Prøv avisen

Frihed er en healer i Marokko

Kristian Bang Foss: Døden kører Audi. Roman. 230 sider. 249,95 kroner (vejl.). Gyldendal. Udkommer i dag

At læse Kristian Bang Foss roman Døden kører Audi er som at gå fra et afsnit af Klovn til Ernst Jüngers krigsdagbøger. Måske er det lige lovlig brillant

Kristian Bang Foss, født 1977, er en af de yngre romanforfattere, der efter sine to første udgivelser, Fiskens vindue (2004) og Stormen i 99 (2008), er omgærdet med meget store forventninger. Nu foreligger hans nye roman, Døden kører Audi.

Jeg ved sandt at sige ikke helt, hvad jeg skal stille op med Kristian Bang Foss.

LÆS OGSÅ: En livsduelig bog

Han skriver både mere underholdende og mere poetisk end de fleste andre prosaister i Danmark. Han er i sin nye i slægt med Lars Frost i Smukke biler efter krigen, med Pablo Henrik Llambias i Rådhus og med Lone Aburas i Føtexsøen nej, undskyld, hun er så ung, at det snarere er hende, der er i slægt med Bang Foss.

Det er realisme med komiske, satiriske og groteske islæt (Bang Foss lod i sin forrige roman en kok onanere i en frikadellefars, og hvis man var glad for at læse det, er der lidt af samme djærve stemning over dele af denne roman). Og der er masser af overflade, leg og ironi, helt ud i den bevidst kitschede titel, der lyder som en krimi fra 1970erne, som nogen har glemt i et sommerhus.

Romanens jegfortæller, Asger, arbejder på reklame-bureau, men romanen klarer den mandlige sammenbrudshistorie behageligt hurtigt.

I løbet af de første 10 sider er han fyret fra sit job, sparket ud af kæresten og sumpet fuldstændig til på kontanthjælp i en lejlighed i Sydhavnen. Først da begynder den egentlige historie. Asger tager modstræbende et job som handicaphjælper for Waldemar, der bor i det fiktive ghettobyggeri Stentofte på Vestegnen. Waldemar er en yngre mand med en muskelsygdom. Hvad han præcist fejler, bliver aldrig særlig klart, men han har et utal af sygdomme og syndromer og har, assisteret af sin familie, udviklet sig til ekspert i sociale ydelser. Han får tilskud af kommunen til det meste.

I første halvdel af romanen følger vi Asger og Waldemar tulle rundt i Stentofte og foretage sig ingenting. Der indtræffer forskellige begivenheder med passende indslag af det pinlige og det ulækre. Og jo, det er da morsomt nok, men man føler sig lidt hensat til et afsnit af tv-serien Klovn eller til et socialt freakshow, hvor en ung mand fra den kreative middelklasse er gået undercover i underklassen og nu sidder på café og afspiller de bedste scener for vennerne. Romanen løfter sig, når den dæmper effekterne og fører os ind i den lille verden, de to efterhånden opbygger sammen med bizarre og humoristiske talemåder. De føler sig på hver sin måde låst i en grundlæggende meningsløs situation, og de overbyder absurditeten med deres egne små absurde scripts og jokes.

Er det en grum satirisk roman over velfærdsstatens tabere? Nej, det er slet ikke en roman med en tydelig hensigt. Nogle gange får en biperson lov til at træde frem og holde en insisterende og interessant monolog, andre gange er der pludselig fantastiske, smukke og poetiske beskrivelser af himlen over ghettoen og skyerne, når mørket falder på.

Anden halvdel af romanen er en roadmovie. Waldemar er overbevist om, at en healer i Marokko kan helbrede ham. Eller også vil han bare gerne meget langt væk, og det vil Asger også. Og så følger vi dem på rejse gennem Tyskland, hvor de møder en berberabe i Bremen. Gennem Frankrig, hvor de crasher et dansk kunstnerkollektiv. Gennem Spanien, Gibraltar og til sidst Marokko. De oplever også her bizarre ting, men man får en stigende fornemmelse af, at det er samme trøstesløshed, der lurer blandt det vagabonderende rygsækfolk som hjemme i ghettoen. Overalt er der skrammede skæbner og plattenslagere. Og så er der også en uhyggelig mand i en Audi, der synes hele tiden at være i deres spor, selvom de ikke følger en særlig planlagt rute.

Mod slutningen af romanen tager de poetiske beskrivelser til i styrke. Bang Foss excellerer i stemninger, der er smukke, kolde og truende. Her føler man sig i perioder mere hensat til den tyske digter Ernst Jüngers krigsdagbøger end til Klovn. Det er lige så übermenschlich og lige så cool, og til sidst havner Asger og Waldemar helt ude i Saharas ørken, som også Jünger rettede sin frihedsdrøm imod, da han som stor dreng løb hjemmefra for at melde sig til Fremmedlegionen.

Jeg er imponeret af Kristian Bang Foss, men med fare for at lyde som en vranten sagsbehandler fra den litterære institution kan man savne en fornemmelse af kunstnerisk nødvendighed. Romanen bliver mere en demonstration af forskellige former for litterær brillans.

Men måske kan man ikke gøre så mange ting på én gang. Det er ikke gratis at indlade sig med det lette anslag og farcen. Det betyder, at denne læser ikke er særlig bange for døden, der kører i Audi, og egentlig også er ret ligeglad med, hvordan det går Asger og Waldemar. Og det betyder, at man føler sig lidt til grin, hvis man tager romanens temaer omkring meningsløshed og frihed så alvorligt, at man ligefrem sætter sig til at tænke over dem.

Det er en skam. Kristian Bang Foss kan blive rigtig god. Men det er, som om han mangler modet til at tage det sidste skridt.