Det er så at sige ingenting, vi ved om Niels Ebbesen. Vi ved, at han slog Grev Gert af Holsten ihjel i Randers den 1. april 1340. Vi ved, at han stod i spidsen for en jysk rejsning mod holstenervældet, der indtog en borg mellem Randers og Viborg og senere belejrede Skanderborg, hvor Niels Ebbesen og to af hans brødre faldt i et slag 2. november. Han var væbner, altså adelsmand, men hvilken slægt, han tilhørte og hvor hans gods var beliggende - det ved vi ikke.
Om hans dåd i Randers fortæller en jysk årbog med tydelig tilslutning - en krønike fra Lübeck derimod med en lige så klar afstandtagen fra det skændige drab på en syg mand. Så har vi den bekendte folkevise. De historiske viser er svære at fortolke - men den fattige kælling, der gav ham det ene af sine to brød, for »han vog den kullede greve« tyder på et tidligt fæstnet billede af Niels Ebbesen som en folkelig, dansk frihedshelt.
Niels Ebbesen blev i det nationale 1800-tal en af dansk histories helte, og han kom op at stå på torvet i Randers. Den 1. april 1940 var det 600 år siden, han havde dræbt Grev Gert, og denne lejlighed benyttede såmænd DNSAP på en hverveplakat. Da besættelsen kort efter indtraf, kaldte Niels Ebbesen så at sige på at blive mobiliseret i modstanden. Og det var ikke mindst digteren Kaj Munk, der greb skikkelsen. Kaj Munk tog ham med ind i de foredrag, han holdt landet over. Niels Ebbesen besad evnen til at vække de følelser, der havde slumret hos alle, sagde Munk i Studenterforeningen i Århus - altså viljen til modstand.
Arbejdet på et skuespil med Niels Ebbesen som tema påbegyndte Kaj Munk allerede i foråret 1940, og i juni måned havde han det første udkast færdigt. Også dette skuespil indgik i hans foredrags- og oplæsningsvirksomhed. Den endelige udgave af skuespillet udkom 9. april 1942 og var tilegnet vort unge mandskab af 9. april. Så kunne udmeldingen ikke være klarere. Bogen blev straks beslaglagt af de tyske myndigheder, men ikke mindre end 14.000 eksemplarer var nået ud til boghandlerne og videre til kunderne.
»Godt befriende«, kommenterede en forfatterkollega, Martin A. Hansen, og skuespillet forblev på Munks repertoire, når han fortsat tog landet rundt og læste op. Ved juletid 1942 skrev han, at han snart var træt af at læse Niels Ebbesen op, »men Gud vil, at jeg bliver ved«. Og appellen havde måske fænget, men endnu ikke vakt den aktive modstand.
Af de eksemplarer, der undgik de tyske myndigheders beslaglæggelse, nåede en del til Sverige, og her fik Kaj Munks skuespil da urpremiere i september 1943. I Danmark kom det naturligvis op på Det kongelige Teater efter befrielsen, men så har det ikke ellers hørt til de danske teatres repertoire. Det vil sige, at forfatteren til disse linjer så det på Folketeateret i København på Dansk Skolescene sidst i 1950'erne. Med en storlemmet Bjørn Watt Boelsen som Niels Ebbesen. Det gjorde i følge erindringen ikke det helt store indtryk - selv om man naturligvis gøs i stykkets torturscene. Det var før, man på tv, biograflærred eller såmænd på teaterscenerne var blevet vant til de mere krasse billeder og effekter.
Kaj Munks Niels Ebbesen er den - typiske? - dansker, der nøler, er eftergivende og først sent vækkes til handling.
Skuespillet åbnes med den holstenske besættelse af jylland som baggrund. Niels Ebbesen er mest indstillet på at passe sin daglige dont og glæder sig over en god høst. Og over at krigen er gået uden om hans gård, Nørreris. Nu kommer så repræsentanterne for de forskellige holdninger - Niels Bugge som modstandsmanden, svogeren Ove Haase, der er samarbejdspolitikkens mand og på scenen forsvarer, en holstener Haase Vitinghofen, der repræsenterer besættelsesmagten og som skal bo på Nørreris og have alle gårdens våben. I øvrigt optræder han korrekt og charmerer Niels Ebbesens datter. Og så er der fader Lorenz, der er en festlig rolle med en god promille på og skrappe bemærkninger - Munk kunne godt lide at udfordre.
Indtil nu er det jo egentlig gået helt godt. Men så kommer Grev Gert, overtager gården uden modstand - jævnfør 9. april - og bliver syg på Nørreris, hvor Vittinghofen passer ham. Niels Ebbesen med familie forvises til en udflyttergård, hvor han fortsat vil holdes uden for og er optaget af at forædle en svinerace. Men nu træder fader Lorenz påny ind - dennegang ædru - og udmaler for Niels Ebbesen, hvad konsekvenserne af hans eftergivenhed har ført til. Der må siges fra, som fader Lorenz selv har gjort det i en prædiken. Niels Ebbesen beslutter sig endelig for at drage afsted. Vittinghofen underkaster fader Lorenz tortur for at få at vide, hvad der er ved at ske. Og datteren, Ruth, får øjnene op for, hvilken rakkerhund den ellers belevne Vittinghoven i virkeligheden er.
Scenen skifter til Randers og vi indføres i Grev Gerts tankeverden - klart en afspejling af nazismens. Modstandsmanden Niels Bugge dømmes til døden, Gert fremturer i overmod, men nu træder Niels Ebbesen ind, og det kommer, mellem de to, til et opgør mellem dansk og tysk. Ebbesen vender tyskerens argumentation mod sin modstander - at sejren er retten - og dræber først svogeren Ove Haase og derefter greven selv. Der i parantes har en dødsscene, der vil noget. Igen Munk med sine virkemidler.
I sidste akt møder Niels Ebbesen sin kone og fader Lorenz uden for Randers. Han er i tvivl om sin gernings refærdighed. Den befriede Niels Bugge kommer til og hylder Ebbesen, og endelig taler Niels Ebbesen til de forsamlede landsmænd - og til publikum. Der er et arbejde, der skal gøres for at befri landet for fjenden - »For frie må vi være for at leve«.
»Niels Ebbesen« er et beredskabsstykke om noget. Beslaglæggelsen kan ikke være kommet overraskende. Budskabet er lige på - ikke raffineret som i »Før Cannae«. Hver eneste skikkelse kan oversættes direkte fra 1340 til 1940. Om det ville kunne leve i dag på scenen? Måske - der er oplagte »roller« i fader Lorenz, i Grev Gert - hvorfor er skurkene altid de bedste sceneskikkelser - men Niels Ebbesen vil nok være vanskelig at sandsynligggøre på scenen. Men det var vel i grunden mindre væsentligt for stykkets ophavsmand. Det skulle virke i den bestemte situation, man var i under besættelsen, og det er der mange udsagn om, at de gjorde. Og Munk fik skiftet sine tidligere heroer ud med en stilfærdig jysk svineproducent. Næppe sandsynligt - men en idé, vi gerne ville kunne tro på. Og det var vel Munks budskab, at man alligevel skulle tro, at det nyttede at gøre modstand.
e-mail:kultur@kristeligt-dagblad.dk
[Fakta Box]
Blå bog
Kaj Munk (1898-1944) var dansk forfatter og præst i Verdersø indtil han faldt for tysk terror året før befrielsen. Han døde som patriot, men gjorde sig op mod Anden Verdenskrig, bemærket for sin fascination af stærke folkeførere. Holdninger, der kom klart til udtryk i dramaet »En idealist« fra 1928, som blev hans debut som dramatiker. Kaj Munk var et lidenskabeligt menneske, med stærkt polemiske holdninger, der gjorde ham til en omstridt person. Disse holdninger er siden blevet sat grundigt under lup.
Kaj Munk har blandt andet skrevet skuespillet »Ordet«, filmatiseret af filmskaberen Carl Th. Dreyer. Desuden har Kaj Munk prentet sig i litteraturen med »Han sidder ved smeltediglen« og erindringerne »Foråret så sagte kommer«.
Kaj Munk var en betydelig skikkelse i moderne dansk drama. Hans skuespil om Niels Ebbesen udkom 9. april 1942. Stykket var tilegnet »vort unge mandskab af 9. april«. Så kunne udmeldingen ikke være klarere. Bogen blev straks beslaglagt af de tyske myndigheder, men ikke mindre end 14.000 eksemplarer nåede ud til læserne.