Den britiske kunstner Marianna Simnett (født 1986) er ikke kendt for at stryge beskuerne med hårene. I øjeblikket er hun aktuel med to stærkt sanseinddragende værker på udstillingen ”Seizure” på kunsthallen Copenhagen Contemporary på Refshaleøen i København. Værkerne dokumenterer en række frivillige besvimelser og et kirurgisk indgreb. Og den er ikke for sarte sjæle.
Marianna Simnett arbejder med performance, video, akvarel og installationer i lys og lyd. I udstillingen ”Seizure”, som er kunstnerens første soloudstilling i Skandinavien, viser hun to værker, ”Faint with Light” og ”The Needle and the Larynx”, som begge er fra 2016 og her præsenteres nytænkt og i storskalaformater.
Inden man går ind i udstillingen, er det en god idé at gøre sig klart, at Marianna Simnett ikke har nogen intentioner om at vise os al kunstens skønhed. At please, berolige og behage. Hendes ærinde er i stedet at sætte spørgsmålstegn ved samfundsnormer, kønsstereotyper og kropsopfattelser gennem visuelle virkemidler, som, trods værkernes umiddelbare rene og glatte karakter, trækker på hæsligheds-æstetikkens virkemidler. Indstiller man sig på at blive revet og rusket lidt i, er udstillingen mageløs på sin egen konfrontatoriske facon.
I et mørklagt rum, hvor lys- og lydinstallationen ”Faint with Light” findes, hører man en kvinde gispe og stønne efter vejret. En kaskade af stærkt lys følger lydene og tiltager eller aftager alt efter vejrtrækningens intensitet. Pludselig høres en uhyggeligt rallende lyd. Stilhed. Lyset slukker. Vi hører Marianna Simnetts åndedrag, mens hun bevidst hyperventilerer og dermed fremprovokerer en serie af besvimelsesanfald. Simnett beskriver oplevelsen inden sine blackouts i tråd med beskrivelser af nærdødsoplevelser: en tunnel, lys, eufori, skuffelsen ved at vågne op igen.
Værket er inspireret af Simnetts egen familiehistorie: Under Anden Verdenskrig besvimede hendes morfar kort før en kugle ville have ramt ham. Myten om, hvordan han snød døden og vandt livet, står i skarp kontrast til øvrige fortællinger om ”kvindehysteri”, som Simnett har ladet sig inspirere af: Historierne om kvinder, der dåner foran mænd, eller den korsetterede kvinde, der ikke kan få luft og besvimer, er velkendte og utallige i kulturhistorien. Simnetts udgave er kvindens frivillige besvimelse og derigennem karikaturen af disse kvindemyter.
Udstillingens andet værk er videoen ”The Needle and the Larynx”, som er delvist dokumentation og overdramatiseret historiefortælling. Videoen dokumenterer et kirurgisk indgreb, hvor Simnett igen frivilligt og uden bedøvelse får indsprøjtet botox i strubehovedet hos en stemmekirurg, hvilket lammer stemmebåndene og gør stemmen dybere (en metode, som bruges til unge mænd, hvis stemmer ikke går i overgang). Modsat videoens sterile klinikmiljø er rummet, som vi befinder os i, sukkersødt: candyfloss-farvede vægge og røde sofaer.
Værket spiller generelt på disse kontraster, som også findes i eventyr: uskyld / ondskab, pænhed /råhed, passivitet /aggressivitet, mod / frygt. I videoen fortæller en overbegejstret fortællerstemme et eventyr om en pige, som ønsker sig en dybere stemme. Hun truer en kirurg med, at en plage af myg vil suge alt hans blod, hvis han modsiger sig at udføre indgrebet, men da hun endelig får ham manipuleret til at udføre indgrebet, opdager hun til sin fortrydelse, at det ikke fjernede hendes dæmoner. Den dokumentariske fremstilling af det virkelige indgreb kontrasteres i lydside gennem lag på lag af dramatiske effekter og bizarre stemningsskift: Først hører vi den uskyldige fortællerstemme akkompagneret af legende børn, dernæst bliver fortælleren dæmonisk. Eventyrhistorien slår over i reallyde af kirurgens forklaringer (som på billedsiden først sker senere), bliver til flerstemmigt kor og musicalstemning. Ud over disse fortællemæssige greb manipulerer Simnett med tiden; vi ser det relativt hurtige indgreb i slowmotion, så vi må gennemleve ubehageligheden langsomt. Først er det til at holde ud, men hurtigt tager man sig til halsen; mærker nærmest indgrebet på sig selv.
Med værket sætter Simnett spørgsmålstegn ved kønsstereotyper og normalitetsbegrebet. Hvad er en normal kvinde- og mandestemme? Hvad sker der, hvis man er uden for ”normalen”? Værket sætter også fokus på identitet; hvor stor betydning vores stemme har for vores identitet, for andres opfattelse af os, om vi bliver genkendt, hvis vores lyd er en anden? Også kropsoptimeringen af især kvindekroppen adresseres og plastikkirurgiens måder til at forskønne, forandre, korrekse, undertrykke kroppen.
Udstillingens formidlingstekster beskriver, hvordan værkerne og især kunstnerens underkastelse af forskellige ekstreme kropslige eksperimenter er uden for Simnetts kontrol. Men det virker snarere som fuldt bevidst kontrollerede, orkestrerede eksperimenter, hvor kunstneren (til en vis grad) er bekendt med og forberedt på udfaldet. Simnett står med disse eksperimenter på skuldrene af andengenerationsfeminismen og 1960’ernes og 1970’ernes kropskunst og performances.
I værkerne performer Simnett, dog får vi kun resultatet af disse performances, efter de har fundet sted – de eksisterer nu som videodokumentation, lys og lyd. Marianna Simnetts lighed med de kvindelige performancekunstnere er især måden, hun skaber betydning og relation til beskueren på gennem stærkt sanselige virkemidler. I værket ”Faint with Light” er det ikke kun vores køligt registrerende synssans, der observerer, at noget foran os sker – vi må selv lytte og forestille os for at opleve. Simnett mestrer, præcis hvilke knapper hun skal trykke på for at vække vores forestillingsevne, og vi opmuntres foruden sanseligheden gennem chokeffekter og værkernes store skala (en mindre tv-skærm havde muligvis gjort videoværket mindre påtrængende).
Da Copenhagen Contemporary sidste år åbnede i et nedlagt skibsværft på Refshaleøen, var det med to sikre kort på hånden – den verdenskendte danske kunstnergruppe Superflex og den amerikanske videokunst-stjerne Doug Aitken. Nu, efter at have manifesteret sig, er det med et stærkt signal om at give plads til de unge talenter og deres udfoldelser i stort format (ud over Marianna Simnett udstiller den schweiziske kunstner Claudia Comte).
Udstillingen på Copenhagen Contemporary er vigtig, fordi det også er vigtigt at vise kunst af kunstnere, som bruger andre midler end at behage – især når formålet er at sætte spørgsmålstegn ved samfundsnormer og vise kompleksiteten i disse. Det er en modig udstilling, fordi faren er, at man som publikum føler sig uforstående over for brutaliteten i Simnetts projekt. Hvorfor skal vi se det? Hvorfor udsætter hun sig for det? Simnett udtaler, at hun ville bryde ud af kunstinstitutionens pæne rammer og skabe aggression i rummet. Rys-te os i vores grundvold. Det projekt lykkes hun til fulde med. Man går derfra med følelsen af at skulle ud og trække frisk luft. Men værkerne sidder til gengæld i én, man tænker over dem. Man griner måske også. Ser man mere end kun Simnetts kunstneriske greb til at nå ud til beskueren (tilføjet et skud grotesk humor), er det voldsomt befriende med en udstilling, der kradser lidt i øjet.8