Prøv avisen

Fri os for dyrplageri

I USA tilhører mange af de vilde jægere den fundamentalistiske højrefløj af de kirkelige miljøer. Og de er altså ved at udrydde deres medskabninger i Guds navn, siger den canadiske forfatter Jeffrey Moore. Foto: Søren Staal.

Jeg tror faktisk, at man i fremtiden vil se tilbage på vores tid som barbarisk, siger den canadiske forfatter Jeffrey Moore, der er aktuel på dansk med romanen Jaget vildt

En dag døde den canadiske forfatter Jeffrey Moores kat under mystiske omstændigheder. Det skete, efter at han var flyttet til Udkantscanada i et bjergområde, hvor det både vrimlede med vilde dyr og vilde jægere.

LÆS OGSÅ: "Rituel slagtning er dyrplageri"

Jeg tror, at det var en jæger, der skød min kat for sjov. Jeg kan ikke bevise det, men jeg hørte skud, og jeg så patronhylstre på vejen. Og den episode fik mig til at begynde at researche på, hvordan vi behandler dyr, fortæller Jeffrey Moore, der er aktuel på dansk med romanen Jaget vildt.

Romanen er endnu ikke er udkommet på fransk i Canada, selvom han selv bor i den fransktalende del af Canada. Men Moore giver faktisk sit interview til Kristeligt Dagblad dagen før den store franske avis Le Monde som led i et europæiske bogfremstød. Og det bliver hurtigt klart, at Jeffrey Moore ikke bare er en forfatter, der vil sælge en god historie. Han er en mand med en sag.

Efter at han fandt sin kat død og begyndte at undersøge jagtmiljøet i Canada, opdagede Jeffrey Moore nemlig, at den ene dyreart efter den anden blev udslettet på grund af ulovlig jagt i Canada. Det var dog først, da han selv befriede et dyr, at han fik den afgørende inspiration til sin roman:

Et stykke tid efter at min kat døde, så jeg en hund, der var lænket til et lille hundehus på en grund i nærheden. Jeg syntes, at den havde et ulykkeligt udtryk i ansigtet, så jeg ventede, til det blev mørkt, og gik hen til huset, hvor jeg efterlod en slags trusselbrev til ejerne om at behandle hunden ordentligt, siger Jeffrey Moore og ser op med et vildt udtryk i øjnene, der er svært at bestemme:

Jeg kan ikke huske, hvad jeg skrev, men jeg tror, at jeg truede med at ringe til politiet eller brænde deres hus ned eller noget i den stil. Det var i hvert fald nærmest skrevet i vrede i en Hells Angels-agtig tone med barnlig skrift. Og næste dag gik hunden frit omkring i haven, og sådan fortsatte den med at logre rundt, hver gang jeg kom fordi. Fuldstændig forandret. Og det gav mig inspirationen til at skrive en roman, der handlede om, hvordan dyr blev reddet, forklarer Jeffrey Moore.

Jaget vildt handler om et umage venskab mellem en midtvejskriseramt mand og en idealistisk pige, der finder sammen, efter at pigen er blevet slået halvt ihjel af den lokale illegale jægermafia, fordi hun har vidnet mod de skydegale krybskytter i området.

Amerikanske jægere er ikke særlig glade for min roman. Men jeg tror først for alvor, at der kommer en reaktion, når bogen udkommer på fransk i Canada, hvor der er brug for en debat om jagt. Den ulovlige jagt er enorm. Det er blevet en hel industri, ligesom korruptionen blandt skovbetjente er udtalt. Og medierne er med til at forstærke den barbariske jagtkultur.

I Canada er der for eksempel jagtmagasiner i fjernsynet, hvor man kan se, hvordan de sætter store fade med honning frem til bjørnene, som de så skyder for sjov, fortæller Jeffrey Moore:

Jægerne står og ryster af spænding, inden man kan se fryden i deres ansigter, når de skyder bjørnen i hovedet. Men hvad er udfordringen i det? spørger Moore og tilføjer:

De fleste bliver frastødt, når man hører om vidoeoptagelser af mord eller voldtægter af mennesker, men når det handler om dyr, er der ingen, der protesterer. Og i min roman fremstiller jeg jægerne som maskiner uden nogen empati. De er kujoner, der skyder dyr for at styrke deres egoer, fordi de har et eller andet at kompensere for mentalt, psykologisk eller intellektuelt.

Der findes vel trods alt også mere sympatiske jægere?

Jeg kan forstå, at man jager for at skyde et dyr, som man vil spise. Eller skyder dyr i selvforsvar. Men ellers forstår jeg ikke, hvorfor det er nødvendigt at dræbe dyr i en fuldstændig unfair kamp for sjov. Ironisk nok siger mange jægere, at de er blevet jægere, fordi de elsker naturen. Men hvorfor kan de så ikke nøjes med at tage billeder af dyrene?

Nogle siger også, at de bliver jægere for at komme i kontakt med deres urmenneske

Ja, instinkter har vi jo stadig, men det betyder jo ikke, at man skal følge dem for enhver pris. Jeg tror for eksempel, at mange mænds hulemandsinstinkt giver dem lyst til at voldtage kvinderne på gaden, men det, der gør os til civiliserede mennesker, er, at vi holder instinkterne tilbage. Og det burde man også gøre, når det handler om dyr. Men mange amerikanske jægere slår oven i købet dyr ihjel for sjov med Bibelen i hånden, fordi de mener, at vi er skabt til at dominere over dyrene. Selv er jeg ateist og mener, at vi burde tænke mere over, at vi stammer fra dyrene.

Andre kristne ville måske også vægte forvalteransvaret i Bibelen mere

Ja, måske. Men i USA tilhører mange af de vilde jægere den fundamentalistiske højrefløj af de kirkelige miljøer. Og de er altså ved at udrydde deres medskabninger i Guds navn. Men det er jo heller ikke kun jægere, der behandler dyr dårligt. Se blot på, hvordan man fremstiller kød. Selv spiser jeg ikke rødt kød og kun økologisk kød fra fritgående dyr. For jeg ved, hvordan man ellers behandler dyr i landbruget. Men i grunden burde jeg være vegetar. Og jeg tror faktisk, at man i fremtiden vil se tilbage på vores tid som barbarisk. Det vil tage tid, men om 100 år tror jeg, at de fleste mennesker er vegetarer. Det er simpelthen uholdbart at fælde regnskov for at gøre plads til kvæg, så McDonalds kan lave flere burgere. Og med det tempo, jordens befolkning vokser i, bliver vi nødt til at finde andre løsninger end at bygge større og større svinestalde. Men ændringen vil tage tid. For på mange måder har vi mistet kontakten til dyr som moderne bymennesker, der ud over kæledyr kun møder dyr i fryseboksen. Og min drøm er, at vi kommer til at betragte alle dyr med samme kærlighed som vores kæledyr.