Prøv avisen
Serie: Museum i en ny tid

Frivillige holder de kulturhistoriske museer oppe

"Frivillige kan fylde huller ud der, hvor der mangler arbejdskraft eller personale. Men de kommer også med noget energi og noget liv, og ofte er de afgørende for, at man eksempelvis kan afvikle et middelaldermarked,” siger konsulent Steen Chr. Steensen. Her ses jernalder området i Sagnlandet Lejre. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Museerne gør i stigende grad brug af frivillig arbejdskraft. Det forandrer billedet af det kulturhistoriske museum, der bliver mere åbent og overskudsagtigt, men det er ikke uden problemer

Hvis det ikke var for John, Allis og Poul og alle de andre museumsfrivillige, så var der ikke meget sjov ved at lave museum i Danmark.

Heller ikke hvis man spørger museerne selv. I en rundspørge, som Kristeligt Dagblad har lavet blandt ledende skikkelser på de kulturhistoriske museer, erklærer over halvdelen af de 46 respondenter sig enige i udsagnet: ”De frivillige kræfter er nødvendige for, at vi kan drive vores museum.” Og brugen af frivillige i museumsverdenen er tiltagende, lyder det fra konsulent i firmaet museumsformidling.dk, Steen Chr. Steensen. Han var i foråret med til at udarbejde en rapport, der undersøger brugen af museumsfrivillige i henholdsvis Tyskland og Danmark.

”Det her med frivillighed fylder mere og mere herhjemme, og man er begyndt at se de frivillige som en vigtig ressource,” siger Steen Chr. Steensen.

”De kan fylde huller ud der, hvor der mangler arbejdskraft eller personale. Men de kommer også med noget energi og noget liv, og ofte er de afgørende for, at man eksempelvis kan afvikle et middelaldermarked,” siger han.

Efterspørgslen går begge veje. Af de 49 museumsansatte, der har svaret på spørgsmålet om, hvordan det går med interessen for at være frivillig, vurderer over halvdelen, at den er stigende. Cirka 120.000 danskere er medlemmer af en museumsforening, og heriblandt vil mange være frivillige. Men der findes ikke eksakte nye tal for, hvor mange museumsfrivillige, der er herhjemme.

Prototypen på en dansk museumsfrivillig er en kvinde i 50-plusserne, der er gået på pension eller tæt på det – men der er også mange mænd blandt de museumsfrivillige, siger Steen Chr. Steensen.

”I Danmark er de frivillige ofte højt kvalificerede mennesker med et langt arbejdsliv og masser af livserfaring i bagagen. Det er mennesker, som har meninger om museet også på et mere strategisk plan, meninger om, hvad der skal ske med museet. Der er det klart, at der kan gå hen og komme gnidninger med det lønnede personale, hvis ikke man får afstemt forventningerne,” siger Steen Chr. Steensen.

”Ofte er det sådan: ’Hov, gider du godt det? Jamen så må du gerne få den opgave’. Og det fungerer fint. Men det ligger jo i sagens natur, at en frivillig bare kan sige nej, og hvis man ikke føler, man gør en forskel, så kan det godt være, man smutter igen. Frivillige kan også være primadonnaer, og hvordan løser man så det? Jeg tror, man kunne klæde museerne bedre på i forhold til de grænsedragninger, der skal trækkes, samtidig med at man sikrer, at man har nogle frivillige, der føler sig inddraget og taget alvorligt.”

Syd for grænsen, i Tyskland, er der færre, men noget yngre frivillige tilknyttet de kulturhistoriske museer, og de hentes typisk ind i forbindelse med særlige events, rollespil og historisk teater.

Den måde, vi i Danmark bruger museumsfrivillige, som nogle, der i høj grad varetager ”rugbrødsarbejdet” og indgår i en flad struktur med de ansatte på museet, ligner mere den engelske tradition, siger Steen Chr. Steensen.

”Man begynder mere og mere at se en åben community-tanke omkring de kulturhistoriske museer. Men man skal også være opmærksom på, at den store inddragelse af frivillige vil være noget, der forandrer hele tilgangen til at lave museum i dag.”

Overgangen til en ny museumsvirkelighed er allerede i gang, mener Per Lunde Lauridsen, leder af Frivillighedsakademiet (uddannelsestilbud til frivillige) og formidlingsinspektør på Ringkøbing-Skjern Museum.

”I dag taler vi meget om ’levende historie’ og genopførelser som noget, der trækker gæster til. Og i den sammenhæng betyder de frivillige alverden,” siger han.

”Det kan være svært altid at skulle skaffe ressourcerne selv. Men i Danmark har vi lige nu en identitetsbølge, hvor folk slår sig sammen i grupper, som går meget op i en bestemt tidsperiode og lever sig fuldkommen ind i det. De lever som vikinger og genopfører det store slag i 1864. Og her skal museet jo bare facilitere et samarbejde med for eksempel en lokal gruppe ’vikinger’, der har alt tøjet i forvejen,” siger Per Lunde Lauridsen.

En anden tendens i det frivillige felt er at lære gamle håndværk – noget, der også kan bruges til at gøre historien nærværende, fortæller han.

”Det handler om at give den tavse viden, som bønderne har besiddet, videre, så vi uddanner folk i håndværk, som ingen længere bruger, men som kan få en plads på museerne. At slå med le, at sko en hest, alt sådan noget. Det gælder også nyere håndværk og teknikker brugt i 1900-tallet, og her bliver den ældre generation vigtig. På Ringkøbing-Skjern Museum har vi for eksempel et stort lav af frivillige smede, som kan håndværket fra deres erhverv, og som overleverer det til nye generationer på museet,” siger Per Lunde Lauridsen og tilføjer:

”Det er bare nogle kompetencer, de faguddannede historikere ikke får med sig fra universitetet.”

*Avisens spørgsmål til de statslige- og statsanerkendte kulturhistoriske museer tager afsæt i Danmarks Statistiks tabel ”Aktiviteten på museer sorteret efter landsdel, museumstype og museumskategori 2017”, der på tidspunktet for undersøgelsens tilrettelæggelse var den nyeste tabel. Danmarks Statistik har senere ændret klassificeringen af museumskategorierne.