Nogle gange kan en roman forekomme så oplagt komponeret, at man glemmer, at den ikke er opstået ud af ingenting. Nobelpristageren Mario Vargas Llosa fletter i ”Vejen til Paradis” to historiske figurer sammen, der ender med at blive mere end summen af delene.
Den ene hovedpersons skæbne er forholdsvis velkendt: Maleren Paul Gauguin forlader sin danske kone og fem børn i midten af 1880’erne for at drage til Tahiti og leve et liv drevet af skabertrang og lyst, hvor hans maleriers modeller ofte også er hans elskerinder. Det går ikke altid, som han havde håbet, men malerierne står tilbage som vidnesbyrd over en helt særlig kreativ periode.
Mindre kendt er historien om hans mormor, Flora Tristán, der blev født i 1801 og som i sit korte liv var en stærk foregangskvinde for et mere socialt retfærdigt samfund og for kvinders rettigheder. Hun havde aner i Peru, og en del af romanen handler også om hendes forsøg på i en rejse til Llosas hjemland at få del i arven fra sin far.
Kapitlerne veksler mellem at fortælle Flora og Pauls historier. Llosa forsøger ikke at foregøgle, at Gauguin var særligt inspireret af den mormor, som han aldrig havde kendt, så koblingen ligger mere gemt i de to former for frigørelseskamp, som prægede deres liv. Der er Floras sociale indignation og forsøg på at være en offentlig stemme, der modigt rejser rundt og agiterer for sine synspunkter i en verden, der bestemt ikke er vant til markante kvindestemmer. Og så er der Paul, der forfølger et personligt og kunstnerisk kald til at leve sit liv i nogle andre rammer som libertiner end det, det borgerlige liv som børsmægler oprindeligt havde stillet ham i udsigt.
Llosa veksler mellem flere registre i sin fortælling. Nogle gange er tonen objektiv og historisk saglig, andre gange lader en fortæller sig komme til syne, der adresserer de to hovedpersoner direkte, for at skabe et nærvær med den situation, som de stod i, og de mange valg, som de stod overfor. Denne vekslen mellem de to liv og mellem en objektiv og en indledende stemme giver romanen en markant nerve.
Llosas sans for at beskrive en verden af i går med alle de ting, som satte begrænsninger, som vi ikke længere kender på samme måde, er også uovertruffen. Det gælder i forhold til sociale normer, til beskrivelsen af oplevelsen af omverdenen, og til det erotiske, som ved siden af kritikken af magtstrukturer udgør en vigtig del af Llosas forfatterskab.
”Vejen til Paradis” er som flere andre af Llosas romaner fra 2000’erne skrevet på baggrund af historiske figurer – ”Bukkens fest” om diktatoren Trujillo og ”Kelterens drøm” om den irske frihedskæmper Roger Casement. Der er ikke den samme historiske tyngde i ”Vejen til Paradis”, som i eksempelvis ”Bukkens fest” og dennes skildring af oprøret med en skånselsløs diktator, men denne flot oversatte roman er til gengæld mere interessant i sin fremstilling af to meget forskellige former for kamp for et bedre liv, der går ud over grænsen for tidens normer.
Mario Vargas Llosa optræder på festivalen LiteratureXchange, der begynder i Aarhus i morgen.