Kønsrollerne byttes rundt i MeToo-udgave af ”Frøken Julie” – det gør plottet lidt for tungt

Magtstrukturer, ligestilling og følelsen af skyld og skam. På Vendsyssel Teater får man fornemmelsen af, at August Strindberg skrev klassikeren ”Frøken Julie” i går. Men i den moderne opsætning bliver dramaet også lidt fortænkt

Maria Cordsen spiller Frøken Julie med høj stemmeføring og store armbevægelser.
Maria Cordsen spiller Frøken Julie med høj stemmeføring og store armbevægelser. Foto: Tao Lytzen/Vendsyssel Teater

”Hvis vi lægger ni midsommerblomster under hovedpuden, så går vores drømme i opfyldelse.” Sådan lyder det håbefuldt fra tjeneren Jean til grevens datter Frøken Julie. På Vendsyssel Teater opsætter man lige nu ”Frøken Julie”, og her inviteres vi ind i den skæbnesvangre midsommernat, hvor et trekantsdrama om begær og ambitioner udspiller sig.

Frøken Julie og tjeneren Jean mødes i køkkenet, hvor de for en aften lukker hinanden ind i deres fælles drømme om at slippe fri af fortid og fordomme. Mens timerne går, og Jeans forlovede, Kristin, falder i søvn, bevæger Julie og Jean sig magnetisk nærmere hinanden i en ordrig dans med lige dele tiltrækning og afvisning. Det virker uundgåeligt, da de sammen bevæger sig ind i soveværelset, for natten er som forhekset.

Det hele sker i Marianne Nilssons enkle og vellykkede scenografi. En aflang og skrå kasse udgør køkkenbordet, og fra små huller i bordet hentes gryder, sko og den vin, som Jean drikker i smug, efter at han har stjålet den i grevens kælder.

Maria Cordsen spiller Frøken Julie med høj stemmeføring og store armbevægelser, når hun udøver sin magtposition som fruen i huset ved at befale tjeneren Jean at kysse hendes sko eller følge hende i dansen. Over for hende spiller Albert Stein Ankerstjerne tjeneren Jean, og han mestrer at bevæge sig fra det underdanige og kejtede til det manipulerende og nærmest ondskabsfulde på få sekunder. I rollen som den overbærende kokkepige og Jeans forlovede, Kristin, glimrer Linnea Voss, når hun insisterer på det anstændige og på troen med lige dele harme og afsky malet i ansigtet.

Da Jean og Frøken Julie midt i stykket vender tilbage fra soveværelset, er sommernattens milde skær og begær forsvundet, og tilbage skinner morgenens skarpe lys og afslører de fatale konsekvenser, som deres handling i sengen kan få for dem begge. Pludselig står både ære og status på spil, og de kan ikke beslutte sig for, om de skal flygte sammen eller blive og tage konsekvenserne.

Så langt så godt kender vi August Strindbergs fortælling om ”Frøken Julie”, men i instruktør Christoffer Berdals iscenesættelse vender Maria Cordsen og Albert Stein Ankerstjerne tilbage i hinandens kostumer. Det er altså nu Albert Stein Ankerstjerne, der spiller Frøken Julie i kjole og højhælede sko, mens Maria Cordsen skyder kæben og brystet frem i rollen som Jean med højtaljede bukser, skjorte og seler.

”Frøken Julie” er en fortælling om to personer, der længes efter at blive set og forstået af et andet menneske – men som ender med at se sig selv alt for tydeligt. Men det er også en fortælling om, hvordan man kan udnytte magt i seksuelle relationer, samt et studie i, hvordan et nej kan sidde fast i halsen, når man skal give det til en person, der holder ens skæbne i hænderne. August Strindberg skrev stykket i 1888 midt under den første kvindefrigørelse, og det er svært i dag ikke at se det gennem briller farvet af det sidste års intense diskussioner om magtmisbrug og seksuelle krænkelser i alle dele af samfundet.

I instruktør Christoffer Berdals iscenesættelse er magtkampen langtfra sort-hvid, og når rollerne byttes rundt, ser vi også kønnene stå i et andet lys. Kan vi være mænd og kvinder på andre måder, end de strukturer vi har nedarvet? Det er et spørgsmål, der står malet i ansigtet på Frøken Julie – der i stykkets anden del spilles af Albert Stein Ankerstjerne i en lilla kjole, som hænger løst ned om skuldrene på ham.

At bytte rundt på kønsroller i klassiske dramatiske tekster er et greb, som er set før. Blandt andet så vi noget tilsvarende i Det Kongelige Teaters udgave af Ingmar Bergmans ”Scener fra et ægteskab” i 2017. Her skændtes og sloges Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl så det gnistrede – hun med de oprindelige mandlige replikker og han med de oprindelige kvindelige. På den måde kan en leg med roller være et yderst interessant greb, som får os til at se anderledes på kendte tekster og kønsmæssige klichéer. Desværre kan avancerede tankeeksperimenter også være med til at fortynde stykkets oprindelige dramatiske potentiale, fordi plottet bliver for tænkt eller teksten simpelthen for tung at spille. Således også på Vendsyssel Teater.

Tilbage i køkkenet står Frøken Julie og stirrer fortabt ud i rummet. I instruktør Christoffer Berdals iscenesættelse er både mænd og kvinder tabere i en lidenskabelig magtkamp, der sender et genkendeligt ekko ud i virkeligheden.