Krig er kaos, fred er orden. Eller sådan plejer vi at se det. Nogle gange er det omvendt: Krig er orden, fordi man ved, hvad der gælder, nationens overlevelse, mens alle de gamle modsætninger bryder frem igen med freden, plus nogle nye.
Når det handler om en besættelse, som den Danmark gennemlevede 1940-1945, bliver det ekstra forplumret: Krigen er kaos, politisk og moralsk, og freden det ikke mindre.
Det sidste får man et levende billede af med Per Stig Møllers fremragende historiske fortælling om de første fredstidsmåneder efter Besættelsen, ”Sommeren ’45. Fra overmod til mismod”. Her vælter de velkendte skeletter endnu engang ud af skabet: samarbejdspolitikken, stikkerlikvideringerne, retsopgøret.
Der var mange dilemmaer. Hvad skulle der ske med dem, der havde samarbejdet med fjenden, dem i landbruget, dem i tysk krigstjeneste, entreprenørerne, tysklandsarbejderne, de kvinder, der havde haft samkvem med tyskerne, stikkerne? Og hvad med den regering, som havde opfordret til meget af det, dog ikke kvinderne? Og så var der også, som Møller skriver, ”dem, der havde likvideret stikkerne, var de helte eller mordere?”.
Forfatteren har udover de andre historiske fremstillinger om tiden især læst aviserne fra de pågældende måneder. Han går kronologisk og meget grundigt til værks måned for måned fra Befrielsen i maj til det første folketingsvalg i slutningen af oktober. Det muliggør en god fortællende stil, hvis glid fremmes af, at forfatteren er meget velskrivende; han skriver lige så godt, som han taler. Det har altid været en fornøjelse at høre politikeren Per Stig Møller, og det er ligervis en stor fornøjelse at læse historikeren Per Stig Møller.
Månederne efter Befrielsen var især præget af kampen mellem frihedskæmperne og politikerne, de sidste almindeligvis kaldt ”de gamle politikere”, som endte med et fast greb om den lange ende.
Mange frihedskæmpere drømte i 1945 om et systemskifte, en ny verden, en ny tilværelse. Møller henviser her blandt andre til forfatteren Tage Skou-Hansens romanfigur Holger Mikkelsen fra ”De nøgne træer” og senere romaner. Frihedskampen var på den måde et ungdomsoprør, som gradvist aborterede i månederne efter maj 1945. Blandt andet fordi der blandt de kæmpende ikke var noget som helst fodslag om, hvad et systemskifte skulle munde ud i. Jo, kommunisterne havde selvfølgelig en idé, og det var en stor del af problemet.
Med folketingsvalget i oktober landede landet på fødderne med en fornuftig kontinuitet bagud, baseret på de gamle partier. Her blev orden genskabt, man fik en Venstreregering. Meget af den øvelse gik ud på at inddæmme kommunisterne, for Sovjetunionen tårnede sig i 1945 op som en sejrherre, der havde appetit på mere. Kommunisterne vandt 18 mandater ved valget, men det var en engangsforeteelse. De forblev derefter marginaliseret. Nationen havde talt.
Folk som forfatteren Martin A. Hansen mente i 1945, at kommunisterne var til at tale med, men i modsætning til eliten havde ”folk” en klar fornemmelse af, at det var noget, man skulle undgå. Det er ret chokerende at læse, at det store demokrati-ikon Hal Koch i 1945 mente, at det styre, de havde i Sovjetunionen, kvalificerede som demokrati, mens Finlands styre var nazistisk!
Den eneste konsekvente afvigelse fra den kronologiske fremgangsmåde er gennemgangen af stikkerlikvideringerne, som der i efterkrigsmånederne var en voldsom debat om, ikke mindst efter at socialdemokraten Hartvig Frisch kaldte likvideringerne for mord. Det blev han bestemt ikke populær af, men det var en del af Socialdemokratiets nedspilning af modstandsbevægelsens betydning op mod valget i oktober.
I sin afslutning bruger Møller den tyske sociolog Max Webers sondring mellem ansvarsetik og sindelagsetik til at forstå forskellen mellem politikernes og modstandsmændenes positioner. Ud fra en ansvarets etik valgte politikerne i 1940 at samarbejde med tyskerne, fordi de følte et ansvar for at lempe den danske befolkning igennem med mindst mulig skade.
Ud fra en sindelagets etik – i kommunisternes tilfælde ud fra ideologien – valgte modstandsmændene kampen. Førstnævnte fokuserede på konsekvenserne for andre af deres handlinger, sidstnævnte ikke.
I sidste ende, mener Møller, gik politikerne for vidt med deres samarbejdslinje, både i Scavenius-regeringen fra november 1942 og i departementschefstyret fra august 1943. Dette ledtes af Nils Svenningsen, som i samarbejdets ånd blandt andet ”kom op med et forslag om at internere [jøderne] i Danmark for derved at beskytte dem mod at blive udleveret til Tyskland. Det blev afvist af dr. Best... Og dét var jo heldigt, for i så fald havde han fået leveret alle jøderne på et fad”.
Så konklusionen? ”Den ulykke, samarbejdspolitikerne havde søgt at undgå med deres realpolitik, kom de alligevel i, da befolkningen i august 1943 handlede så opsætsigt, at regeringen måtte ophøre med at fungere. Hvis befolkningen derimod havde efterlevet regeringens formaninger og holdt sig i ro, var samarbejdspolitikken fortsat med det resultat, at Danmark i 1945 var blevet placeret blandt de nationer, der havde kollaboreret med og støttet Nazityskland, hvorfor billedet her vender sig om: De ansvarlige viste sig i sidste ende at være de uansvarlige, som reagerede efter deres sindelag.”
Så overordnet set kan man sige, at besættelsestiden egentlig forløb ret fantastisk for Danmark. Det blev en sejltur i smult vand: Til at begynde med rigeligt med samarbejde med tyskerne, fordi det så ud til, at de ville vinde, dernæst rimelig modstand mod dem, ikke for meget, fordi det så ud til, at de ville tabe. På den måde kom Danmark ret fredeligt gennem krigen som tysk allieret, men endte alligevel med at blive accepteret som Nazitysklands fjende og medlem af De Forenede Nationer.
”Jeg lærte at glæde mig over, at modstandsbevægelsen fik forandret Danmarks status. Hvis jeg havde forestillet mig, at den også skulle forvandle tilværelsen som sådan, var det virkelig for naivt,” endte Holger Mikkelsen med at mene. Meget ”opgør” eller ”udrensning” blev det ikke til i 1945 eller siden, men det har aldrig været en dansk specialitet at drage nogen til ansvar. Det ser man også i dag, hvor skandalerne i det offentlige står i kø, men ingen ansvarlige hoveder falder.
Læs interview med Per Stig Møller om bogen i Kristeligt Dagblad på fredag.