Fugaens kunst i forrygende fortolkning

Bachs sene mesterværk fik en sublim fortolkning af russisk klaverfænomen

Die Kunst der Fuge – eller Fugaens Kunst – er et af den klassiske musikhistories mest ikoniske stykker. Johann Sebastian Bach påbegyndte det i 1748, men nåede ikke at gøre det færdigt inden sin død to år senere. Værket består af en række fugaer og kanons bygget over samme tema og viser Bachs fænomenale evner som kontrapunktiker. Han angav ikke, hvilket instrument han havde i tankerne, men det må have været et tasteinstrument, altså cembalo/klaver eller orgel. I vor tid opføres og indspilles det ofte som kammermusik for adskillige instrumenter, men det er sjældent at støde på en version, der ikke fryder den, der lægger ører til Bachs kunst.

Lyder det lidt tørt? Som musikken blev spillet af det russiske klaverfænomen Daniil Trifonov, var den spændende, sublim – og sprællevende. Desuden med et par indlagte overraskelser. På forhånd havde vi fået at vide, at Die Kunst der Fuge ville være omkranset af to andre Bach-værker, hans chaconne i d-mol og den elskede koral fra BWV (Bach-værkfortegnelsen) nr. 147: ”Jesus bleibet meine Freude” – den stammer fra kantaten ”Herz und Mund und Tat und Leben”.

Chaconnen blev fremført i Johannes Brahms’ arrangement, hvad der indebar, at Trifonov skulle spille den med venstre hånd, som dermed kom på hårdt arbejde i samfulde 20 minutter. Den afsluttende koral – også den spillet med pianistens totale indlevelse og hengivenhed – skulle have været det sidste på en klaveraften, få af tilhørerne vil glemme, men Trifonov overraskede ved generøst at kvittere for publikums stormende bifald med hele tre ekstranumre. Det overraskende bestod i, at han ellers havde virket, som om der i hans verden kun eksisterede flygelet foran ham og Bachs mesterværk, ja, som om det dybest set var ham totalt uvedkommende, at der sad flere hundrede mennesker og lyttede med beundring til hans spil.

Det hører med til billedet, at han med sit programvalg så at sige skar Die Kunst der Fuge over i to halvdele. Med det fyldige program havde det nemlig været nødvendigt at indlægge en pause – til gengæld gjorde han ikke det mindste ophold efter chaconnen, ligesom han efter Die Kunst der Fuge gik direkte over i koralen. Der var mere end et strejf af egensindighed over hans sammensætning af de tre Bach-stykker, men det bar man gerne over med.