyrket i sin tro på livet

Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

Kvindelige forfatteres generøse dagbøger, optegnelser og erindringer er enestående livsvejledning for søgende sjæle

Jeg har en hylde fuld af helte. Kloge kvinder, jeg tyer til, når livet er svært, vidunderligt eller uoverskueligt. Ledende stjerner, der har levet både længere og langt mere eftertænksomt end jeg.

Den amerikanske intellektuelle Susan Sontag (1933-2004) er min mor. Hendes dagbøger er udgivet posthumt. Jeg slår op i hendes ungdomsskrifter – ”Reborn: Journals and Notebooks 1947-1963” – når jeg prøver at forstå, hvorfor jeg er blevet, den jer er. Jeg finder ”As Consciousness Is Harnessed to Flesh: Journals and Notebooks, 1964–1980” frem, når jeg leder efter retning, når livet bliver rastløst:

”My various selves – woman, mother, teacher, lover, etc. – how do they all come together? And anxiety at moments af transition from one role to another. Will I make it fifteen minutes from now?”

(Mine mange jeg’er – kvinde, mor, lærer, elsker og så videre – hvordan bringes de alle sammen? Og angst i øjeblikke med overgang fra en rolle til en anden. Vil jeg klare det 15 minutter fra nu?)

Den britiske forfatter Virginia Woolf (1882-1942) er min søster, når hun giver lektioner i livet. Den smukt oversatte og nyligt udgivne ”En forfatters dagbog” er selvhjælpslitteratur skrevet uden hjælpen for øje. Her er læsningen en øvelse ud i empati og et kærkomment forsvar for det uperfekte. For bag Woolfs præcise prosaværker gemmer sig en usikker, søgende kvinde.

Sontags og Woolfs øvrige værker er forbilledligt fortættede. Men dagbøgerne er famlende og derfor fulde af en helt anden visdom, for mig en sandhed. I et travlt liv, hvor de dybe samtaler om livet ikke kan presses ind i de afmålte kalenderaftaler, kan en dialog med ordene på siderne, både de hastigt nedkradsede noter og de formfuldendte beskrivende passager, give den livsfylde, der ellers kan mangle.

Den amerikanske forfatter og essayist Joan Didion (1934 –) er min mormor, sangerinde og forfatter Patti Smith (1946 –) min gudmor. Didions ”Blå timer” og ”Et år med magisk tænkning” lærer mig, hvordan det er at miste. Som mor og som ægtefælle. Smith giver på ny opmærksomhedens evne til at sanse, til at se, til at læse og til at leve.

Erindringsværkerne er gennemarbejdede, har en helt anden selvbevidst skønhed. Derfor er det dagbøgerne, der har flest æselører, er mest skamlæst. For det skændige ved selvet, det oprigtigt uskønne, står her frem på de private sider. Her er følelserne, som ordene bliver til på, ikke redigerede, ikke gennemskrevne. Og adgangen til så sublime bevidstheder, så fjerne fra ens egen, er en generøs gave til hver en livsfase.

Kapitler, jeg før læste hen over, kan jeg nu græde over. Det, der før optog mig, træder nu i baggrunden.

Forfatterdagbøger er at velgørende sted at søge styrke, blive bestyrket i sin tro på livet. Og tænk at kunne gå i terapi hos Virginia Woolf, få livsvejledning af Susan Sontag. Gennemleve sorgens faser og øve sig i at miste med Joan Didions erindringer, få indblik i kunstnerens skabende kraft med Patti Smith.

Det kan måske lyde som helligbrøde at bruge intellektuelle superstjerner som psykologer. For mig er det en livsgave og en ledetråd.