”Ud”, beordrede Nikolaj Hübbe August Bournonville i skikkelse af karakterdanser Poul Hesselkilde, der ved Bournonvilleana-gallaen på Det Kongelige Teater i lørdags gik over Gamle Scene som en lidt forvirret, hovedrystende gammelsmølf. ”Vi gør det på vores måde,” understregede han med fast stemme, mens ”August”, som Hübbe vedholdende og temmelig patroniserende kaldte Bournonville, trissede mod udgangen.
Nej, det var ikke morsomt, men sådan set helt i pagt med aftenens dagsorden, der på etiketten var en hyldest til Bournonville, men som reelt var iscenesat som et forsvar for Nikolaj Hübbes kunstneriske linje, for Hübbes ”måde”: fra konferencierens upassende vittigheder til filmklippene fra Liv Thomsen og Erik Aschengreens film ”August Bournonville – Ballettens digter”, der blev vist i uddrag, og som i vid udstrækning desværre reducerede romantikkens verden til borgerlighed og August Bournonville til en dobbeltmoralsk, selvhøjtidelig og sluttelig lidt gnaven og desillusioneret mand.
Kunstnerisk er Bournonville for længst blevet forvist. Den levende teatertradition og det repertoire af 1800- talsværker, han begavede Den Kongelige Ballet med, har aldrig stået svagere. Man vil kunne argumentere for, at arven helt er tabt: Det er kun Hübbes produktioner af ”Napoli”, ”Et Folkesagn” og ”Sylfiden” – frit efter Bournonville – der har været på programmet de sidste år, og dem, mener jeg faktisk ikke, at man kan betegne som Bournonville-balletter.
I ”Sylfiden” understøtter hverken librettoen eller den koreografiske tekst den simple seksualkonflikt, Hübbe i sin version fokuserer på som erstatning for romantikkens – og ”Sylfidens” – helt centrale og uendeligt mere interessante eksistentielle dualisme: fantasiens og drømmenes verden som en flugt fra en konventionel dagligdag, og som en vej til en oplevelse af en intens, højere, mysteriefyldt virkelighed personificeret af James’ rejse efter Sylfiden. Mange af os genkender den, selv i dag.
For ”Napoli” og ”Et Folkesagn” gælder det, at Bournonvilles kristne tro blevet den store mands fald: Nikolaj Hübbe har forklaret, at han som ateist ikke oplever religionens rolle i de to fortællinger som troværdig, men fjerner du – som han har gjort – det øjeblik i ”Napoli”, hvor troen ved Gennaros bøn med kierkegaardsk subjektivitet kommer til Teresina, fjerner du øjeblikket i ”Et Folkesagn”, hvor Hilda ved korset genfinder sin menneskelighed og sin sande identitet, og Junker Ove med vand fra en hellig kilde genvinder sin forstand, så er der ikke længere tale om samme idéverden og samme værdigrundlag. Det er ikke længere de samme værker.
Hübbe repræsenterer en åndsforladt Bournonville og en eksistentiel og kunstnerisk tomhed, der er uforenelig med den Bournonville, der inderligt afviste det ironiske og det kyniske og betragtede sit arbejde som i Sandhedens og det Eviges tjeneste.
I Hübbes Bournonville-verden står trinene tilbage, nogle af dem, og selvom den springende, spillende ”ballabile” i første akt af ”Napoli” altid vil være vidunderligt smittende, så er den kun en del af en kompositorisk helhed, hvis spændingsbue er brudt af ny, indlagt koreografi, og hvor baggrunden, et farverigt portrætgalleri og et teaterbillede af et specifikt sted i en specifik tid, er erstattet af en vulgariseret folkemængde.
Det er vel at mærke ikke bare Bournonvilles arbejde, der sættes til siden, men de generationer af dansere og fortolkere, der i Det Kongelige Teaters unikke, kreative tradition har modnet og beriget værkerne til det detaljeniveau, der gjorde dem så rige og præcise og gav patinaen sin levende glød.
Hübbes og Englunds klichéfigurer – sømændene, de prostituerede, transvestitten og pizzabageren med puden under maven – mangler fuldstændig denne tyngde.
Det er ikke kun Vorherre, Nikolaj Hübbe ikke tror på, men Bournonville selv, og i hans prioriteringer som kunstnerisk leder af Den Kongelige Ballet er der tydeligvis ikke plads til dem begge. Det må få konsekvenser, enten ved at balletmesteren overlader den traditionsbevarende forvaltning til en anden på teatret eller måske ligefrem til en fond, som anmelderen Anne Middelboe Christensen har foreslået.
Det virker voldsomt at skulle bureaukratisere kunst på en sådan måde, men skal man finde et prædikat for Bournonville-traditionen, må det nærmest være immateriel kulturarv, og det er svært at forestille sig, at et tilsvarende tab upåtalt kunne finde sted inden for en anden kunstart i Danmark.
Der foreligger et omfattende genoprettelsesarbejde.