Prøv avisen
Interview

Frygten for den himmelske høvding prægede den tidlige kristendom

Keld Zeruneith deler interessen for den angelsaksiske digtning med sin kone, Suzanne Brøgger, som også har gendigtet elegierne ”Vandreren” og ”Søfareren” i Keld Zeruneiths seneste værk, ”De sidste tider”. – Foto: Leif Tuxen

Skyld, skam og dommedagsforventning farvede overgangen til kristendommen i de angelsaksiske digte, som også kan læses som et mentalt billede af kristningen af Norden. Det mener litteraturforskeren Keld Zeruneith, som er aktuel med bogen ”De sidste tider”

Kristendommen nærmede sig Danmark via de angelsaksiske missionærer, der omvendte vores sydlige naboer, inden historien om en himmelsk høvding, der var stærkere end alle dem på Jorden, også nåede til Norden.

Sådan blev kristendommen her i Norden formentlig også forklaret med hedenske billeder fra den angelsaksiske digtning, fortæller litteraturforskeren Keld Zeruneith, der har skrevet bogen ”De sidste tider” om den angelsaksiske overgang fra hedenskab til kristendom, der kan ses gennem de angelsaksiske digte fra 600-tallet op mod årtusindskiftet.

”Man havde ikke noget andet billedsprog at bruge end det, man allerede havde brugt i høvdingeverdenen. Man fik bare en ny høvding fra himlen i stedet for, så hele den angelsaksiske digtning benytter sig af det heroiske billedsprog. Nu var det bare ikke mennesket, der skulle være stor og stærk, men Kristus, der kom som en hærfører med alle sine engle. Og de nye helte blev martyrerne, der ikke var bange for at lide for deres tro,” siger Keld Zeruneith.

Herhjemme kender mange Saxos historie om, hvordan kong Harald Blåtand kristnede danerne, efter at han havde set missionæren Poppo holde uskadt på et stykke glødende jern som et slags gudsbevis.

For sådan en mægtig Gud måtte selv en sej vikingekonge bøje knæ for, mens Nordens apostel Ansgar allerede fik lov til at bygge kirker i Hedeby og Ribe i 800-tallet. Men de historier viser ikke noget om den glidende folkelige overgang fra hedenskab til kristendom. Og derfor er de tidlige kristne angelsaksiske digte faktisk en overset kilde til at forstå den første kristendom i Norden indefra, mener Keld Zeruneith.

Han blev selv sporet ind på emnet, efter han faldt over det angelsaksiske helteepos ”Beowulf”, der faktisk delvist udspiller sig i Danmark – mere end et halvt årtusinde før Shakespeare skrev ”Hamlet”.

Beowulf er også navnet på historiens selvhævdende hedenske helt, der rejser til Lejre for at hjælpe kong Roar med at kæmpe mod de(t) onde, men fortælleren er kristen. Og derfor er Beowulf gennem tiden også blevet fortolket som en Kristus-figur, forklarer Keld Zeruneith, der senere i år også udgiver en oversættelse af den 3000 linjer lange historie.

Helte-eposset har krævet sin sprogforsker at tyde. For der fandtes omkring 30 forskellige ord for konge og omkring 15 forskellige ord for sværd på angelsaksisk, så derfor udkommer ”Beowulf” altså i en bog for sig selv til efteråret.

Allerede i ”De sidste tider” bliver ”Beowulf” dog også analyseret, mens det er Zeruneiths hustru, forfatteren Suzanne Brøgger, der har gendigtet nogle kortere angelsaksiske kristne digte bagerst i bogen. For efter at Keld Zeruneith genopdagede ”Beowulf”, som også Grundtvig kendte, fandt Zeruneith ud af, at der findes en hel underskov af tidlige angelsaksiske kristne digte, der netop viser overgangen til kristendommen set fra en eksistentiel og psykologisk vinkel især i digte i jegform, elegier. For det er ikke for ingenting, at Keld Zeruneith har kaldt sin bog for ”De sidste tider”.

Den angelsaksiske kristendom opstod nemlig i forventningen om, at Jesus ville komme igen ved årtusindskiftet. Via bibelstudier havde datidens præster regnet sig frem til, at verden måtte være 6000 år i år 1000, og så mente man, at Jesus ville komme igen for at oprejse sit tusindårsrige på ”hviledagen”, idet ”en dag er som tusind år for Gud”, som der også står i Bibelen.

”Man troede meget stærkt på, at dommedag var nær. Det blev også bekræftet af den svære tid, folk levede i dengang op mod årtusindskiftet med vikingernes hærgen, naturkatastrofer og sygdom, som man tolkede som bekræftende tegn på, at man levede i de sidste tider,” siger Keld Zeruneith.

Den bogstavelige bibelfortolkning skabte dog også panik før lukketid, kan man læse i de tidlige angelsaksiske kristne digte, som heller ikke er præget af et særlig kærligt gudsbillede. Med den sejrende Kristus fik man i stedet den ultimative kongekraft, som man kunne vendte tilbage når som helst. Men gudsbilledet var mere hentet fra Det Gamle Testamente end Det Nye, mener Keld Zeruneith:

”Kærlighedsbudskabet i kristendommen var i hvert fald ikke i centrum dengang, hvor man mere fokuserede på Kristus som en konge, der skulle vende tilbage for at dømme levende og døde. Og kristendomslæren i den angelsaksiske digtning handler først og fremmest om, at man skal ydmyge sig. Men det havde til gengæld en civiliserende virkning. For det var helt i modstrid med det, som folk kom fra, hvor det handlede om at hævde sig over andre med magt. Helten i ”Beowulf” holder også den ene selvhævdende praletale efter den anden, men kong Roar prædiker om, at hovmod er en synd.”

Mange af de andre angelsaksiske digte er også præget skyld og skam, forklarer Keld Zeruneith:

”Der ligger en meget stærk melankoli i mange af digtene med en følelse af, at man både er en synder og fortabt. Og i mange af digtene er der også en længsel efter den gamle verden, som man har mistet, men hvor erindringen af den tabte verden altså er blandet med følelsen af at være en stor synder. En af forfatterne til digtene beder endda om sine læseres forbøn til sidst i digtet, fordi han oplevede sig selv som en meget stor synder.”

Sådan førte den tidlige kristendommen altså først og fremmest til ydmyghed. Men det var en kolossal kulturændring, som mange havde svært ved at vænne sig til, så den germanske fortid blev dyrket helt op i 1000-tallet, hvor en ærkebiskop holdt en prædiken mod de falske guder. Og sådan må en del af de angelsaksiske kristne altså havde set sig tilbage mod den gamle verden som Lots kone.

”Kan du forklare, hvordan kristendommen overhovedet kunne få fodfæste hos angelsakserne?”, spørger Suzanne Brøgger, der sidder med i sofaen hjemme i Løve – mest for at servere te, som hun siger, selvom hun altså også har bidraget til bogen med gendigtninger af angelsaksiske digte.

”Ja,” svarer Keld Zeruneith: ”For kristendommen gav en sammenhængende livsfortolkning fra skabelsen til dommedag. Og der ligger heller ikke kun en længsel efter den hedenske fortid i digtene, men også en himmellængsel. Men det føltes bare så svært at komme derhen.”

Fordi kristendommen ikke var præget af nådetænkning dengang?

”Ja, det var længe før den lutherske nådelære. Angelsakserne troede, at man skulle kvalificere sig til frelsen ved sin ydmyghed. Og det eneste i livet, der havde betydning, var kampen for at få del i det evige liv. Der er heller ingen digte, der handler om den fodvaskende Jesus, og bortset fra et lidt mærkeligt digt, hvor Jesu kors er fortælleren, mærker man heller ikke meget til den lidende Jesus. For man så mest Kristus som en sejrrig konge, man også skulle frygte. Sådan flyttede man altså bare sin frygt fra de jordiske konger til en himmelsk konge. Man fik forestillingen om en hersker, der er endnu stærkere end den, der er på Jorden. Og det var først i løbet af middelalderen, at man gik fra at dyrke den sejrende Kristus til den lidende og medlidende Kristus.”

Alligevel virker flere af digtene næsten moderne, mener både Keld Zeruneith og Suzanne Brøgger, der blandt andet har gendigtet elegierne ”Vandreren” og ”Søfareren”:

”Jeg blev overtalt til at prøve at gendigte dem, fordi Keld sagde, at det var noget af det stærkeste og mest nutidige, han havde læst. Jeg synes også, at de minder om vores egen tid, der også er præget af mange forskellige trosforestillinger. De vidner også om en meget stor angst, frygt og usikkerhed. Er Europa ved at gå nedenom og hjem? Kan man tro på en ny verden? Og hvor er gudsriget? Den bekendelseslyrik taler lige ind i vores egen tid,” siger Suzanne Brøgger.

”Ja, det er billeder på eksistensen,” siger Keld Zeruneith. ”Man er på et oprørt hav på vej mod det evige liv, men det er enormt hårdt undervejs. Og jeg synes, at de digte nærmest har et modernistisk karaktertræk gennem den realisme og følelse af en fremmedgjort udsathed, der er i digtene.”

Man kan vel også sammenligne det billede med salmen ”Se, nu stiger solen”, hvor Jakob Knudsen skriver om livets kyst…?

”Ja, for de sejler mod livets kyst, men hårdt er det undervejs med realistiske billeder af, hvordan man fryser, mens fødderne er ’lænket i is’. Jeg synes, at de er helt utrolige,” siger Keld Zeruneith, inden Suzanne Brøgger bryder ind:

”Kan man sige, at Jakob Knudsen var mere sikker på, at han ville nå livets kyst?”.

”Det vil jeg ikke sige, men der er forskel på digtene. Vandreren har mistet den gamle verden og længes tilbage imod den, mens søfareren selv har forladt det, han kalder byernes forsumpede liv for at nå livets kyst. Og hvis man skal sammenligne det med en dansk salmedigter, er det måske snarere Kingo, der også væmmes ved denne verden i ’Far, verden, far vel’ og beskriver naturens fjendtlighed i flere af sine salmer. Der er tusind år mellem de angelsaksiske digte og Kingo. Men det er faktisk meget af den samme følelse, de udtrykker.”8

Keld Zerumeith blev selv sporet ind på emnet, efter han faldt over det angelsaksiske helteepos ”Beowulf. Foto: Leif Tuxen
"Kærlighedsbudskabet i kristendommen var i hvert fald ikke i centrum dengang, hvor man mere fokuserede på Kristus som en konge, der skulle vende tilbage for at dømme levende og døde," siger Keld Zeruneith. Foto: Leif Tuxen