”Liberty” startede ud som en livgivende fornyelse af DR’s søndagsdrama. Men renæssancen nåede næsten at blive fortærsket, fem søndage efter Christian og Kirsten for første gang satte fod på Tanzanias sydende jord.
Manuskriptets flydende og fragmenterede karakter var en modig revolution. Men replikkerne blev staccato i de midterste afsnit, hvor familien Knudsen talte som kolde karakterer og ikke iltre individer. Det mest betagende ved ”Liberty” er transformeringen af Ejersbos unikke sproglige rytme fra bogstaver til billeder. Og den sanselige taktfasthed, hvor den opkogte klang og den lade varme boltrer sig i den rastløse kameraføring og pumpende lydside.
”Liberty” skulle sanses, skulle også tilgives, for alle karakterer blev holdt ud i strakt arm. Der var ingen sympati, og selvom frelsen – Marcus’ søn Redemption – bliver født, er der ingen soning for de fortabte i ”Liberty”.
Niels går fra andelstanke til kartel og sidder som en mafioso bag plankebordet. Bilder stadig sig selv ind, at det er for afrikanernes bedste. Slynglen Johns overgivelse til sidst var for nem, for utroværdig, men pointen skal frem, som den har skullet det hele vejen igennem serien. Ingen vinder, alle taber. Sjæle går tabt, og alle drømme går til i klirrende drinks, sex eller bhangi.
”Alt, hvad du har, kan blive taget fra dig,” siger Marcus til Christian, mens han ludende som Quasimodo forsvinder gennem Moshis gyder. Marcus har solgt både sin sjæl og sin sæd, men der er noget tilgivende over ham, noget håb.
Marcus bliver Christians frelsende engel, symbolet på den rene, den eneste, der elsker andre end sig selv, den eneste barmhjertige. Er han den stereotype naive indfødte? Er han den nødvendige antitese til alle de formørkede?
Katrina konserverer sig selv i hvidvin, mens de sidste dages hellige i Klubben hæver sig selv op på sektens selvbestaltede moralske stige, hvorfra de dømmer de levende og døde. Jonas bliver til en helgen, Katrina en kælling. Men regnskabets time kan aldrig gøres endeligt op, for intet er evigt, sejren er flygtig.
Det kontante, flydende skuespil er blevet båret oppe af stærke præstationer. Men det eksperimenterende i lyd og lyssætning, i kamerabevægelser og formidling af følelser i lydbilleder mistede sin specielle gnist. Instruktionen stod for tydeligt frem i det sidste afsnit. Man kunne næsten fornemme Mikael Marcimain sige ”værsgo” og ”cut”. Musikken formede heller ikke indholdet, men dikterede den som en art afripoppet thrillermusik.
Det er dødsdriften, der har båret ”Liberty” frem. Og det er voyeurismen, der har holdt seerne til. For der har ikke været andet end undergang i vente. Så da ”Liberty” brænder, og Christian brænder op, er det et forfængelighedens bål. Et bål bygget af bristede illusioner, af illusionsløse mennesker.
”Liberty” lovede mere, end den kunne holde. Et blivende nybrud blev serien ikke.
Den forduftede op i den varme luft sammen med idealerne om frihed, lighed og broderskab.