Prøv avisen
Bog

Fri som fuglen

Romanen beskriver et dystopisk samfund, der er kendetegnet ved kun at acceptere kvinder. Mænd jages bort fra byen, ud i skoven, og skulle de formaste sig til at vende tilbage til byen, skydes de simpelthen ned af patruljerende vagter, fortæller Kristeligt Dagblads anmelder om ny roman. Foto: Vild Maskine.

Jan Roar Leikvolls første roman på dansk beskriver med en symbolsk realisme individets længsel efter at blive sig selv

Den norske forfatter Jan Roar Leikvoll (1974-2014) har efterladt sig et forfatterskab på fire romaner, hvoraf den sidste nu - som den første - er oversat til dansk. Den norske presse har uforbeholdent applauderet hans prosa som poetisk og suggestiv. Den danske pressemeddelelse lægger da heller ikke en dæmper på, når den kalder Leikvoll for en ”af de mest interessante og unikke stemmer i norsk litteratur”, og det bliver næsten for meget af det gode, når det afslutningsvis lyder, at det var et af hans sidste ønsker at blive læst uden for Norge.

For mit eget vedkommende er jeg ikke helt så overbevist om de påståede kvaliteter ved Jan Roar Leikvolls ”Sangfuglen”. Forfatterens poetiske stil er som bløde dun, der glider hen over kinden lidt for mange gange, og den romantiske kunstnermyte om, at kunstnerisk genialitet forudsætter smerten ved tabet, virker noget utidssvarende.

Romanen beskriver et dystopisk samfund, der er kendetegnet ved kun at acceptere kvinder. Mænd jages bort fra byen, ud i skoven, og skulle de formaste sig til at vende tilbage til byen, skydes de simpelthen ned af patruljerende vagter. Romanens jeg-fortæller er en dreng, som efter sin mors ønske skjuler sin kønsidentitet bag navnet Jakoba, lange fletninger og pigetøj helt ind til trusserne. Hans største talent er sangen, og han optages på en attraktiv sangskole med udsigt til at blive en anerkendt sanger.

Prisen er, at han skal lade sig kastrere, men Jakoba er slet ikke så fokuseret på at opnå succes, som hans omgivelser er det. Han er langt mere nysgerrig efter at forstå sig selv i relation til det ufrie og voldelige samfund, han er ved at få øjnene op for, hvor den ydre vold driver i gaderne om natten, mens den indre vold fremtvinger en kvælende ensretning.

Romanen har kun en spinkel handlingstråd. Det vigtigste moment heri er Jakobas første forelskelse i den jævnaldrende tjenestepige Tikva. Den sitrende forening med en af det andet køn bremses resolut af den årvågne sanglærer, hvorefter Jakoba efterlades med et tab af den elskede og en nyerhvervet viden om kærlighedens mysterium.

Begge dele giver ham i første omgang de - romantiske - betingelser for at synge sjælfuldt: ”Savnet af Tikva fik mig til at synge bedre end nogensinde før, (“) aldrig før havde jeg ønsket så dybt, at Tikva lyttede og ventede udenfor, at vi, så snart jeg var færdig, skulle være sammen, sådan som vi var i nat, og alle timerne mellem os være væk, være sammen“”

Frem for at vælge den tilrettelagte sangkarriere vælger Jakoba en helt anden vej. ”Malinovskaja havde vist mig, hvordan mænd kunne synge, og hvorfor kunne jeg ikke blive sådan, der måtte da findes andre måder at leve på”. For mig at se, er dette kernen i Jan Roar Leikvolls roman. Sagt med andre ord, hvis de nuværende omstændigheder, hvorunder vi lever vores liv, ikke giver os plads til at være den, vi er, så må vi finde andre måder at leve på.

Den enkelte skal ikke tilpasse sig samfundet, men omvendt, og den sandhed kan jo ikke gentages ofte nok.