Frihedens åndedrag bliver kvalt i tvangshandlinger

Med tredje bind af ”Parallelle historier” afslutter den ungarske forfatter Péter Nádas sin store, krævende og givende trilogi om Ungarn og Tyskland fra tiden omkring Første Verdenskrig og frem mod Berlinmurens fald

Péter Nádas er aktuel med tredje bind af sin både fysisk og åndeligt tunge romantrilogi, ”Parallelle historier”. Som titlen siger, så drejer det sig om parallelle historier: et middagsselskab blandt nazistiske racehygiejnikere, en ung jødisk mand på sporet af sin seksualitet, en forhenværende fængselsbetjent, der siger farvel til familien – og så videre og videre.
Péter Nádas er aktuel med tredje bind af sin både fysisk og åndeligt tunge romantrilogi, ”Parallelle historier”. Som titlen siger, så drejer det sig om parallelle historier: et middagsselskab blandt nazistiske racehygiejnikere, en ung jødisk mand på sporet af sin seksualitet, en forhenværende fængselsbetjent, der siger farvel til familien – og så videre og videre. . Foto: Martin Hoffmann/Ritzau Scanpix.

Sidste bind i Péter Nádas’ romantrilogi ”Parallelle historier” er på 752 sider og vejer godt til – både fysisk og filosofisk. Der er så mange ord i den, at det giver en nærmest kropslig fornemmelse. Nogle gange flyder man på ordstrømmen, andre gange er det som at gå i kviksand. Man synker ned og kan dårligt bevæge sig. Man kvæles og gisper efter luft og får den så, når handlingen pludselig tager fart, eller når Nádas lader et kapitel stoppe med en ordentlig ”cliffhanger”. Så hænger man på den og må læse videre for at få at vide, hvad der siden skete.

Det er bare sjældent, at Nádas fortæller nogle af de mange historier til en form for ende. Det bliver alt sammen kun til fragmenter. De samler sig måske nok til en slags hele og til det billede, som trilogien udgør, men altså ikke til nogen stor og sammenhængende historie, der lader sig referere.

Heller ikke tidsbillederne af mellemkrigstiden med dens nationalisme og jødeforfølgelser, krigen med dens ødelæggelser og det kommunistiske regime med dets forfølgelser, paranoia og drab på politiske modstandere giver nogen sammenhængende udviklingshistorie.

Der findes ikke den historie, der kan bringe læseren på sporet af et håb om frihed og fællesskab og om en guddommelig nåde, som kan lindre de forpinte sjæles fortabthed.

Som titlen siger, så drejer det sig om parallelle historier. Snart følger man da et middagsselskab blandt nazistiske racehygiejnikere, snart en ung jødisk mand på sporet af sin seksualitet, snart en forhenværende fængselsbetjent, der siger farvel til familien for at skabe sit eget enkle liv på en mark ved Donau, snart en desillusioneret præst – og så videre og videre.

I paralleliteten ligger, at historiernes linjer aldrig skal mødes. De kan afspejle hinanden og kontrastere hinanden, men netop aldrig føres sammen. Sådan er det også med menneskenes liv. Der findes øjeblikke af seksuel ekstase, hvor kroppene mødes. Til gengæld synes så ånden helt at være sat i parentes og befinde sig i en anden dimension – på en anden parallel. Skizofrenien sætter sig således igennem på alle planer, og når den skizofrene unge mand slår sin far ihjel og ikke mindes det, så er det en skizofreni, der ikke er individuel, men gennemsyrer hele den menneskelige verden.

Seksualiteten er den kraft, energi og tilskyndelse, som er den mest markante i Nádas’ univers. Der findes magtmæssige og politiske formål og aktiviteter, men de synes hele tiden at være indlejret i seksuelle fantasier, erindringer og handlinger. Og seksualiteten indskrænker sig ikke til heteroseksuelle forhold, for den synes ingen grænser at kende, hvad angår køn. Mænds og kvindes indbyrdes forhold er også i udstrakt grad drevet af seksuelle tiltrækninger og aversioner, jalousi og passion. Det gør alle forhold mellem mennesker til en kompliceret og sammensat affære. Mændenes venskaber og forbindelser er også præget af homoerotiske og voldelige forhold – gerne i et uadskilleligt miks.

Seksualiteten er der hele tiden – uanset hvilken parallelhistorie, der fortælles. Den er der som en kropslig nydelse og væmmelse. Som sårbarhed og ømhed og som vold og brutalitet. Den trænger sig på, fylder og bemægtiger sig opmærksomheden og er den fællesnævner, som ellers kan være svær at finde – både i romanen og i den verden, der skildres. Selv præsten må give fortabt og konkludere: ”Hvordan skulle han kunne lede unge sjæle til kærlighedens bud, når ikke engang hans egen krop søgte andet hos andre end det fysiske begær.” Og videre må han sande, at ”unge sjæle anerkendte ingen andre forpligtelser end kravet om tilfredsstillelse af deres krop. Men fulgte de i virkeligheden ikke en guddommelig plan, når de tilfredsstillede deres drifter”.

Det er blevet en kliché at tale om kødets lyst og sjælens ensomhed, men det er ikke desto mindre netop det, som konstant er på færde i denne roman. Bindingen til kroppens begær gør også den frihed, som romanens undertitel – ”Frihedens åndedrag” – taler om, illusorisk.

Man kan søge at frigøre sig erotisk og udleve sine seksuelle drifter, men det sætter ikke én åndeligt fri. Man kan sætte sig uden for seksualitetens verden og leve som en eneboer, men det standser ikke strømmen af erotiske erindringer. Fangevogteren, der går på pension og forlader sin kone, og som søger friheden i det enkle liv, ender med at slå en flygtet fange ihjel, fordi han tror, at det er hans søn, der kommer for at dræbe ham. Fædrene og sønnernes forhold er forpestet, enten fordi fædrene er voldelige – eller fordi de er borte: dræbt i krigene eller i de politiske udrensninger.

Frihedens åndedrag bliver kvalt i tvangshandlinger. Det sker, når det enkelte individ søger friheden, og det sker, når den ungarske nation i 1956 forsøger at løsrive sig fra sovjetisk indflydelse og i stedet bliver besat og undertrykt. Præstens søn er blandt de henrettede oprørere, og præsten kommer aldrig over det og kommer til at tvivle på det evige liv. Frihed bliver der altså ikke meget af i romanen, som heller ikke åbner for noget stort håb om nogen frigørelse. Ånden er gået tabt i den materialistiske verden.

Man mærker som nævnt denne materialitet som en fysisk fornemmelse, når man læser Nádas’ imposante storværk, som repeterer det 20. århundredes europæiske desillusionshistorie. Det er et værk, der fungerer i kraft af sin volumen og kompakte og komplicerede komposition. En gang imellem er det både fysisk og åndeligt anstrengende at læse de mange sider, en gang imellem giver det paradoksalt nok et åndeligt løft. De tre bind tilsammen er både krævende og givende. De udgør en tilstand, som skiftevis er en nydelse og en prøvelse. Sådan set er de en parallel til den verden, vi lever og ånder i.

Péter Nádas optræder på festivalen Louisiana Literature den 23.-26. august.